tirsdag den 29. september 2009


Amalie i Paris – juli 2009.


Vi skulle til Paris – Amalie og morfar. Det skulle ske, når Amalie blev 10 år, hvilket hun blev i april.

Vi diskuterede lidt, om vi skulle køre i tog eller i bil – eller flyve. Jeg ville gerne, at Amalie skulle opleve at køre med det franske supertog, TGV, som kører 300 kilometer i timen. Det var lidt svært at arrangere, så det endte med flyvning.

Vi skulle med Air France fra Hamburg direkte til Paris. Lørdag d. 11 juli.

Iflg. min GPS navigator ville det tage knapt fire timer fra Venning til Hamburg lufthavn, så vi tog afsked med familien lidt før 12 så vi kunne være i Hamburg ca. kl. 16 og have god tid til at finde parkering og checke ind i lufthavnen før afgangen kl 17.45. Min tidligere erfaring fortalte mig, at det er ret tidskrævende at slippe igennem sikkerhedskontrollen der, så derfor den tidlige afgang.

Mor Rikke havde smurt en madpakke og vi gjorde holdt på en rasteplads i Sønderjylland, vi havde jo stadig god tid, selvom der havde været lidt kødannelse over Vejlefjord-broen.

Når først vi kommer ned på den tyske autobahn, vil det gå raskt fra hånden, fortalte jeg Amalie.
Vi blev klogere – meget klogere.

50 km syd for grænsen gik trafikken totalt i stå.
I løbet af de næste par timer havde vi kun kørt ca. 40 km og det blev klart for os, at vi ikke kunne nå vores fly i Hamburg.

Vi fik fat i Rikke og Henrik på telefonen og bad dem forsøge at ringe til Air France for at sige, at vi ikke ville dukke op. De kunne ikke få fat i Air France. Amalie sendte SMS’er hjemover mens morfar styrede den langsomtgående bil. Vi fandt ud af, at der ikke var flere fly den aften, så vi styrede ufortrødent videre mod Hamburg efter at køen havde lettet.

Parkerede bilen udenfor lufthavnen kl. 19. Heldigvis var der bemanding på Air France skranken, og heldigvis viste det sig, at der var et fly til Paris næste morgen kl. 7.15.

Det blev vi booked på – mod behørig merbetaling.
Der var andre danskere ved skranken. Danskere, som havde erfaret den samme kødannelse.

På Airlines Hotel var der også fyldt med danskere, som havde fundet ud af, at det er fordelagtigt at flyve fra Hamburg. Det tror jeg ikke på mere. Da jeg gjorde det sammen med Birthe og Bo i december svor jeg, at det var sidste gang. Nu er det sidste gang.

Efter et elendigt aftensmåltid gik vi til ro. Skulle op kl. 4 for at nå vores fly.
Kl. 9 landede vi i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris og skulle så videre ind til byen med først et regionaltog, RER, og derefter med Metroen.

Det var ikke så let. Det svære var at købe billet. Det foregår i en maskine, som kun tager mønter eller kreditkort. Jeg havde mønter til Amalies billet og ville så købe min egen med mit kreditkort. Ingen af de seks maskiner, vi frekventerede ville acceptere mