Safari 95

Afrika er andet end vilde dyr.




- oplevelser og tanker under en "tilbagevendingstur" til Østafrika.



Februar '95.



Dagen igennem er der en afslappet stemning i Zanzibar by. Meget afslappet - næsten sløv. En gennemtrængende duft af krydderier pirrer vore næsebor. Med besvær får vi serveret en kold øl - de laver den lifligste drik kaldet Safari, som skal nydes iskold. Grunden til denne tilbageholdenhed med serveringen er Ramadanen, den muslimske fastemåned, som påbyder muslimerne ikke at indtage føde eller væske, mens solen er på himlen. Kyskhed skal ifølge koranen også praktiseres i dagtimerne - det er nok det nemmeste påbud at klare i lummervarnen.



Klokken er nu otte aften, solen har sænket sig under horisonten over det Indiske Ocean. Den dykkede cirka der, hvor slaverne blev udskibet fra fastlandet, før de blev solgt på markedet i Zanzibar og videresendt til fjerne mål. Bagamoyo hedder stedet, hvor også Livingstone og Stanley og alle de andre fandenivoldske personligheder landede før den videre færd ind i det barske ukendte, mørke Afrika.



Vi er i Zanzibar by. De små snævre gader sprudler af liv. Handelen er i fuld sving fra de utallige farverige boder. Kvinderne står på nakken af hinanden for at få de bedste godbidder, når de indiske handlende holder udsalg. Gadekøkkener serverer alskens lækkerbidskener. Duften af eksotiske krydderier er overalt. Man kan få en kold Safari nu, sågar en Coca Cola. Vi indtager et stort glas isafkølet saft af passionsfrugten, mens det myldrende liv stortrives omkring os.



Den venlige atmosfære er næsten fysisk mærkbar, og vi forsøger på bedste vis at klare os på Swahili, det lokale sprog, som har sin oprindelse i Zanzibar. Vi har tidligere boet i området, så Swahili er os ikke helt fremmed. Ordene kommer ud af den træge hjernes labyrinter efterhånden som vi akklimatiserer os og hører sproget konstant. Jambo - habari - safari. Safari er et Swahili ord, som simpelthen betyder rejse. Og altså øl.



Vi bor på Victoria House, et lille hotel overfor presidentpaladset, hvor vi også har ærinde. Vi mødes med statsministeren, en venlig mand, som beklager meget, at præsident Amour ikke kan tage imod, da han er på safari. Statsministeren er meget begejstret for vort projekt, som skal tilføre Zanzibar noget viden om, hvordan man udnytter de naturlige energiressourcer på øen. "Energi er forudsætningen for udvikling", siger han, "vi ønsker ikke at bruge alle vore valutareserver på import af olie."



Dobbeltværelset på Victoria House er ikke luxuriøst, prisen ejheller. 14 dollars pr. dag. Men bruseren virker, ligeså lokumet på gangen. Morgenmad har de ikke i ramadan-perioden, den får vi på Afrika House. Et stateligt hus med flotte døre og trapper. Fire meter til loftet. På en luftig terrasse med en let brise ind fra oceanet. Papaya, bacon og æg, ristet franskbrød, friskpresset juice og der herligste kaffe. 8 kr. pr. kuvert.



Vi er sammen med "den gale svensker". Gunnar blev omtalt som sådan under vort første ophold i Østafrika, fordi han var - og er - gal med jagt. Han havde nær mistet livet, da han kom i uhyggelig nærkontakt med et næsehorn. Hans daværende kone, som var sygeplejerske, reddede hans liv.



Gunnar ernærer sig nu som "vildtplejer" i det nordlige Tan¬zania. Han har inviteret til århundredets bryllup i Serengeti nytårsaften. Har også inviteret alle masaier indenfor "walking distance". Masaier kan gå langt. Det skal nok blive et gilde.



Zanzibar er kultur - gammel kultur. Man ser det i byggeriet. Helt anderledes end på fastlandet. Hoveddørene i Zanzibar by er smukke - mesterværker i billedskæring med flotte messingbeslag. Man føler næsten kulturen på sin krop.



Det er den gamle arabiske kultur, der er gennemgående.



Zanzibar har en dramatisk historie. Var under persisk herre¬dømme i femhundrede år - 10 til 15 århundrede. Den portugisiske sømand Vasco de Gama kom forbi i 1498 og portugiserne regerede over Zanzibar et par århundreder før sultanerne fra Oman overtog magten i det 18 -19 århundrede.



Det britiske imperium udstrakte da sin lange arm og lagde det ind under den engelske krone. En blodig revolution i 1964 efterfulgte uafhængigheden i 1963 og Karume blev det første præsident. Han blev senere myrdet. Zanzibar er siden uafhængigheden i union med det tidligere Tanganyika under navnet Tanzania. Uden den store entusiasme har man indtryk af.



Det man normalt kalder Zanzibar er ikke en ø. Øen hedder Unguja - byen hedder Zanzibar. De to øer Pemba og Unguja udgør det, man normalt forstår ved Zanzibar. De er ikke store, mindre end Fyn tilsammen - har næppe store muligheder for at overleve som selvstændig stat, skønt de nok gerne vil.



Politibetjenten i lufthavnen vil gerne veksle sort. Hun har nogle få engelske pund, som hun sikkert er kommet uærligt til. Hun ser sød ud i sin noble uniform og er ikke interesseret i, om vi har bomber i tasken. "Det er for farligt", siger hun.



Vi skal tilbage til Mombasa på vores lange odysse. Videre for at opleve fortiden.



Vi fik den ellers smidt lige i ansigtet, da vi først landede i Mombasa og mødte Tinne. Tinne er rejseguide. Gensynsglæden var stor, skønt vi næsten ikke kunne kende hinanden efter tyve år.



Dengang - i halvfjerdserne - var vi safari¬guide for en lille syv-otte årig Tinne på vore utallige campingture ud i de fjerneste afkroge af Kenya. Det var dengang man stadig jagede med riffel. Det gjorde Tinnes far.



Vi svælgede i gamle minder over adskillige kolde drinks og fik at vide, at vores gamle jagtkammeret nu bor i Namibias ørken.



Mombasa er Kenyas havneby. Udgangspunkt for jernbanen op i højlandet, som er vort mål.



Det gamle koloniale tog ligner sig selv fra Karen Blixens tid. Hun sejlede til Mombasa og tog toget til Nairobi. Vi fløj til Mombasa og tog det samme tog. Nattoget - med spisevogn og hvidklædte tjenere, som ved et tryk på en knap klarer alle vore fornødenheder. Sengen i kupeen er første klasses. Vinduet står åbent natten igennem, og den lune brise sammen med toget langsomme dum-dum lyd luller os i en behagelig søvn.

En rejse med den østafrikanske jernbane har ikke som primært mål at transportere folk fra et sted til et andet. Rejsen er et mål i sig selv.



Vi føler os i en tilstand af total samhørighed med natur, teknik og mennesker - vi er kommet hjem - til vort andet hjem.

Inden vi lukker øjnene snakker vi lidt om, hvorfor folk på disse breddegrader er så imødekommende, smilende og glade, skønt fattige på gods. Volvo, villa og vovse ser ikke ud til at fostre den samme grad af harmoni og daglig glæde. Hvad er det, vi forsøger at lære dem?



Jernbanen er et kapitel for sig.



Englænderne anså Uganda for at være det mest potente område af østafrika og besluttede i slutningen af forrige århundrede at bygge en jernbane fra Mombasa til Kisumu i det vestlige Kenya for derfra at etablere maritim forbindelse til Uganda via Victoriasøen. Man importerede jernbanearbejdere i hobetal fra Indien, som englænderne jo også sad godt og grundigt på.



De startede med dette kæmpeprojekt i Mombasa og arbejdede sig langsomt, men sikkert op mod højlandet. Adskillige indiske jernbanearbejdere blev under processen ædt af vilde dyr eller døde af alskens tropesygdomme.



Nairobi, som betyder noget i retning af klar, ren luft eksi¬sterede ikke, før jernbanefolkene etablerede et lager af jernbanemateriel der. Det skulle senere blive den millionby, som det er i dag. Med nok verdens bedste klima.



Jernbanen blev ført igennem hele vejen til Kampala i Uganda og blev indviet i begyndelsen af århundredet. Den var stadig ny, da Karen Blixen belæsset med alt sit flyttegods tog skridt til at udforske det mørke konti¬nent. Det kom der så megen smuk litteratur ud af. Karen blev en myte i Kenya. En bydel i Nairobi blev såmænd opkaldt efter hende - Karen. Og hendes gamle hus er et berømt museum.



Vi havde den sjove oplevelse dengang i halvfjerdserne at følges med Karens kok, Kamanthe, i flyveren fra Nairobi til København. Kamanthe havde fået en eller anden hædersbevisning af et litterært selskab i Danmark. Han skulle naturligvis være tilstede ved overrækkelsen i København.



Vi så en meget lille, forknyt, gammel Kamanthe, som vi havde læst så meget om. Iført en stor - alt for stor - brun militærfrakke, som skulle beskytte ham mod den nordiske kulde. Og hvide kondisko.



Kamanthe kom til København - og hjem igen. Han må være afgået ved døden nu. Berømt som Karen Blixen. Sikkert mindre bevist om det.



Toget skrumler ind på banegården i Nairobi. Klokken er ni om morgenen. Køligheden er en befrielse efter Mombasas fugtige hede. Ganske som vi havde fået fortalt, er Nairobi blevet en storby. Højhusene rager op hvor vi ikke før har set dem. Spændende om vi kan genkende byen. Vi beslutter at vandre hen til biludlejeren for at akklimatisere os. Det er en ren fornøjelse. Luften er frisk og klar her lørdag morgen, hvor folk holder week-end. Vi konstaterer med glæde, at New Stanley Hotel stadig ligger, hvor det lå, da Ernest Hemingway sad ved den lange bar.



Nairobi er blevet stor. Alt for stor. Befolkningstilvæksten i Kenya er også for stor. Fire procent om året. Nok den højeste i verden. Resultat: Folk kan ikke finde beskæftigelse i land¬distrikterne og søger til byen. Kriminaliteten vokser, slumområderne vokser. Befolkningstallet er næsten fordoblet på 20 år. Der er nu omkring 27-28 millioner kenyanere.



Der er tiggere - i langt højere grad end før. Ikke som i Bombays gader, men dog. Vi donerer fem shillings til en stakkels ung mor, der ligger i sine jordfarvede pjalter på gaden med to forhutlede unger. Den ene unge roder ved moderens indtørrede bryst.



Episoden sættes i perspektiv da vi senere på dagen læser i avisen, at en kvinde i Texas, USA har fået en erstatning på 5,2 millioner dollars, fordi hendes brystprotese lækkede!!!



Hvilken verden vi lever i - her ved indgangen til det nye årtusind. Vi skal vist til at fordele verdens goder. Men hvordan?



Vi skal videre - nordpå - mod Mount Kenya, Mau Mau land, den afdøde præsident Kenyattas hjemland. Denne karismatiske gamle mand, som var Kenyas første præsident. Han der stod bag den blodige Mau Mau bevægelse i halvtredserne. Han, som englæn-derne frygtede og beundrede - og satte i fængsel i en mangeårig periode. Og han, som var så eminent god til at styre Kenya i en vanskelig periode - i frihedens tid. UHURU - frihed. Han var også dygtig til at skrabe mammon til sig. Med god assistance fra sin unge, smukke hustru, Mama Ngina. Hun og hendes børn sidder stadig på enorme værdier, farme, hoteller, supermarkeder. Og sikkert en fed bankkonto i Schweiz.



Vi kører igennem de smukke forstæder, hvor ambassadørerne bor. Blomsterfloret i de store haver skæmmes kun af pigtrådshegnet, som skal holde uønskede gæster ude. Dem der haver, lever i evig frygt for at miste, hvad de har. Ham der intet har fristes let til at forgribe sig på de ufatteligt rige. Vi kalder ham så kriminel.



Turen går til Nyeri. Gammelkendte stednavne dukker ud af erindringens tåger efterhånden som vi kører nordpå. Mod Ækva¬tor. Nyeri ligger tredive kilometer syd for cirklen, der deler jorden i to. 1800 meter over havets overflade. I et vidunderligt smukt og grønt område. Udsigt til den evige sne på Mount Kenya på den ene side og Aberdare bjergkæden på den anden side. Et behageligt klima året rundt. Forfriskende køligt om natten.



Vi besøger Lord Baden Powell's gravsted. Spejderføreren boede sine sidste år i Nyeri og ligger nu, så han fra sin himmel kan kigge på den dramatiske top af det næsten 5000 meter høje Mount Kenya. Et fredfyldt sted her en søndag morgen, hvor præstens messen fra kirken trænger ud af den åbne kirkedør.



Vi kravlede engang op på Mount Kenya - da konditionen var bedre. Det er barskt i den tynde luft, hvor den medbragte suppe ikke gav brændte læber. Den koger ved ca. 80 grader deroppe i højderne. Koldt var det. Men en betagende oplevelse.



Vi bor på White Rhino Hotel, som ligner sig selv. Et gammelt, kolonialt hotel, som er billigt og godt. Der er koldt om natten i Nyeri, så vi pakker os ind i alle tæpperne.



Vi skal naturligvis genopleve traditionen med afternoon tea på Outspan Hotel. Dette luxushotel, som primært besøges af dollarturister, som skal se på elefanter og næsehorn. Teen og kagerne er, som de plejede at være. Serveringen perfekt. Haven smuk og udsigten vidunderlig.



Ved en tidligere lejlighed blev vi ved en heldig omstændighed - uden ekstra betaling - indlogeret i Dronning Elisabeth af Englands brudesuite på Outspan.



På Elisabeths bryllupsrejse til Kenya fik hun meddelelse om sin fars død. Det betød jo faktisk, at hun blev dronning, mens hun boede på Outspan.

Hendes suite bød dengang på et behageligt ophold.



Englændernes indflydelse gør sig gældende på Outspan. Men tekanden har de gjort noget ved! Den drypper ikke. Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt et land har været engelsk koloni, skal man blot bestille en kande te. Hvis kanden drypper, er man i et land, som har været under engelsk herredømme. Det gælder globalt. Den engelske stål-tekande findes overalt, i Indien, Nepal, Bangla Desh, Kenya, Nigeria. Og den drypper - hver gang man hælder af den. Den dryppende tekande er det mest konsekvente bidrag til verden fra den angelsaksiske verden.



Men ikke mere på Outspan. Tekanden er der, den samme som før. Men den drypper ikke som tidligere. En opfindsom sjæl har efter årtiers irritation taget en fladtang og bøjet tuden nedad i en blød bue. Hvilken fryd.



Et nyt monument er rejst i byen. Moskeen. Mon der er kommet flere muslimer til stedet?



Lørdag aften er der fuldt hus på White Rhino. I baren, i restauranten, alle steder. Folk er i fint tøj, jakke, slips, hat. Det er folk fra Nairobi får vi at vide af tjeneren, folk som er hjemme at besøge familien i week-enden.



Kenyanerne er meget knyttede til hjemegnen. Når de dør skal de begraves i den fædrene jord.

Lørdag aften mødes de med vennerne over en øl eller to.



Ingen synes at overdrive drikkeriet. Det er åbenbart et nordligt fænomen. Jo længere man bevæger sig nordpå fra ækvator, jo mere må man bedøve sig i alkohol for at erhverve den samme glæde ved livet, som de her under cirklen har som en medfødt egenskab. Verden er forunderlig. I Finland smiler man, når man har fået en halv flaske vodka.



Købmanden genkender os med det samme. Ved vi er fra Danmark, men husker ikke navnet. Vi snakker om Dr. Kanani, som blev myrdet af banditter for en halv snes år siden. "Her er meget fredeligt nu", siger den indiske købmand og ser ud til at være tilfreds med tilværelsen. Dr. Kanani var vores huslæge, inder, og uddelte røde og grønne og blå piller mod alskens dårligdom. Formedels god betaling, forstås.



Vi skal se huset, hvor vi boede. Finder det straks. Men hvilken forandring. Et stort skrummel posthus har taget den smukke udsigt til Nyeri Hill. Hækken, som vi plantede er fire meter høj. Vi får lov at komme ind og fotografere. Forfaldet er soleklart. Maling har det ikke set siden vi boede der. Beskidt er det overalt. Afrikanerne har en anden tærskel end vi, når det drejer sig om vedligehold og rengøring.

Ikke så opmuntrende.

Samme billede på centret hvor vi arbejdede.



Vi missede Jens. Var fejlagtigt blevet fortalt, at han og Tut var flyttet til Zimbabwe. Tut og Jens slog sig ned som farmere i Kenya i halvtredserne og kan fortælle barske historier om Mau Mau perioden. Deres farm blev nationaliseret efter uafhængigheden i 1963 og Jens slog sig ned som professionel jæger.

Tut og Jens havde gyldne tider indtil jagten blev forbudt i 77.



Jens's klienter var primært velbeslåede amerikanere. En af dem købte en flyvemaskine, som Jens kunne bruge så meget han lystede, blot skulle den være til rådighed når Christian DuPont fra United Big Bluff kom på sin årlige safari.



Flyet var en gul Piper Super Cup. Den samme, som Maryl Streep fløj i under optagelsen af filmen Out of Africa. Med Jens ved pinden.



Flyet stod stadig i hangaren på Mweiga Air Field, men desværre erfarede vi først senere, at Jens og Tut stadig bor på deres gamle farm house. Så vi kørte bare uvidende forbi deres dør.



På vejen nedover spiser vi frokost på det velkendte Blue Post Hotel, hvor der ligger et smukt vandfald. Her er så vidunderligt smukt og fredfyldt, at vi beslutter at overnatte. Får et dejligt værelse med udsigt til haven og vandfaldet.



Tilbage i Nairobi skal vi besøge Coffee House, som var mødested for vennerne i gamle dage. Det var som før - og kaffen var pragtfuld som før.



Vi havde hørt, at Poul fra Ry skulle være i byen. Poul havde vi tidligere arbejdet sammen med i Lesotho i det sydlige Afrika. Hvem løber vi ind i, da vi forlader Coffee House? Poul fra Ry.



"Selvfølgelig skulle vi mødes her", var Pouls bemærkning. "Der er jo kun 27 millioner mennesker i Kenya". Man bliver næsten overtroisk, først Tinne, nu Poul. Vi får en kold øl med Poul og snakker om gamle dage - aftaler at mødes i Danmark.



Vi kommer i tanker om det gamle koloniale Brunners Hotel og mener at lokalisere stedet. En ældre taxichauffør bekræfter at det lå lige der. Der hvor det grimme betonhus nu er.



Bendsens fra Randers giver en kop kaffe i deres dejlige have i Westlands. De har boet i Nairobi nogle år og længes nu efter at vende hjem til efteråret.





Vi skal på en fjorten timers togrejse - tilbage til kysten. Og afslutningen på vores vidunderlige genoplevelses safari.



I spisevognen sidder vi ved siden af et par afrikanere, som siger "bon appetit" og vi gætter, at de nok er fra det fransktalende Rwanda. Det bekræfter de, og vi får en meget lang og indgående beretning om, hvorfor det gik så galt i Rwanda. Det er en hel historie i sig selv. En meget kompleks historie.



De to Rwandesere ernærer sig nu ved handel - import - export. Af hvad som helst. De så ud til at leve godt af det. Den ene er Hutu og den anden Tutsi. De to rivaliserende stammer. "Vi er alle brødre", sagde de samstemmende.



Toget standser knirkende ved Mombasa station. Vor lange rejse i fortiden er slut. Kun resterer den trivielle flyrejse til Danmark. Kunne man dog lade sig overføre ved tankens kraft.



Og ikke et ord om løver.

Kreta igen

Det er efterhånden ved at være en vane, at jeg besøger Ulla og Jens på Kreta i oktober måned. Lige før sæsonen slutter og det meste af Kretas befolkning drager ud i markerne for at plukke oliven. Vel stort set det eneste, der kan gro på klippeøen.

Jeg var der også i år, dog uden at være kreativt skrivende - jeg malede skodder et par dage. I farven blå.

I mangel at opdateret rejserapport indsætter jeg min gamle ditto fra 2007 - første gang jeg besøgte Pefki.

Uheldigvis kan jeg ikke finde ud af at indsætte billeder her i mine blog-indlæg. Så man må tænke sig til de smukke motiver.

Rejse til Pefki, Kreta – oktober 2007.




Rejsens egentlige mål er hjemkomsten. Hjem til det velfungerende, velkendte. Hjem til familien, den friske morgenavis, morgenritualerne, en varm balje te, udsigten over fjorden, når morgensolen titter ind i soveværelset, den velgørende søvn i den gode seng.

Formålet med rejsen er erkendelse af, hvor man hører til. Rejsen er spændende og ofte strabadserende, udvidende for ens horisont, livgivende, kontrastfuld, inspirerende for sanser, duft, smag, syn. Rejsen giver udsigt og indsigt, udsigt til verden og indsigt i fremmede kulturer og andre måder at leve livet. Undren over livets mangfoldighed.

Men det egentlige mål er at komme hjem igen.



Kontrasterne er store, ikke mindst når man flyver med Air Berlin. Jeg skulle i går, d. 15. oktober flyve fra Heraklion via Nürnberg til Hamborg. Flyet var forsinket. Det blev der ikke givet megen information om i Heraklion, indcheckningen var noget forvirret, sikkerhedskontrollen yderst lemfældig. Til trods for, at maskinen bippede voldsomt, da jeg gik igennem var der ingen, der tog notits af det. Måske ligner jeg ikke en terrorist!!!

Det gik nemt med at aflevere den lejede bil – da jeg først fandt Hertz kontoret, det findes nemlig i ankomsthallen, og jeg skulle i afgangshallen, forstås. Jeg afleverede blot nøglen efter at have stillet bilen et eller andet tilsyneladende tilfældigt sted.

Anderledes i Nürnberg, her var total ordnung. Døre, der åbnede og lukkede automatisk, funktionærer, som førte omhyggelig bog over alt…Nåede netop flyet til Hamborg.

Air Berlin er i øvrigt et udmærket selskab at flyve med. Specielt flyet fra Nürnberg til Hamburg var en oplevelse: En splinterny Airbus 320 med god benplads og behagelige sæder, næsten lydløst. Næsten som business class i gamle dage. Europæisk flyindustri kan godt hamle op med amerikanerne. Boeing 737 larmer som en F 16 jager under take-off.





Søndag d. 14. oktober 2007.



Det ser ud som Holger Danske liggende på ryggen, med hovedet mod øst. Øen derude nord for Heraklion. Det er ikke den danske nationalhelt, der ligger der. Øen hedder Dhia og ligger vel 10 kilometer ude i det blå Middelhav. Af og til sejler en færge forbi på indersiden. Den vil snart være indhyllet i regnen, som kommer ude vestfra, oppe fra bjergene, som allerede er dækket af sorte skyer. Alligevel er der 25 grader her på altanen. Sidst på eftermiddagen. Et herligt klima her på Kreta.



Figur 1. Pefki set oppefra mod syd



Kan se i kalenderen, at Kirsten Risgaard fylder 70 i dag. Og Grethe Flarup 71. Tillykke med det.



Kom her til Pantheon Palace Beach Hotel i går efter en spændende uge i Pefki på sydøst kysten. Der er ikke mange gæster på hotellet nu. Finner tror jeg, russere måske, jeg kan ikke kende forskel. Sæsonen går på hæld. Tror det hele lukker om et par uger. Et lettere anløbet firestjernet hotel, som sikkert har været vild luksus, da det blev bygget i tresserne eller halvfjerdserne.

I morgen går det nordover mod koldere egne. Med mellemlanding i Nürnberg, derefter Hamborg og så på motorvejen til Randers.

Havde egentlig tænkt mig at overnatte oppe på Lasithi sletten, stedet, som er berømt for sine 10.000 sejldrevne vindmøller. Dem er der ikke meget andet end rustne tårne tilbage af. Man er gået over til at pumpe vand med dieseldrevne pumper.

Fik frokost på et gadehjørne i den største landsby, som hedder Tzermiado. Tjeneren taler fransk med franske gæster. Her passerer verden forbi, drengene spiller fodbold midt i trafikken, en gammelmor med sort hovedtørklæde rider forbi på et æsel, siddende sideværts.

Claus siger, at Zeus’s hule ligger her. Han har været der.



Var lidt skuffet over Lasithi. Iflg. min guide bog skulle der være grønt og frodigt. En oase i al goldheden i de høje bjerge. Det gælder ikke for oktober. Derfor kørte jeg videre ned til kysten mod nord, som mestendels er et stort BonBonLand. Nede på sydkysten er turismen mere moderat. Der, hvor jeg kom fra i går, d. 13. oktober.



I dag har jeg trodset min højdeskræk og kørt op til Anogia, hvor jeg var i slutningen af firserne. Anogia ligger i 800 meters højde, og det var her, at jeg var involveret i at etablere Kretas første moderne vindmølle. Jeg ville op for at se, hvordan min vindmølle havde det. Den stod meget stille, rørte sig faktisk ikke ud af stedet. Årsagen var ikke manglende vind. Min vindmølle lignede en forpjusket høne, som den stod der på toppen af bjerget. To af vingerne var brækket ca. midtpå og resterne strittede til alle sider. Den sidste hang og daskede nedad som det omskårne lem på en masai. De, der kender til masaier vil forstå symbolikken.



Jeg fik en rimelig god forklaring af tjeneren på tavernen, som kunne gøre sig forståelig på andet end græsk. Forklaringen beroligede mig lidt, efter at jeg i min fantasi havde forestillet mig, at vi havde leveret et inferiørt produkt. Den var ganske enkelt blevet ramt af et lyn. For ca 10 år siden. Den vil formentlig blive stående til den er totalt rustet op om halvtreds år.



Siden hen er der opstillet hundredvis af moderne vindmøller på Kreta. Min pionerindsats var ikke helt forgæves.



Anogia er kendt for mindre flatterende hændelser, i det mindste for vort sydlige nabofolk. Kreta var strategisk vigtig i relation til ørkenkrigen i Nordafrika, og nazierne havde besat øen i en storstilet luftbåret aktion.



Kretenserne er et barskt folk, de finder sig ikke i hvad som helst. Slaget om Kreta i maj 1941 er vist noget af det mest blodige i krigshistorien. Folkene i Anogia havde efterfølgende, i 1944, bortført den tyske general Karl Krejpe. Som straf udskilte tyskerne landsbyens mandlige indbyggere og skød dem. 1500 i alt. Som om det ikke skulle være nok, brændte man bagefter alle byens huse ned. Der findes ikke huse i Anogia, som er mere end tres år gamle. Men her er stadig hyggeligt.

Nu til dags sidder så Vati, Mutti und die zwei Kinder og hygger sig på byens små taverner, spiser grillstegt lammekød med retsina og tænker måske på fædrenes glorværdige bedrifter på slagmarken. I alle fald taler de ubekymret deres modersmål, som alle menes at forstå.

I gamle dage kom de med faldskærm. Nu bruger de, som jeg, Air Berlin.



Der kom kun et par dråber. Regnen drev den anden vej, mod vest. Op over bjergene. Holger ligger stadig i flot silhuet i den nedgående sol, som skinner på hans hvælvede brystkasse. Nu ser jeg endog hans venstre arm tydeligt. Jeg tror, han har knyttet næven.



A propos liggende stilling. Jeg savner min daglige siesta. Normalt har vi ligget på langs en times tid i middagsheden. Jens siger det er for varmt at arbejde.



Mandag morgen d. 15. oktober:



Der er opbrud på stranden. Holger kan kun lige anes gennem disen. Det har regnet i nat og bølgerne er høje. Solvognene og turisternes efterladenskaber samles sammen. Det synes, som om efteråret nærmer sig. Temperaturen er faldet drastisk til ca. 20 grader. På grund af natteregnen. Det var vist et heldigt tidspunkt jeg kom på. Kreta er bygget til sol og varme. Ikke til regn og rusk.

Receptionisten siger, at de lukker hotellet på søndag. Så går hele Kretas befolkning i gang med at høste oliven indtil turisterne vender tilbage til april.

Tilsyneladende er det den første regn i lange tider. Jens siger, at olivenbønderne vil gå fallit hvis ikke der kommer regn i vinter.



7. oktober 2007.



Det rinder mig i hu, at det er mine forældres bryllupsdag i det herrens år - ??

Solen brager ned over det sydlige Kreta. Det er søndag eftermiddag. Tid for siesta. Der er stille i byen. En hund glammer i en fjern landsby. En bil hoster sig op over bjerget. Vi er 400 meter over havet, det Libyske Hav, som fortoner sig i disen nede sydpå. Nede på den anden side af de oliventræsklædte bjerge.



Man kan ane havnebyen ved kysten. Makrigialos hedder den.

Vi er i Pefki, en lille landsby med to taverner og en kirke. Ellers ikke andet. En samling hvide huse på den sydvendte skråning. En landsbytosse, som hedder Costas, som læser højt af digte ingen forstår. En fårehyrde. Flot fyr, men måske ikke enhver svigermors drøm, den kønne servitrice Monica fra Rumænien, en fårefarmer fra Wales med sin kone, som er sygeplejerske. De er nærmeste naboer. En østrigsk kvinde, som sjældent lader sig se – og aldrig henvender sig. En svensker, et par englændere. Og så alle de gamle koner. Og mændene, som mødes på tavernen for at se på verden. Ind imellem spiller de kort.



Figur 2. Under pebertræet



Ulla og Jens købte ruinen for et par år siden. Virkelig en ruin, et håndværkertilbud kan man sige, uden tag, kun murene stod tilbage, efter at huset havde været ubeboet i årtier. Arvingerne efter fruen, som boede her, forlangte 11.000 Euro for hele herligheden. Cirka det samme som en Hästens seng, konstaterer Jens lakonisk.

100 indbyggere – måske 200. Halvdelen af husene er ubeboede, halvdelen af dem, de ubeboede, er ruiner. Men prisen, selv for ruinerne, skal nok gå op.



Jens er ekspert i ruiner. I 1999 besøgte jeg Ulla og Jens i Damascus, hvor Jens var ansvarlig for restaureringen af Acad huset, som senere skulle blive Det Danske Institut i Damascus. Et mesterværk af et hus fra den muslimske storhedstid.



Ulla og Jens har en fortid i Grækenland. Da Jens gik på Akademiet i tresserne spenderede en flok studerende nogle måneder med arkæologiske udgravninger i Delfi på det græske fastland. Det går åbenbart i blodet.

Jens har også været involveret i opmålinger i den gamle danske koloni Trankebar på Indiens sydøstkyst. Vi har en fælles fortid i Dar es Salaam, Tanzania.



Figur 3. Fruen i køkkenet



Det var med nogen uro, at jeg købte flybillet for at besigtige Ulla og Jens’s vidunder af et hus. Skulle det være en working holiday? Det sidste billede jeg så af huset var en byggeplads med cementsække, hvor der engang skulle blive et gæsteværelse. Skulle jeg sove på et par cementsække? Kunne jeg overhovedet bo hos dem? Skulle jeg knokle dagen lang med mørtelspande?

Mine bekymringer skulle vise sig helt ubegrundede.

Oven på det nykonstruerede tag var der nu bygget det nydeligste lille soveværelse, som jeg blev anvist. Og så en fantastiske udsigt over imod oberst Kadaffis Libyen. Over imod, med mere end 500 km kan man ikke se land, end ikke i klart vejr.

Ulla og Jens har været her en månedstid. De har for vane at køre herned i bil, så Jens kan have sine murbaljer, vinduer og andet grej med. De sejler fra Venedig til Patras i Grækenland og kører så til Piræus, hvorfra der går færge til Heraklion. En rask tur på fire dage.



Det er nemmere med fly.

Jeg tog af sted hjemmefra i fredags. Den 5. oktober. Kørte til Hamburg for at flyve med Air Berlin til Heraklion. Det er faktisk også en lidt lang tur. Ikke mindst fordi flyet viste sig at være to timer forsinket i afgangen. Ankom fint til destinationen og fik udleveret min forudbestilte bil hos Hertz. Regnede med, at jeg kunne finde logi for natten på vejen langs kysten mod øst. Det skulle vise sig ikke at være så enkelt.

Man er først en smule forvirret over, at man ikke kan læse vejskiltene. Græske bogstaver er specielle og kun undtagelsesvis står skiltningen på en måde, man forstår.

Kører igennem BonBonLand på nordkysten. Her er turister i hobetal men tilsyneladende intet logi.



Da klokken nærmede sig 23 var det ved at være på tide at tørne ind for natten. Jeg holdt på torvet i Agios Nicolaos og ringede til Jens for at klage min nød over manglende logi.

Kørte rundt om hjørnet og ned på havnefronten, hvor der var en overflod af hoteller. Fik et lækkert værelse med balkon og udsigt over bugten. Kun 30 Euro. Får en godnatøl på en taverne.



Fandt Pefki efter et par timer kørsel og uden de store problemer stod jeg pludselig foran Ullas milde ansigt ved indgangen til deres lille landsted. Min GPS navigator var ikke til megen gavn her. Den har ikke indbygget noget kort over Kreta.



Figur 4. Der er stadig lidt ruin over facaden



Om aftenen spiser vi en dejlig middag på den lokale taverne, ”Piperia”, som betyder pebertræet. Man sidder ganske enkelt under et kæmpestort pebertræ. Selv den forkætrede Retsina vin smager fortræffeligt her i den lune aften.

Drak lidt rigeligt af den gode vin og Uuzoen.



I dag var vi på toppen af bjerget for at besigtige et kapel, som ligger ovenfor Pefki. En varm vandretur.

Og i aften er der traditionel musik og dans på Piperia.

Snakker med fåreavleren fra Wales, Danny og hans korpulente kone Ann. De er naboer til Ulla og Jens. Har haft huset en tre fire år.



Figur 5. Arkitekten i arbejde



Temperaturen er stadig perfekt. 27-28 grader, lidt mere nede ved kysten, hvortil vi kører i dag, mandag d. 8. oktober. Skal købe brædder til Jens’s dør. Ierapetra er byen, hvor Napoleon efter sigende overnattede engang på vej til Egypten i 1798. Ser ”hans” hus. Køber ind i Lidl og spiser frokost, Kalamar og dejlig salat på en taverne med bølgeskvulp tilhørende en af husets venner, halvt italiener og laver dejlig mad. Han har i øvrigt et hus i Pefki og låner derfra strøm til Ulla og Jens, som endnu ikke har fået installeret elektricitet.



Figur 6. Udsigten fra mit soveværelse



Og sådan går dagene fredeligt og roligt her på bjergets sydside. Ingen TV, ingen radio, intet nyt, ingen stillingtagen til verdens hændelser, ingen aviser. Op med solen, morgenmad kl. 9.30, frokost ved 13 – 14 tiden, siesta en time eller to, aftensmad på tavernen. Ind imellem smatter Jens med lidt mørtel. En enkelt dag får jeg lov at smøre lidt blå maling på skodderne, som Jens havde lavet hjemme på køkkenbordet i Ballerup. Men intet anstrengende arbejde for den besøgende.

Spiller piratbridge om aftenen. Snakker om gamle dage og fælles bekendte.

Drikker Uozo og Metaxa og løser verdens situationen.

Byens liv og beboerne der ligger husets indvånere på sinde. De kender efterhånden alle, snakker med de gamle koner på et åbenbart forståeligt græsk, lever med i deres sorger og glæder. Om lørdagen er der marked i landsbyen. En dag var der bryllup med 700 gæster.

Tavernen ejes af Fanis, som også har et supermarked i ”badebyen” ved kysten. Begge giver underskud iflg. Jens. Fanis har tidligere været en stor kanon i turistbranchen men mistede tilsyneladende alt ved en konkurs. Han virker stadig glad og tilfreds. Han taler et rimeligt engelsk.

Hver morgen kører skolebussen til badebyen med Dalton brødrene og de få andre børn og kommer tilbage med dem om eftermiddagen. Skolen her er nedlagt og omdannet til museum.

Søndag morgen kl. 7 er der gudstjeneste, som annonceres lørdag aften med klokkeringning.



Ulla og jeg besøgte kirkegården, og en dag kørte jeg ud på østenden af Kreta. Det var den dag, Jens fyldte 67. Det var en onsdag. Men det gør ingen forskel, for på den sydvendte bjergskråning er alle dage ens. Som de har været i hundrede år.

Reflektioner 9 år senere. Apropos i Randers Amtsavis september 2001


Uge 37 – år 2001

Vi har behov for at tale om denne den mest skelsættende dag i moderne tid. Tale med vore venner – vores familie. Drøfte hændelsesforløbet, baggrunden, konsekvenserne.
Fortælle dem, hvor meget vi betyder for hinanden.
Hvordan verden hænger sammen som en global enhed. Tale, tale tale.

Tirsdag d. 11 september var dagen, som alle i verden vil huske som et vendepunkt i historien. Denne grufulde dag.
Dagen, hvor der indtraf hændelser, som gjorde alt andet ligegyldigt. Dagen, hvor man ikke kunne rumme, at nogen havde strid med naboen – om der kom sol eller regn.
Dagen, som de færreste kommer let hen over.

Vi er alle frustrerede over de meningsløse handlinger. Vi håber alle, at det er en ond drøm, et frygteligt natligt mareridt.
Det er det ikke. Det er den rene, skinbarlige realitet:

De to højeste huse i New York er jævnet med jorden. Daglig arbejdsplads for 40.000 mennesker. Symbolet på den frie verdens liberalisme og åbenhed. Koldt og kynisk er de saboteret, omdannet til murbrokker, forvredent stål og knuste menneskeskæbner.
Pentagon er dybt såret. Det Hvide Hus undslipper ved en tilfældighed.

En lille fraktion af klodens befolkning har igennem en periode på måske fem år planlagt et bestialsk anslag mod en stor del af deres medmennesker. På hele den frie, åbne verdens livsanskuelse.

De har på kynisk, vel planlagt vis ladet sig skole i flyvningens ædle kunst, studeret ingeniørvidenskab og logistik - med det ene formål at kapre civile flyvemaskiner, overmande flypersonale, overtage styringen - og omdanne fly til dødbringende missiler, som styres direkte mod bygninger, som er daglig arbejdsplads for tusindvis af mennesker.

Hvad skaber et sådant had – en sådan kynisme?

Fattigdom kontra rigdom? Religiøse forskelle? Basalt grundlæggende forskelle i livsvilkår? Genetiske forskelligheder?

Lad os tale om det…….

Aage Højbak
Vestergade 32
8900 Randers

Aages tale til familietræf i Thy 1997

Der var engang - for mange år siden- det var dengang der altid var solskin og varme om sommeren. Og sommeren varede halvdelen af året. Den var lang, varm og kedelig. Kedelig fordi alle skolekammeraterne skulle på landet med deres familie.

Det skulle jeg ikke, jeg skulle efterlades derhjemme. Der hvor alt var, som det plejede at være resten af året - men blot uden vennerne. Jeg så frem til sommerferierne med blandede følelser - for ikke at sige ringe fortrøstning.

En sommer skete der så noget! Det må vel have været engang i slutningen af fyrrerne - efter krigen, da man stadig kørte med besynderlige dæk på cyklerne og ikke kunne få bananer - og man skrev navneord med stort - og kunde, skulde og vilde med d.

Der kom meldinger fra de nordligste herreder, nærmere betegnet fra Øsløs oppe i Han Herred. Her boede fars bror Viggo med sin Marie på deres lille landsted. De havde otte køer - eller var det tolv.
To heste, grise og høns - og lokom i gården. Eller rettere i stalden, hvor også køerne havde deres.

Jeg kendte godt Viggo og Marie - havde været der før sammen med mor og far. Vi kørte med toget nordpå - til Aalborg - der steg vi om til en skinnebus mod Thisted. Vi havde mad og drikke med - for dengang var det en dagsrejse at nå frem. Sjovere end nu, hvor alting går stærkt.
Stærkt gik det nu alligevel. De elektriske ledninger langs banen afslørede det - de bevægede sig så underligt op og ned og rundt om hinanden.

Viggo havde bragt hesten af stald og med piben i mund, smældende pisk og høje tilråb bragte Viggo os i jumpen gennem det smukke landskab, mens en sød odeur fra hestens udstødning krydrede vore sanser.

Men nu skulle jeg alene afsted. En hel lang sommer. Marie og Viggo havde forbarmet sig over det stakkels stenbrobarn, som sikkert ikke fik en ordentlig forplejning og var udsat for alskens dårligdom dernede i den kronjyske købstad. Han skulle ud på landet for at opfedes. Og det blev han - han kom på vægten før og efter.

Mon ikke jeg cyklede til Øsløs denne første gang, sikkert med far som guide. Jeg cyklede i hvert fald mange gange siden.

Jeg kom ind i en glad familie. Sang og musik var en væsentlig ingrediens i dagligdagen. Om lørdagen var der fest til lyden af en gammel grammofon, som kunne trækkes op og udsende de lifligste toner. Det var lidt længere nede ad hovedgaden. Var der ikke også en i byen der havde en gammel harmonika?

Jeg elskede køerne - når de skulle trækkes på græs. Når de skulle malkes og fodres. Det var et stort privilegie at få lov til at trække en flok køer ud ad de sandede stier og slippe dem løs på de fede agre. De var så tillidsvækkende de køer.
Men Jens kom mig sommetider i forkøbet. Jens var næsten voksen. Han talte som en rigtig mand og røg pibe i smug.

Per var mere som jeg. Men lissom mere fornuftig. Han var vant til at have pligter i huset. For mig var det bare leg. En lang lykkelig leg.

Grethe var også stor og voksen og Inger kun en pjattet lille tøs. Det er hun vist stadigvæk.

Marie og Viggo var frodige mennesker. Fire børn havde de fostret, og som om det ikke var nok havde de nu fået en femte. Ihvertfald for en tid - hver sommer.

Og hvilken herlig sommer. Jeg lærte at malke køer, at ride på hest - og at omgås nænsomt med naturen. Det gjorde man dengang. Der var ikke noget der hed pesticider og ukrudtsmidler. Vi hakkede roer med håndkraft og hestene var udmærkede trækdyr. Jens lærte mig at ryge pibe.

Der var et frodigt liv på Marie og Viggos ejendom. Tiden var et flydende begreb.
Naboerne så man dagligt og ofte kom slægtninge fra egnen på besøg. Ofte på cykel og på vej et eller andet sted hen til andre familier. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg var medlem af en stor slægt - med rødder i de magre egne her højt mod nord.
Sommetider besøgte vi bror Polle, som residerede hos fætter Svend i Hunstrup.
Polle faldt af hesten da han besøgte os.

Jeg havde et problem, da jeg blev efterladt alene i Øsløs. Sproget. De indfødte talte et mærkeligt sprog. Det lignede ikke det, jeg var vant til. Jeg forstod ikke det hele.
Jeg følte mig lidt sær, fordi jeg talte et andet sprog, så jeg forsøgte at tilegne mig dialekten, vistnok uden større held.
Jeg skulle til frisøren engang og øvede mig i sene nattetimer på at kunne sige de rigtige ting - på den rigtige måde - når jeg entrede frisørsalonen. Det ville jo være pinligt overfor de andre kunder at afsløre, at man ikke var her fra byen. - Det lykkedes mig dog at blive klippet.
Sådan har jeg ofte siden haft det, når jeg var i fremmede egne.

Alt godt får en ende. Også disse herlige sommerdage.
Den lille tynde,blege feriedreng - som nu ikke var så bleg og tynd mere - måtte på vægten før han skulle ud på den lange cykeltur sydover. Forestillingen blev overværet af hele familien - og resultatet var altid positivt. Adskillige kilos tilvækst.

Mangt og meget hændte sidenhen. Den lille feriedreng blev en stor knægt og føjtede verden rundt med sin familie.
Han vendte tilbage til sine rødder i fødebyen - den kronjyske hovedstad - og en dag kom et brev med posten.

Familietræf i Thy - fætre, kusiner og påhæng, plus få fra den ældste generation.
Mere end 40 år er gået - kan man kende hinanden overhovedet. Nogle har man sikkert aldrig mødt, andre nogle få gange ved festlige og højtidelige lejligheder, enkelte jævnligt. Nogen er ikke mere.

Men en god ide var det - godt at holde fast i sine rødder.

Jeg vil sige mange tak til initiativtagerne.

30 august 1997

En god dag i Madrid

Prado Museet



1. december 2009

Madrid er et paradoks. I aftes fik jeg en elendig middag for en høj pris. I dag fik jeg en overdådig frokost til en meget moderat pris: Vin ad libitum, en lækker ålesuppe, som gjorde godt i kulden, og derefter stegt andebryst i en god sauce og delikate svampe. Til sidst kaffe.
I går var det en stor ulækker steak, som mestendels bestod af sener og fedt. Men jeg var sulten efter en lang dag på landevejen.

Kom ind i Madrids myldrende trafik sidst på eftermiddagen og skulle aflevere min lejede bil. Det er ikke nemt at køre i Madrid, kan jeg berette. Her er mere drøn på end i det mere afslappede Andalusien.
Min venlige GPS dame gelejdede mig dog sikkert igennem trafikken og jeg fik en taxi til hotellet, som ligger lige midt i den store by.

Koldt var det, og koldt er det efter sydens varme.

Man undres over, hvorfor man har lagt Spaniens hovedstad på et sådant obskurt sted, midt på en stenet højslette i 7 – 800 meters højde. Ulideligt hedt om sommeren og isnende koldt om vinteren.
Det skulle efter sigende være en eller anden maurisk hersker, som lagde den første sten for en tusind år siden.

Det eneste fornuftige, man kan sige om lokaliteten er, at byen ligger i det geografiske midtpunkt af riget.

Madrid bærer præg af storhed. Fordums storhed. Madrilianerne har stadig storheden i sig. Det holder hovedet højt og fører sig selvbevidste frem. Ikke på en ubehagelig måde. Slet ikke, de virker meget imødekommende og venlige, blot må man beskæmmes over den mangel på sprogkundskaber, de lægger for dagen.

Jeg talte med et par unge piger i går. De var vel 17 – 18 år. Talte og talte er så meget sagt. Spurgte, om ikke de lærer engelsk i skolen. Jo, det gjorde de. Ikke fransk eller tysk, men engelsk. Alligevel var det stort set umuligt at kommunikere med dem. Enhver skolepige over 15 år i Danmark vil kunne gøre sig forståelig på engelsk.

Normalt regner man med, at alle under 40 år kan tale og forstå et minimum af engelsk – i alle lande – men ikke her.

Jeg kørte ca. 600 km i går, gennem Don Quijotes trøstesløse landskab og hans hvide vindmøller på bakketoppene, med en lille afstikker til Toledo, som jeg havde læst meget om. Skulle se domkirken, som er et mesterværk og en af de største i middelalderens Europa.
Toledo var den vigtigste nordlige forpost i det arabiske Spanien og på et tidspunkt var indbyggerantallet 200.000, jøder, arabere og kristne, som levede i skøn forening.

I midten af 1300 tallet gjorde inkvisitionen det af med de sidste rester af jøderne og maurerne. Toledo var hovedstad i middelalderens Spanien indtil 1560, men byens betydning svandt ind, da kong Felipe 2 i 1561 flyttede hof og regering til Madrid.
Men Toledo er stadig et besøg værd. Den ligger ca. 70 km syd for Madrid. I modsætning til den nuværende hovedstad i et smukt kuperet terræn.

Jeg ville til Madrid af to årsager:

1. Jeg havde aldrig været her før.
2. Jeg ville gerne se Prado Museet.

Det sidste har jeg set i dag. Og det var en god oplevelse. Som med alle store kunstmuseer må man begrænse sig. Man kan ikke se det hele. Og Prado har meget at byde på: De fleste af de store europæiske mestre fra 1300 til 1600 tallet. En sand overdådighed af malerkunst.
Picasso er her ikke, skønt han på et tidspunkt, før Franco kom til magten i 1939, var direktør på Prado.

Som protest mod Francos falangister malede han Guernika, som illustrerede Hitler/Mussolinis massakre på byen af samme navn. Det var en mandag morgen. Den 26. april 1937. Tre timers bombardement og beskydning efterlod en køn lille by som en rygende ruinhob. 1600 mennesker, kvinder, børn, gamle og unge lå døde på jorden.
I min ungdom havde alle en reproduktion af Picassos Guernika hængende over sofaen. Vi snakkede om det mens vi drak te fra Percks Tehandel.

Det var helt andre temaer, som fascinerede mig på Prado. Det der gjorde mest indtryk var en for mig hidtil ukendt italiensk maler, Tizian (1488 – 1576) ”Bacchanal of the Adrians”, et lystigt billede af, hvad vin ad libitum kan gøre ved mænd og kvinder på en græsk ø.

Nok så morbidt, men også ganske fascinerende er Brueghels ” Dødens triumf”.

Pudsigt, at to så diametralt forskellige temaer kan drage én.

Og så sidder man udenfor Prado og ryger en velfortjent smøg og får den tanke, at al denne overflod kun skyldes én hændelse, nemlig at Christoffer Columbus i 1492 drog over det store vand og fandt guld og ædle stene på den anden side oceanet – og med hård hånd underlagde sig den halve verden.

Og så tog jeg en byrundtur i en kold bus for at se en anden del af den spanske storhed. I sandhed en storslået by. Og en heksekedel.

Så nu har jeg set Madrid. Og jeg har set Prado.
Og i morgen flyver jeg med SAS maskinen nordover. Det er næsten som at være hjemme.

Jeg har lige checket ind på min mobiltelefon. Fagre nye verden !

Amalie i Paris – juli 2009.


Vi skulle til Paris – Amalie og morfar. Det skulle ske, når Amalie blev 10 år, hvilket hun blev i april.

Vi diskuterede lidt, om vi skulle køre i tog eller i bil – eller flyve. Jeg ville gerne, at Amalie skulle opleve at køre med det franske supertog, TGV, som kører 300 kilometer i timen. Det var lidt svært at arrangere, så det endte med flyvning.

Vi skulle med Air France fra Hamburg direkte til Paris. Lørdag d. 11 juli.

Iflg. min GPS navigator ville det tage knapt fire timer fra Venning til Hamburg lufthavn, så vi tog afsked med familien lidt før 12 så vi kunne være i Hamburg ca. kl. 16 og have god tid til at finde parkering og checke ind i lufthavnen før afgangen kl 17.45. Min tidligere erfaring fortalte mig, at det er ret tidskrævende at slippe igennem sikkerhedskontrollen der, så derfor den tidlige afgang.

Mor Rikke havde smurt en madpakke og vi gjorde holdt på en rasteplads i Sønderjylland, vi havde jo stadig god tid, selvom der havde været lidt kødannelse over Vejlefjord-broen.

Når først vi kommer ned på den tyske autobahn, vil det gå raskt fra hånden, fortalte jeg Amalie.
Vi blev klogere – meget klogere.

50 km syd for grænsen gik trafikken totalt i stå.
I løbet af de næste par timer havde vi kun kørt ca. 40 km og det blev klart for os, at vi ikke kunne nå vores fly i Hamburg.

Vi fik fat i Rikke og Henrik på telefonen og bad dem forsøge at ringe til Air France for at sige, at vi ikke ville dukke op. De kunne ikke få fat i Air France. Amalie sendte SMS’er hjemover mens morfar styrede den langsomtgående bil. Vi fandt ud af, at der ikke var flere fly den aften, så vi styrede ufortrødent videre mod Hamburg efter at køen havde lettet.

Parkerede bilen udenfor lufthavnen kl. 19. Heldigvis var der bemanding på Air France skranken, og heldigvis viste det sig, at der var et fly til Paris næste morgen kl. 7.15.

Det blev vi booked på – mod behørig merbetaling.
Der var andre danskere ved skranken. Danskere, som havde erfaret den samme kødannelse.

På Airlines Hotel var der også fyldt med danskere, som havde fundet ud af, at det er fordelagtigt at flyve fra Hamburg. Det tror jeg ikke på mere. Da jeg gjorde det sammen med Birthe og Bo i december svor jeg, at det var sidste gang. Nu er det sidste gang.

Efter et elendigt aftensmåltid gik vi til ro. Skulle op kl. 4 for at nå vores fly.
Kl. 9 landede vi i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris og skulle så videre ind til byen med først et regionaltog, RER, og derefter med Metroen.

Det var ikke så let. Det svære var at købe billet. Det foregår i en maskine, som kun tager mønter eller kreditkort. Jeg havde mønter til Amalies billet og ville så købe min egen med mit kreditkort. Ingen af de seks maskiner, vi frekventerede ville acceptere mit danske Visa kort. ”Tal med din bank, stod der”.

I baren ville de ikke veksle mine sedler. Der står en vekselmaskine derhenne, var beskeden, men hvor var den?
Lige før panikken satte ind lykkedes det ved fælles kræfter at finde en undselig grå maskine, som spyede mønter ud i massevis, når man indførte en tyve euro seddel.

Amalie tog det hele med stoisk ro, og inden længe sad vi i toget mod Paris’s centrum, nærmere betegnet Gare du Nord. Og efter en kort metro tur stod vi af på stationen Blanche tæt på vores hotel på Montmartre.

Så var vi i Paris som jeg kender det. Sidst jeg var der for to år siden, boede jeg i samme gade.


Hunden hedder Caramel. Den er hotellets maskot. En brun labrador.

Vi skal se Sacre Caeur med den fantastiske udsigt over hele Paris. Place du Tertre på toppen af Montmartre bakken. Amalie bliver tegnet af en af de dygtige kunstnere, der sidder der. Hun sidder uden at fortrække en mine i en stiv time. En gave til mor og far.

Man kan ikke se Eiffeltårnet fra Sacre Caeur. Amalie vil se Eiffeltårnet, ligesom Claus absolut ville, da vi på vej til Tchad i 1969 gjorde ophold i Paris, så vi tager metroen til Champs Elyseé. En lidt særpræget statue af de Gaulle står her.
Vandrer over den flotte bro, Pont Alexander over mod Invalidekirken, den gyldne bygning hvor de jordiske rester af Napoleon er stedt til hvile.

Pludselig er det der, Eiffeltårnet. ”Det er godt nok gigantisk, morfar” udbrød Amalie. Ja, det er enormt, 305 meter højt og når man står oppe i toppen ser det ud, som om benene går indad. Og så er det bygget af ingeniør Eiffel, som også konstruerede frihedsgudinden i New York.

Tårnet blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1889 og er altså 120 år gammelt.

Det er en varm dag og vi har vandret langt. Vi orker ikke at gå til Notre Dame - vil tage en båd, men først skal vi have en forfriskning i skyggen af set store tårn. Jeg kommer i snak med Mr. Gupta fra Calcutta, som introducerer mig til hele familien på vanlig indervis.

Amalie er lutter øren når morfar på pædagogisk vis fortæller om højre og venstre Seinebred. Latinerkvarteret og universitetsområdet ligger på den venstre bred – den side man har til venstre, når man har strømmen i ryggen.
Det var her prinsesse Diana blev dræbt ved en bilulykke. Ja, det var den dag, Sophie blev født husker Amalie.

Vi ser husbåde på Seinen. En har et badebassin på dækket.

Da vi når Notre Dame katedralen er gassen ved at gå af ballonen, både hos Amalie og morfar, så vi tager en hastig metro til Blanche.

Metroen er Paris’s livsnerve. 5 millioner mennesker lader sig dagligt transportere med den. Vi har indtryk af, at en stor del af dem kører til Blanche. Her i toget er der nemlig så mange med, så man står som sild i en tønde – og det er varmt.
Det er også på den linje, man skal tage sig i agt for lommetyve, får vi at vide af en venlig dame. Så det gør vi.

Vi bruger ikke vores penge på mad. Amalie er vist lidt kræsen. Hun har specielle ideer om, hvad mad er. Det er nok mestendels som mor laver den. Hun kan ikke få den pizza, som hun gerne vil have, og morfar kan ikke få de escargots og fruit de meer og Maroel ost, som han gerne vil have.

Resultatet er, at vi stort set lever af hot dogs og pandekager, kaffe og cola. Sundheden må vente til vi kommer hjem.

Vi sidder lidt på café og kigger på folkelivet før vi går til ro på Hotel des Arts.

I morgen venter Disneyland.


13. juli 2009

Vi kommer med den forkerte metro. Morfars gamle øjne kan ikke rigtigt skelne linjerne fra hinanden på metro-kortet forrest i Paris guide bogen.
Det er ingen katastrofe, vi kommer frem til Disneyland med en mindre forsinkelse. Vi har købt to returbilletter til stationen, som ligger lige udenfor Disneyland.

Der står ca. 1000 mennesker i kø for at købe billet – det kan man undre sig over, når man ser prisen, ca. 900 kr. for Amalie og mig. Vi væbner os med tålmodighed og efter en god times tid under den brændende sol når vi ind i det forjættede land.
Dette er eventyrland. Stort og flot.

Amalie er velinformeret. Hun har været på nettet derhjemme og ved stort set, hvad vi skal se.

Når man har betalt sin indgangsbillet er alle attraktioner gratis. Det er nu stort set en illusion, for der er ca. 1 times ventetid ved dem alle. Det står på et skilt udenfor.
”Det gider vi ikke vente på morfar”, siger Amalie.

Alligevel er der meget at beskue. Store flotte optog med alle Disneys figurer og gennemtrængende musik.

Vi er nede i en ubåd. Det kan Amalie ikke lide. Der er en indelukket luft og mærkelige lyde. Hurtigt ud igen.
Det er svært at få mad. Der er flere fine restauranter, hvor man kan få serveret overdådige måltider, men det er måltider for overvægtige amerikanere, så det har vi ikke lyst til.
Men en hot dog kan man dog få uden at står i kø alt for længe.

Disneyland består af 3 parker. Vi købte billet til de to.
Amalie fokuserede meget på, at hun skulle købe gaver, souvenirs, med hjem til sine søskende. Det lykkedes at finde noget til Julie og Cecilie men tee-shirten til Sophie skulle vi købe inde i Paris, hvor Amalie havde set den i en butik.

Kl. 19 forlod vi Disneyland og skulle med RER toget tilbage. Ved indgangen til perronen skal man putte sin billet i maskinen for at få en låge til at gå op.
Det gik også fint med at få Amalie igennem, men min billet ville ikke lukke op.

Det var ikke så godt. Amalie på den ene side af spærringen og morfar på den anden. Tendenser til panik hos morfar, ikke hos Amalie. ”Jeg venter bare her, morfar, så går du over og snakker med ham der ovre, hvor der står Information”.

Det lykkedes efter endnu en tur i køen. Der er trættende og frustrerende at stå i kø.

Jeg var ved at være nervøs for, om vi kunne nå gaven til Sophie inden lukketid. Det kunne vi kun ved at vandre helt op på toppen af Montmartre til Place du Tertre, hvor butikker solgte tee-shirts med ”I love Paris”. Vores fødder var slidt ned og vi måtte sidde lidt på en café. Fik også en pandekage med syltetøj.

Morfar var nu ved at besvime af træthed.
Ned af bjerget igen til Hotel des Arts, adskillige stops på vejen, hvor vi hvilede på en bænk.

Et kæmpe brag og et lysglimt vækkede os. Der var åbenbart nogen, som skød kanonskrald af. Amalie kunne ikke lide det.
Jeg kom i tanke om, at det var Bastille-dag den næste dag og at det måske var årsagen.
D. 14 juli er Frankrigs nationaldag – til minde om stormen på Bastillen under den franske revolution i 1789.

Den næste morgen skulle vi også op relativt tidligt for at nå vort fly til Hamburg. Vi gik en lille tur inden morgenmaden og fornemmede byens opvågnen. Skraldevogne skrumlede rundt og et par hjemløse steg ud af soveposerne, purrede op i håret og rullede sengetøjet sammen, klar til dagens dont, hvad den så end består i.

Paris er klar til en ny dag.

Vi er klar til at komme hjem til bondelandet i Venning, hvortil vi når uden problemer ca. kl. 17.
Der var ingen problemer denne gang med at finde bilen i Hamburg lufthavns parkeringshus. Amalie havde helt styr på det.

Tak for en vidunderlig tur, søde Amalie.

Morfar

Dresden

April 2009/Aage Højbak i Dresden

Genopstået af ruiner.

Forunderligt at sidde her på Elbens højre bred og kigge over på Frauenkirche og Semperoperaen på den anden bred – genopstandne af ruiner, som de er.
Her er fredeligt nu, denne den 20. april 2009, hvor det er varmt og dejligt, hvor syrenernes berusende duft breder sig i gaderne og kirsebærtræerne står i fuld blomst i al deres hvide friskhed og hvor folk sidder på fortovscaféerne og nyder deres kølige drinks. Det er usædvanligt varmt for april.

Februar 1945 var også ekstraordinært varm i Dresden. Ikke helt så behageligt varmt som nu.
Den 14 og 15 blev der målt ca. 700 grader i centrum. Sandsten kan ikke tåle 700 graders varme. Frauenkirche var bygget af sandsten.

Frauenkirsche faldt ikke for de allieredes bomber. Det gjorde imidlertid hele den øvrige del af den indre by. Frauenkirche blev ikke ramt af fuldtræffere, men d. 15. februar 1945 havde ildstormen opvarmet kirkens sandsten så meget, at de simpelthen disintegrerede og kuplen styrtede ned – vel nærmest som vi så det, da tvillingtårnene faldt på Manhattan d. 11. september 2001.

Mellem 35.000 og 38.000 mennesker døde under bombeangrebet, forbavsende få i forhold til de mange mennesker, ikke mindst flygtninge, som var i byen.

Den almindelige antagelse er, at bombeangrebet mod Dresden i februar 1945 var en hævnaktion fra de allieredes side for tyskernes bombning af London og Coventry. Krigen var reelt set vundet, den røde hær stod umiddelbart udenfor Berlin og de allierede hærstyrker nærmede sig fra vest. Dresden havde ikke nogen strategisk betydning udover beliggenheden som trafikknudepunkt.

Så, hvorfor skulle Dresden tilintetgøres?
Den tyske historiker og højskolelærer, Ingo Beckmann, har en anden version end den gængse:

Stalin havde under Jaltakonferencen i begyndelsen af februar 1945 anklaget sine vestlige allierede for ikke at lægge tilstrækkeligt med kræfter i at nedkæmpe Nazityskland. Han mente, at den røde hær tog broderparten af byrden med millioner af dræbte soldater og civile, og at de vestlige allierede blot gik og hyggede sig i den vestlige ende af Europa.

Churchill har følt presset fra Stalin så overvældende, at han besluttede sig for at ofre Dresden. For at vise, at de allierede gjorde noget.
Dette skete så - til trods for voldsomme protester, også hjemme i good old England.

Resultat: Dresden blev stort set slettet fra jordens overflade. Det tog tre døgn.
Om aftenen den 13. februar sendte ”Bomber Harry” den første sværm af Lancaster fly ind over byen. Dagen efter kom US Air Force med deres B 17 bombere.
Den 15. februar styrtede tårnet på Frauenkirche i grus. Indmaden brændte op.

Dresden endte efter krigsafslutningen som en del af den sovjetiske indflydelsessfære, der jo som bekendt ikke prioriterede Kirken specielt højt. Tværtimod, Stalin havde i sin glansperiode sprængt adskillige imposante kirkelige klenodier til atomer.
Derfor fik resterne af Frauenkirche lov til at henligge som et mindesmærke til evig ihukommelse af krigens rædsler – og fascismens ugerninger.

Nu sidder jeg så her og nyder Dresdens behagelige varme. Det er sæson for friske asparges, og jeg har netop – for enden af Hauptstrasse -indtaget et vel komponeret måltid med denne delikate grønsag tilsat en velskænket Helles Bier. Det forstår tyskerne sig på, at lave og skænke øl.

Jeg sidder på en fortovsrestaurant med udsigt til den gyldne statue af August den Stærke – til hest. August skinner i den nedgående sol. Han ligner en fyrste, som han sidder der på sin viltre, stejlende hingst med sværdet i hånd.

Han var da også fyrste – af Sachsen. Og han var konge – af Polen.
Det var ham, August den Stærke, som satte gang i selskabslivet i Dresden og Sachsen, og i Polen.

Det var i 1700 tallet, i baroktiden. August herskede fra 1694 til 1733.
Han byggede paladser og slotte, anlagde parker og palæer og samlede kunst, en pendant til vores egen Christian d. 4, blot endnu mere storslået. En sachsisk solkonge.

Hans efterladenskaber kan vi så gå og forlyste os med, og undre os over al den ubegribelige storhed, som disse fyrster og konger har været i stand til at samle omkring sig.

Vi kan samtidig undre os over, hvorfor det hele skulle ødelægges i løbet af tre rædselsdøgn i den i øvrigt kolde vinter i 1945. August himself blev skånet, altså den gyldne udgave af ham. Han var jo selv død og begravet nogle hundrede år tidligere.

Statuen var blevet gemt væk i en kælder, dengang der Führer erkendte, at tusindårsriget måske havde sine begrænsninger. August den Gyldne kunne så stå i sit kolde kælderrum og betragte sig selv til hest i det smukke spejl fra Semperoperaen, som også var gemt af vejen til bedre tider.

Hvordan er det mon, når verden står i flammer omkring én? Det kan man sidde og fundere over på sin café der for enden af Hauptstrasse en sen aprildag i 2009. Man kan måske fornemme det der i solnedgangens gyldne lys:

Den anden flodbred er et stort flammende bål. Bombeflyene brager i mørket ind over byen vestfra, vender rundt når de har frigjort sig for deres dødbringende last af brandbomber. Luftalarmen lyder uafladeligt, brandbilernes sirener ligeså. Til ingen nytte. Folk flygter skrigende omkring imellem de brændende huse. Flyverne kan mærke varmen gennem plexiglasset højt oppe, før de vender hjem til England efter nye dødbringende laster.

Mareridtet varer i tre døgn, englænderne bomber om dagen, amerikanerne om natten.
Hvad tænker August den Gyldne i sit mørke beskyttelsesrum? Hvad ser han i sit gyldne spejl? Vi ved det ikke. Hans tid er omme. Nye fyrster regerer verden. En af dem er på vej mod sit Waterloo deroppe i bunkeren under Berlin.

Vi kører i den grønne bus i omegnen af Dresden. En bred gade, som man kalder ”bombernes gade”. På den højre side er der smukke gamle huse. På den venstre ses nye blokke med kedelig DDR arkitektur. Også i 1945 kendte man til præcisionsbombning:
Den venstre side var jævnet med jorden, den højre stort set uskadt. Så uretfærdig verden kan være.

Vi kører forbi den nye synagoge, som mest af alt ligner et fort. Man undres: Er jøderne masochister, eller har de fortrængt fortiden. Måske er det blevet for problematisk for dem at være i Israel ???

Vi er på højskole, en rejsende højskole, kan man sige. Fem dage på Højskolen Østersøen i Aabenraa med intensiv introduktion til de næste fem dages rejse til Dresden. Elbens Firenze kalder man Dresden. Her findes noget af den mest unikke kunst og arkitektur fra barokken i 1700 tallet.

August den Stærke var omdrejningspunktet for denne overdådighed. August gjorde Dresden til en strålende barokby ved hjælp af Europas bedste arkitekter, og Dresden blev en vigtig kulturby.
Det, der nu hedder Tyskland var dengang regeret af kurfyrster, som kæmpede indbyrdes. Augusts rige var et af de største i Europa. Preussen i nord voksede sig stærkere og var jævnligt i krig med August den Stærke.

Tyskland blev først til en nation i 1871, da kejser Wilhelm deroppe i Preussen sammen med ”jernkansleren” Bismarck havde slået alle sine konkurrenter af banen og udråbte det tyske kejserrige. Kejserens sejr over de danske Jenser ved Dybbøl i 1864 var en del af strategien.

Martin Luther står foran indgangen til Frauenkirche, ikke ham selv forstås. Han døde jo i det herrens år 1546, efter at han fra sit domicil i det nærliggende Wittenberg havde gjort sig utilbens med Paven.
En travl herre denne Luther. Han oversatte bl. a. biblen til tysk og sørgede for, at hele Nordeuropa protesterede mod Pavens vælde i Rom. Dresden er netop en skillelinje mellem protestanter og katolikker. Frauenkirche er en protestantisk kirke. Ved siden af ligger Hofkirche, den katolske kirke.

August den Stærke var protestant, men da han gerne ville være konge af Polen var han nødt til at konvertere. Polakkerne var, og er, om nogen katolikker. Kirken havde stor magt i de tider.

Det har Kirken ikke mere. Alligevel var det magtpåliggende for Dresdens beboere at genopføre Frauenkirche. Mest som en demonstration af livsvilje og sammenhold. Det blev den så. Sten for sten. Ved mange menneskers frivillige bidrag.
Efter ti års byggetid blev den genindviet d. 29 oktober 2005.

Vi var til jazz-koncert i Semperoperaen, besøgte Meissen med den berømte porcelæn. En meget smuk by i øvrigt.
Vi så verdenskunst på Zwinger og Grünes Gewölbe. Mærkede historiens vingesus.

Dresden er så sandelig en rejse værd.

Rejsedagbog fra Cuba. Aage Højbak. Februar 2009

På sporet af revolutionen.

Havana – 14 februar 2009

Der er langt til Cuba: 24 timer, fra jeg stod ud af min seng på Østervold til jeg lagde hovedet på puden på hotel Palacio O’Ferrill i det gamle Havana.
Der var snekaos i Paris, så vi kom for sent af sted – og min bagage var ikke at finde i Havana lufthavn.

Mario syntes ikke, Havana er langt væk. Han skal på weekend besøg hos sin cubanske kæreste, som han besøger fire-fem gange om året. Mario sidder ved siden af mig – fylder 58 år i dag, d. 13 februar. Kæresten er 23. Hun elsker mig, siger Mario. Sandt nok, han er meget charmerende – og virker viril, som italienske mænd nu gør. Han har sikkert også flere penge end havaneserinden. Penge giver en vis charme.

På min anden side i flyet sidder en ung pige. Hun ser lidt gennemsigtig ud og fortæller, at hun er fra Bulgarien og skal på honeymoon?

Jeg har netop mødt en ung cubaner, Jordan, som prajede mig og vil hjælpe med alt muligt. Han er ansat i en børneinstitution for den beskedne løn af det, der svarer til 130 konvertible pesos om måneden. Den konvertible peso (CUC kalder de den) svarer til en dollar i værdi, men man bruger ikke dollars mere. Den evindelige tåbelige kamp mellem Fidel Castro og USA er årsagen.
Så nu medbringer man euro, når man skal til Cuba – og veksler dem til konvertible pesos.

Jordan skal altså leve for 6-700 kr. om måneden. Dat kan man naturligvis ikke, så Jordan må ud at søge efter turister, som kan give et afkast i hård valuta.
Det siges, at en læge tjener mindre end en taxichauffør.

Jordan mener, at Fidel vist er død. Han sagde det uden at være specielt påvirket. Måske er han død – den gamle kriger.
Det hænger nu ikke sammen med, at samme Fidel Castro Ruz i dagens udgave af ”Grandma” har et to-siders indlæg om alverdens emner fra Barack Obama over international finanskrise og miljøproblemer til Immanuel Kant, den store tyske filosof.
”Grandma” er en ugeavis - Cubas officielle talerør og indeholder mest af alt politisk bragesnak.

El Commandante er tilsyneladende stadig aktiv fra sin sygeseng og forsyner den undrende menighed med moralsk oprustning. En myte – den Castro, en højt begavet personlighed, hvis revolution i 1959 åbenbart ikke har bibragt store fremskridt til cubanerne. Well, de har fået et godt sundhedsvæsen, og undervisningssystemet er så godt, at cubanerne har det bedste uddannelsesniveau i Latinamerika. Og de sulter vist ikke.

Men man kan undre sig over visdommen i, at man uddanner så mange akademikere, som ikke kan leve af deres løn og er henvist til at køre taxi eller at blive tjenere i turistindustrien. Man kan undre sig over meget i Castros politik.

Grandma meddeler også, at den siddende præsident, Raul Castro, bror til Fidel og tidligere hærchef, er på venskabsbesøg i Angola. Han er der for at besegle, at ”blodet i Afrikas sønner og døtre løber i årerne af det cubanske folk”. De udveksler sikkert også minder om dengang i halvfjerdserne, da cubanere satte livet på spil for at hjælpe den ene halvdel af Angola med at slå den anden halvdel ihjel. Mere end 20.000 cubanske soldater døde ved den lejlighed, hvilket Raul gjorde opmærksom på forleden.

Havana summer. En blød saxofon lyder ud ad et vindue, et jazz-orkester lyder længere væk.
En kakofoni af stemmer, bilhorn og hestehove lægger et blødt tæppe under lydene. En behagelig varme strømmer ind ad balkondøren. På Malecon – havnepromenaden - kom jeg i snak med en sort mand, som øvede på sin trækbasun. Han spillede Alley Cat, da han hørte, jeg var fra Danmark.

Blev tilbudt massage af en trivelig sort pige. Hun ser skræmt ud, da en politimand dukker op. Slipper pænt af med hende ved at give hende en kold sodavand. Det er på Pradoen, Havanas svar på Østervold i Randers – blot længere, varmere og mere farverig.
Det er Valentins dag, kærlighedens dag. Den har mange ansigter i Havana. Alle mænd jeg møder taler om smukke brune piger. Jeg tror ikke, jeg endnu har mødt en mand, som ikke har foreslået køb af cigarer og smukke piger. Det er åbenbart en besættelse i denne machokultur. Måske mest pigerne, bueno chicos.

Drak en kop kaffe med mælk – café con leche – på en pæn fortovsresturant. Toilettet gav mindelser om en afrikansk landsby.

De gamle amerikanerbiler står ikke bare på gaden, som man kunne få indtryk af på billeder. De kører – osende og benzinslugende. I massevis. Ikke lige i Castros ånd om miljøbevisthed - men ganske charmerende.

Castro. ”Han har udraderet cubanernes værdighed ved at gøre det store flertal til prostituerede, spekulanter, småtyve, sortbørshandlere og betlere”.

Sagt i 1994 af en gammel revolutionær og cubakender og siden skeptiker, journalisten og forfatteren Jan Stage, hvis bog ”Havana tur/retur” jeg netop har læst. Han er nok lidt sort/hvid, salig Jan Stage. I tresserne og halvfjerdserne var han glødende tilhænger af revolutionen. Nu er han nærmest det modsatte. Mærkeligt som folk kan blive liberale med alderen.

Jeg havde en lille oplevelse med Jordan, som skulle finde en privat indkvartering – casa particular – til mig. Han ringede til mig og sagde, at han havde fundet to muligheder og at han holdt nedenfor mit hotel sammen med en pige, som jeg troede var værtinden. Jordans engelske lader noget tilbage at ønske. Vi kørte langs Malecon ud mod forstæderne, hvor jeg absolut ikke ville bo, hvilket jeg meddelte Jordan.
- Det hele var en fejltagelse.
Pigen på bagsædet var ikke værtinden men tilhørte det lettere kavaleri.
Pigen blev frikøbt med et par pesos og vi kørte tilbage til det gamle Havana, hvor jeg ville være. Jordan henvendte sig til en tilsyneladende medsammensvoren, som pludselig forsvandt ned ad en sidegade med et flakkende blik i øjnene. Et øjeblik efter blev Jordan antastet af en uniformeret politimand, som forlangte legitimation af Jordan.

Politiet er tilsyneladende allesteds nærværende og overvåger, at alt foregår i den rette ånd som dekreteret af Fidel: Ingen unødig fraternisering med kapitalistiske udlændinge.

Man kunne forestille sig, at der over det hele svæver en ”big brother”, en tropisk udgave af det sagnomspundne østtyske Stasi.
Arkitekturen i forstæderne kunne sagtens minde om østeuropæisk betonbyggeri. Trøstesløst.

Der vil være et godt job her for en rask murer – eller nogle tusinde af slagsen. Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i verden har set så meget forfald som i Havana. Claus mente efter et tidligere besøg at vide, at der dagligt styrter en ejendom i grus. Bare sådan falder sammen. Det skulle undre mig, om det ikke var flere.

Jeg ved ikke, om det skyldes revolutionen, at alt forfalder. Et er nogenlunde sikkert, der er ikke rørt mange spande mørtel i Havana siden Castro kom til magten for 50 år siden. Sørgeligt at se på alle de smukke, maleriske koloniale huse i dybt forfald.

15 februar 2009

I dag fik jeg min tandbørste igen, plus hele min fortabte kuffert. Den kom med Air France flyet i aftes fra Paris. Jeg brugte det meste af formiddagen på at ringe til lufthavnen. Fik ved hotellets hjælp fundet ud af, at kufferten skulle være på vej i løbet af formiddagen. Da den ikke var kommet kl. 13 tog jeg selv affære og tog en taxi til lufthavnen for at spore det tabte, blot for at få at vide, at de havde sendt den til mit hotel, hvor den da også var, da jeg kom tilbage. Det virker meget ”afrikansk”.

Er nu i mit nye logi, casa particular, hos Liane og Abel, som tjener til en del af livets ophold ved at udleje et par værelser. Ret primitivt må man sige, her bliver jeg vist ikke længe.
Her bor et par unge danskere. Universitetsstuderende fra Århus, som skal på en tre måneders rundrejse i Sydamerika.

17 februar 2009

Nu er jeg på sporet. Af Hemingway. Han boede i værelse nr. 511. Jeg bor i nr. 509, dør om dør med den gamle storvildtjæger, kriger, kvindebedårer og gudsbenådede skribent. Han fik nobelprisen i litteratur i 1954.

Hotellet hedder Ambos Mundos. Hemingway boede her ca. da jeg blev født, i slutningen af 1930erne, efter at han havde deltaget i den spanske borgerkrig. Ånden svæver stadig over stedet, der er billeder overalt af manden og hans bedrifter. De serverer Hemingway drinks i baren. Han sad på værelset ved siden af og skrev romanen ”Hvem ringer klokkerne for” om den spanske borgerkrig.

Jeg har samme udsigt over byen og havneindløbet, som Ernie havde. Kan skimte oceanet ude til venstre, hvor den gamle mand kæmpede en dødelig kamp med fisken, som var atten fod lang og kom i land som et skelet efter at hajerne havde været på spil. En rigtig menneskelig macho-historie, som jeg læste i går.

Hemingway boede i Cuba i mere end tyve år, før han tog hjem til USA, stak geværløbet i munden og trykkede af, syg og mæt af dage. Det var i 1961. Han blev kun 62 år. Så ældre ud, men han havde også levet et hårdt liv.

Jeg flyttede ind her til morgen. Det blev lidt for primitivt hos Liana og Abel, intet lokumsbræt, intet varmt vand i bruseren, blå lysstofrør i loftet og kitch på væggene, plastbetrukne sofaer.
Men søde og rare mennesker. Kommunikationen er dog behersket, når modparten ikke taler mere engelsk end jeg taler spansk.

Så nu bor jeg standsmæssigt – og skal have et dejligt varmt bad og en siesta.

Cuba handler meget om revolutionen. Og Fidel.
I går var jeg på revolutionsmuseet, som findes i det gamle præsidentpalads. Virkelig et palads med masser af rum og en spejlsal, som har forbillede i Ludvig d. 14s Versailles. Det var herfra, Batista flygtede i 1959, da han indså, at Fidels langskæggede rebeller var kommet for tæt på og i stor udstrækning havde fået folket med sig.
Figur 1 Spejlsalen i præsidentpaladset
Det gjorde også en ende på den amerikanske indflydelse i Cuba. Batista fløj væk med en kuffert fyldt med guld, som han havde erhvervet i et tæt samarbejde med den amerikanske mafia. Cuba havde siden forbudstiden i tredivernes USA været en oase for amerikanernes trang til sprut, narkotika og smarte damer. Det kan man se de sidste krampetrækninger af i Sydney Pollacks film ”Havana” med Robert Redford. Også den sidste Godfather film viser mafiaens engagement i Cuba.

Revolutionsmuseet beskriver levende Cubas udvikling siden begyndelsen af det 20 århundrede. Cuba blev uafhængigt af Spanien i år 1902, men reelt set overgik det til at blive en amerikansk lydstat, efter at USA havde hjulpet med at smide spanierne på porten.
Det var i den forbindelse, at USA fik overdraget den meget kontroversielle Guantanamo base i den østlige ende af Cuba. Lejeaftalen om Guantanamo skulle efter sigende udløbe i 2012, så det var meget passende for Obama at meddele, at han vil lukke den nu.

Havana er meget broget befolkningsmæssigt. Columbus ankom i 1492 og i løbet af kort tid havde hans kumpaner slået den oprindelige befolkning ihjel. Dem var der ca. 100.000 af.
Nu er der stort set kun efterkommerne af slaverne, som kom primært kom fra Yuruba stammen i Vestafrika, samt af spanierne. Sorte mennesker, nogle, der ser ud som spaniere plus en hel masse mulatter i alle afskygninger.

I 1862 var der 445.862 slaver i Cuba ifølge revolutionsmuseet. Næsten en halv million mennesker, som under frygtelige forhold var indfanget i Afrika og transporteret den lange vej over oceanet. Det var dem, som skabte grundlaget for Cubas blomstrende økonomi ved umenneskeligt hårdt arbejde i sukkermarkerne.
I 1886 blev slaveriet afskaffet.
I dag er der godt 11 millioner cubanere, sorte, hvide og smukt nougatfarvede. De lever tilsyneladende i skøn samdrægtighed, men der er nok ingen tvivl om, at de hvide (de spanske efterkommere) udgør eliten.

Fidels far blev sendt til Cuba fra Spanien i 1898 for som soldat at nedkæmpe et oprør mod kolonimagten. Han blev hængende – og blev en rig godsejer. Hans søn endte så med selv at blive rebel. Han afbrændte faktisk sin egen fars sukkermarker som led i revolutionen.

Der mangler noget i Fidels opdragelse af cubanerne. Han har ikke fortalt dem, at man ikke må spytte på fortovet. Det er en fejl i deres opdragelse, men det er måske for småt for Fidel.

18. februar 2009
Der står en Kristusfigur på den anden side af havneindløbet. Ikke så imposant som den i Rio. Han står på bakken og skuer ind over byen. Figuren er hvid, lavet af marmor eller sandsten.

Morgenmaden på Ambus Mundos er suveræn. Stedet for indtagelse ligeså, på tagterrassen på 6 etage. Det er derfor jeg hører stolene skramle her, hvor jeg bor på 5.
Solen skinner hver dag. Temperaturen er behersket, ikke over 26-28 grader. Heldigvis er der ingen myg, ej heller fluer eller andet kryb. Alle de frygtelige tropesygdomme, som man skal tage sig i agt for i Afrika findes ikke her. Ingen malaria. Med andre ord, et helt perfekt klima her i midten af februar.

Det havde selvfølgeligt været nemmere at købe en pakkerejse. Så ville man være fri for at tænke på, hvad man skulle foretage sig. Blot følge rejselederen og lade sig lede.

Nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal tage til Trinidad eller til Pinar del Rio. Trinidad ligger nede på sydkysten – 6 timers busrejse herfra. Pinar del Rio kan tilsyneladende nås med tog og er centret for tobaksdyrkning og cigarfremstilling. Det ligger i den vestlige ende af Cuba, eller i det mindste vest for Havana.

Måske skulle jeg tage ind og se cabaret La Tropicana, som skulle være enestående. De unge mennesker fra Århus havde været i balletten, hvilket de anbefalede på det kraftigste.

Jeg må tage nogle beslutninger i dag. Før jeg får set mig om skal jeg hjem til vinterkulden igen. Faktisk om en uge.
Og jeg må under alle omstændigheder ind i naboens arbejdsværelse og se hans skrivemaskine, som vistnok ikke er den originale Remington.

Jeg har slukket min telefon. Føler mig lidt handicappet uden den – uden forbindelse til omverdenen. Den virker vist godt nok, blot kan jeg ikke oplade den, idet telefonen er så gammel, at den ikke kan lades op på andet end 220 V 50Hz. Anderledes med computer og kamera. På strømforsyningen står, at den kan bruges, også under amerikanske forhold – 110 V 60 Hz. Og det går fint.

Obama taler om krise i den amerikanske bilindustri – på CNN. Måske skulle amerikanerne lære at lave biler, som svarer til år 2009, ikke som de enorme flydere, som stadig kører rundt i Havanas gader.

Den internationale finanskrise ser ikke ud til at påvirke menigmand i Havana. Han er stadig i gang med sin revolution med moralsk ammunition fra Fidels sygeseng. Måske ligger Fidel og godter sig lidt. Han har igennem mange år truet med den kapitalistiske verdens kollaps. Er han ved at få sin vilje?


Figur 2 Leve revolutionen

Cubansk mad er ikke noget at skrive hjem om. Den er kedelig og uden smag. Brødet er mestendels luft og skorpen falder af i store skaller. Øllet er udmærket. Cigarerne fremragende. Cigaretterne er stærke – og billige, 4 kr. for en pakke. Man ryger overalt, ingen restriktioner der, man spytter på gaden og hundene skider på fortovet. I går havde jeg trådt i sådan en og måtte ind i en park, knække en gren af for at få det værste ud af mine traktordæk under sandalerne. Det stinker.

Har i dag været på køretur rundt i Havana i en open top bus. Det giver overblik, så nu er jeg ved at have lidt fod på geografien.
Fik i øvrigt et godt måltid i dag. Med hummer, rejer, fisk, ris og grønsager . Pris 20 CUC incl. dessert, øl og kaffe.

Et rumba-orkester underholder nede på pladsen og blander sig med andre lyde. Kristus på den anden side af havneindløbet står med fuldt blus på. En klar stjerne hænger ude over oceanet – vistnok den samme man kan se i Rikke og Henriks have umiddelbart efter solnedgang. Temperatur 23 grader her kl. 20.30.
I morgen skal jeg se cabaret Tropicana. Det begynder kl. 22 og foregår udendørs. Fredag tager jeg en bus til Vinales og bliver der et par dage for at kigge på tabaksavl.

Udover at studere revolution, folkeliv og musik er der vel egentlig ikke mange attraktioner i Havana. Så det er tid at tage på landet. Ud hvor sukkeret og tobakken gror. Og nyde de store cigarer.

19. februar 2009

Det er blevet lidt varmere. Det passer mig fint. Lige nu, kl. 14.22 er her 24,5 grader. I skyggen forstås. Solen skinner konstant. Først sidst på året kommer stormene ude fra Atlanterhavet. Og regnen. Solen skinner hver dag i 340 dage om året. Det giver en afslappet stemning.
Har købt billet til La Tropicana men har lidt besvær med bussen til Vinales.

Man kan godt undre sig over succes’en af en revolution, som har resulteret i, at 10 % af befolkningen har forladt landet. Eksil cubanerne bor primært i Miami og har i mange år konspireret mod Fidels styre. De har været stærkt støttet af CIA, som har forsøgt adskillige attentater mod ham. Der har været mange teorier om, at Fidel på den anden side stod bag mordet på Kennedy i 1962. Ingen ved det. Han er en snu rad, den gamle krigskarl.
Gad vide, hvad der sker, når han dør?


20. februar 2009

Har opgivet Vinales. Nu kunne jeg ikke få hotel der. I går kunne jeg ikke få bus. Vil nok deltage i en dagstur dertil på mandag. Og blive boende i Havana.
I aftes var jeg i Tropicana. En meget speciel oplevelse. Det er dyrt, 80 $ (CUC) plus det løse. Forunderligt at sidde under tropehimmelen og se et så fantastisk show.

Man ankommer ved 21 tiden, får udleveret en stor cigar ved indgangen og bliver vist på plads. Et strygerorkester underholder i ventetiden til showet begynder kl. 22. Der serveres champagne og en halv flaske rom (pr. person) og en Cola og inden længe er man lidt småberuset. Mere beruset bliver man, når det fantastisk farverige orgie af udsmykkede smukke kvinder – og mænd – folder sig ud.

Det varer to timer. Og man er ør i hovedet af den overdådighed – og måske lidt af den gode Havana Club. Tropicana har eksisteret siden 1939. Dengang var det tilholdssted for den amerikanske mafia.

I dag har jeg været ude i byen for at snuse. Kørte til Hotel Havana Libre. Det hed Hotel Hilton, indtil Fidel opslog sit foreløbige hovedkvarter der i de første dage af revolutionen, 1959. Alt emmer af revolutionshistorie.

Man kan godt blive lidt fascineret af de langskæggede rebeller, som styrtede diktatoren Batista. Dog kan man ikke lade være med at fundere over, hvorfor afsætning af diktatorer altid ender med, at der kommer en ny sådan til magten. Og det er vel, hvad Fidel reelt er, eller har været. En egensindig tyran, som ikke har tålt nogen anden mening end hans egen.
Figur 3. La Tropicana
Jeg har i de sidste dage læst en del om Fidel og er både fascineret og skræmt. Men interessant er det.

Gik lidt rundt i området ved Havana Libre, som er et enormt hotel fyldt med velnærede turister. Gik ned til det andet kæmpehotel, Hotel Nacional, hvor væggene også var prydet med billeder af de skæggede rebeller fra de glade revolutionsdage.

Et lidt trist område derude i grænseområdet mellem Centro Havana og Vedado, larmende og beskidt og forfaldent og med et myldrende liv. Bedre i det gamle Havana, Havana Viejo, hvor jeg bor.

Kørte standsmæssigt hjem i en laksefarvet åben Ford fra 1957.


Figur 4. Standsmæssig hjemtransport ad strandpromenaden, Malecon

Spiste et dyrt, men som vanligt ikke særligt spændende måltid på en nærliggende restaurant. Købte en bog om Hemingways liv. Bogen er lavet af en cubansk beundrer. Han har desværre ikke helt haft fod på det engelske sprog. Den er på det nærmeste ulæselig, men billederne er meget gode.

Fik telefonen ladet op. Her er stik med 220 volt. Tog chancen og håbede, at den ikke tog skade af 60 hz. Det gjorde den tilsyneladende ikke, så nu har jeg min telefon tændt. Håber ikke, der er nogen, der ringer til mig. Det koster vist det hvide ud af øjnene. Der var en sms fra Hanne. Så telefonsystemet virker åbenbart.

21. februar 2009

Mødte et dansk par ved morgenbordet, Kirsten og Oscar Larsen fra Strøby Egede. Vi havde fælles bekendte, store Finn Svanteson, som var min nabo i Nyeri og Sirius fra Tanzania. Oscar er arkitekt, verden er lille.

Receptionen siger, at jeg ikke kan bo her længere. Alle hoteller i den gamle by er fyldt. Så nu prøver jeg at komme til Vinales med bussen kl. 14. Har sikret mig privat overnatning der.

En yderst behagelig bustur til Vinales, hvor jeg nu er indlogeret hos en dame, som hedder Lioska. Hun har vistnok en datter ved navn Maria, som jeg ikke har set. Jeg håber at se hende, for Lioska taler absolut ikke andet end spansk. Jeg må ty til den spanske parlør. Ved bus stationen stod et mylder af mennesker, som tilbød logi. Min værtinde var iøjnefaldende. Hun stod med et stort skilt, hvorpå der stod Hage Hojbak. Og det var jo godt nok – for H er stumt på spansk.

Har fået et fint værelse, pænt og rent og stort. I en separat bygning, med udmærket badeværelse. Fik serveret en kold øl i haven, da jeg kom. Den rene svir.

Det ser ud til, at folk lever meget godt her i byen, pæne huse, søde mennesker. Bare jeg kunne tale med dem.

Det var lidt koldt i bussen. Mærkeligt, at der altid skal være iskoldt i airconditionerede rum. Ellers en fin kinesisk bus, af mærket YTONG, med al mulig komfort – bortset fra kulden - og en fin service. Kører til tiden, og kommer til tiden. Tre en halv time fra Havana. Ryge- og strække-ben-stop undervejs. Rimelig pris, 12 CUC. Godt 70 kr.
Og så er man godt nok på landet. Her er ikke meget andet end en hovedgade. Sikkert ikke meget natteliv.
Temperatur lige nu 27 grader. Ikke ringe.

Fruen har lovet mig aftensmad. Det er lidt spændende, hvad hun byder på.

Det minder mig mest af alt om Sorsogon, den lille by i den sydlige ende af øen Luzon i Filippinerne, hvor Eva og jeg slog vores folder i nogle uger i 1983. Stemningen her er den samme, her er ingen nød.

En verden til forskel fra Havana. Folk sidder på deres små patioer på forsiden af husene i gyngestole og konverserer med naboen og med forbipasserende. Meget afslappet og behageligt i tropeaftenen.
Enkelte har en bil holdende udenfor. Af til klaprer et hestekøretøj forbi.
Små velholdte lave huse langs gaden. Mon ikke de er privatejede? Ellers ville de næppe være så fint malede og vedligeholdte.
Området skulle jo også være et af de bedste på Cuba. Frodigt land med en stor landbrugsproduktion. Og så tobakken.

Fik en lille sludder med værtinden. Dvs, hun fortalte mig en hel del, som jeg mener at have forstået noget af. Egentlig er det nemmere, når man ikke har mulighed for at ty til engelsk. Så må man koncentrere sig.
Jeg har en fornemmelse af, at man i Cuba uddanner specielle unge mennesker til turistindustrien, resten kan ikke en brik engelsk. Men turistfolkene er rimeligt gode.

Signora havde serveret et fortrinligt tre retters måltid. Går tidligt til ro med en bog om Fidel.

22. februar 2009

Der var varmt vand i bruseren. Overraskende. Der er indbygget et elektrisk varmelegeme i bruserhovedet, hvortil der går et par interimistiske ledninger. Godt det er 110 volt.
Det virker faktisk, man får et glimrende varmt bad.
Spiste morgenmad med et par unge piger, som bor ved siden af. Den ene er fra München, den anden fra Wien.

Dette er ved at udvikle sig til en rejseguide for Cuba. Hvis man er i Vinales og vil med på en guided tur rundt i dalen skal man være ved busholdepladsen senest kl. 09.00.
Da jeg kom kl. 10 var bussen kørt, så jeg vandrede lidt rundt i hovedgaden, hvor der absolut ikke skete noget specielt udover, at der var en meget afslappet stemning.

Bevæbnet med en stor bog om Fidel hyrede jeg en amerikansk flyder til at køre mig til Hotel Jazminos, som ligger med en smuk udsigt over dalen.
Under et skyggefuldt palmetræ læste jeg om Fidels barndom, mens trivelige ældre canadiere og lidt yngre franskmænd boltrede sig i poolen. Amerikanere er her ikke mange af. De må ikke rejse til Cuba.

Ringede til Rikke for at konstatere, at alt var vel i det lille Danmark. Rikke fylder 38 i morgen. Godt at høre hendes stemme.

Min taxi chauffør havde lovet at hente mig kl. 14. Hvem kom ikke?
Jeg besluttede at gå de ca. 3 km tilbage til Vinales, vel ikke værre end 9 huller på golfbanen. Men det var varmt.
Mødte undervejs Juan, tobaksbonde og meget entreprenant. Han hed vist ikke Juan, men han kunne godt se ud til det. Han viste mig sine tobaksmarker og sit tørrehus, gav mig en tændt cigar i hånden og fortalte, at han lavede cigarer i det tilstødende hus. Han lavede da også lynhurtigt en til mig. Den så lidt forpjusket ud.
Figur 5. Tobaksbonden Juan og hans far
Fik prakket mig nogle flere på. Illegalt gods, forstås, men for en ikke-kender gør det sikkert ikke den store forskel. En Cuba cigar er vel en Cuba cigar.

***
Fik en god snak med de to unge piger fra det sydlige Germania. Jeg tror s’gu de er lesbiske. Men meget søde. Den ene er TV journalist og den anden er i rejsebranchen.

23. februar 2009

De står der i Parque Central, den store park midt i det gamle Havana. En larmende flok mænd, råbende og gestikulerende. Mange er der, de står under de skyggefulde træer. Hundrede måske, i mindre grupper med 15-20 i hver. I midten står tilsyneladende den ordførende. Han fører det store ord og får tilråb fra højre og venstre. Mestendels ser det fredeligt ud, men af og til kommer gemytterne i kog. Jeg har betragtet dem gennem nogle dage. Troet, at det var en slags Hyde Park Corner, hvor man kommer med sin uforbeholdne mening om et hvilket som helst emne.
Figur 6. Ordrige diskussioner i Parque Central
Nu har jeg så lært så meget spansk, at jeg forstod på en af deltagerne, at det de diskuterer er – baseball. Baseball i Cuba, i Kina, i USA, global baseball. Cubanerne er vilde med baseball, kan man forstå. De diskuterer også sommetider politik ifølge min hjemmelsmand. Fidel Castro og broderen Raul, præsidenten. Men mest baseball. Han fik så lige indskudt, at han havde gode tilbud om bueno chikas. Og billige cigarer.

Jeg måtte flytte i dag. Ikke noget fremskridt. Kom tilbage til Hotel Ambus Mondus for at hente min opmagasinerede kuffert blot for at få beskeden, at de var fully booked.
Nu bor jeg så lige ved Parque Central, stadig i det gamle Havana. Et hundrede år gammelt hotel, som sikkert var flot og imponerende i 1909. Hotel Plaza. Glansen er gået af det. Men, men, i overmorgen skal jeg hjem. Nu er jeg også ved at være mæt. Gruer kun for den lange flyrejse.

I morgen vil jeg prøve at komme ind og se og høre Buenavista Social Club, som optræder på Museo del Ron.

Og så vil jeg tage ud til Cojimar, lige ovre på den anden side af havneindløbet, der hvor Hemingway legede med sin båd Pilar og fiskede med den gamle mand, Gregorio Fuentes, som stod model til ”Den gamle mand og havet”. Det var også fra Cojimar, at tusindvis af cubanere i 1994 flygtede på tømmerflåder og i småbåde for at komme til det forjættede land i nord, herfra var nemlig den korteste tur til Key West.

De fleste turister tager vistnok til Vadadero, som ligger ca. 150 km øst for Havana, på nordkysten. Det skulle efter sigende være værre end solkysten vest for Malaga. I Vadadero har cubanerne ikke noget at gøre – udover som tjenere mm.
Det er Castros måde at holde de grimme kapitalister lidt adskilt fra det socialistiske menneske. Men det lykkes ikke helt, ikke i Havana.

Min taxichauffør fortalte mig i dag, at han egentlig var glad for at bo i Cuba, men økonomisk var det ad helvede til. I de mange forretninger på hovedstrøgene kan man kun købe for konvertible pesos, og dem har de fleste ingen af. Han demonstrerede problemet ved at praje en gadesælger, som falbød små kræmmerhuse med ristede jordnødder. Han købte to, et til mig og et til sig selv – for 2 cubanske pesos. Der går 25 cubanske pesos på 1 CUC. Han havde forlangt 7 CUC for turen, godt 40 kr. Det svarer til et par daglønninger for en hospitalslæge.
Et par sko koster 25 CUC. En skjorte ligeså. Så det er stort set kun taxichauffører, hotelpersonale, luddere og plattenslagere det har råd til sko.
Besynderligt system. Ikke underligt, at min ven taxichaufføren har overvejet tømmerflåden over Florida-strædet. Han har ingen familie der, så han har nok ikke mod på det.

Men han virkede noget resigneret. Jeg betalte ham 8 CUC, som tak for god information og ristede peanuts. Han gav mig til gengæld en souvenir, en god cubansk pesoseddel. Den har en værdi af ca. 25 øre. Før revolutionen svarede den til en dollar, ligesom CUCen gør i dag.

Havana summer. Der er musik overalt. Enhver restaurant har et orkester, som spiller eksotisk musik - fuld af rytme. De afrikanske aner fornægter sig ikke. Jeg har en fornemmelse af, at musikerne flytter rundt fra det ene værtshus til det andet. Ofte sidder de blot på gaden og spiller. Måske for deres egen fornøjelses skyld.

Figur 7. Inciterende musik i Havana

24. februar 2009

Spiste morgenmad med Gevin, 19 årig student fra Sydafrika. Han er sendt til Cuba for at studere medicin. Skal være her i 6 år, hvorefter han forpligter sig til at arbejde i 6 år på et offentligt hospital derhjemme. Det er prisen for, at regeringen betaler hans uddannelse. Gevin har været her i 6 måneder og bruger det første år på at lære spansk. De er 60 sydafrikanere på Gevins hold. De får tilsyneladende en bedre uddannelse her, end de kan få hjemme i Sydafrika.

Gevin savner sit hjemland og sin familie. Den største udfordring her er, at pigerne er så attraktive. Hvis han skulle få aids vil han blive sendt hjem øjeblikkeligt.
En usædvanlig kvik ung mand. Det er nok betingelsen for at få sådan en chance. Han er tilsyneladende meget religiøs, tror fuldt og fast på, at Gud vil ham det godt.

Jeg går igennem Havanas stille gader – klokken er mange, omkring midnat. En trubadur står på et gadehjørne med sin guitar. Han istemmer en smuk, vemodig melodi, og synger til. Jeg lytter længe i den lune nat. Cubansk musik har det lidt som Klesmer, jødisk musik. Den rummer stor glæde og på samme tid stor sorg.

Havana summer – af musik – og livsglæde. På trods…
Figur 8. Sød musik for nattevandrere

Havde været nede at høre de gamle musikere fra ”Buena Vista Social Club”. En fantastisk oplevelse.
De får hele lokalet til at swinge med. Sad ved siden af en smart pige fra Melbourne med perle i underlæben - og en smart guy fra Toronto, Marco. De dansede salsa – dem alene - selvom de aldrig havde set hinanden før. Og de kunne det.
Marco var i spenderehjørnet, vi fik flere Mojitos.

Figur 9. Buenavista Social Club

Nu har jeg været på sporet af revolutionen i et par uger. Hvor er den?
Den sengeliggende Castro skriver om den i avisen, som om han stadig sidder dernede i Sierra Maestra bjergene og forbereder sit indtog i Havana. Hans propagandaministerium sætter skilte op overalt, som fordømmer den store satan USA og kapitalismen og taler om ”Mas Revolucion” – mere revolution.

Jeg har altid i min naivitet opfattet revolutioner som voldelige, noget med skyderi i gaderne, summariske henrettelser, guillotiner og tortur.
Det ser man ikke her i Castros revolution.

Eller måske er der noget jeg har taget fejl af.
Måske er der blot tale om evolution, en sproglig bagatel.

zzz

Jeg kørte ind i parkeringshuset i Randers kl. 23.30, torsdag d. 26 februar 2009. Fire og tyve timer tidligere havde jeg checket ind i Havanas lufthavn.
Også denne gang var flyet forsinket – en time.

Resultat 1: Jeg nåede ikke mit Københavner-fly i den monumentale lufthavn i Paris.
Resultat 2: Mit fly fra Kastrup til Aalborg var gået, da jeg kom.
Resultat 3: Min kuffert var ikke i Aalborg, da jeg endelig kom der. Den er ikke fundet p.t. Så jeg kan endnu ikke byde på en cigar.

Bilen var iset til, startede uden problemer. Liflig jazz musik strømmede ud af DR 2’s StarDust, da jeg rullede ud på den danske motorvej, der føltes som et dansegulv efter Havanas hullede veje.

Der er langt til Havana – der er ligeså langt hjem. Egentlig burde jeg være dødtræt, en mand i min alder. Tværtimod følte jeg, at turen havde givet mig fornyet energi.

Og godt at være hjemme ----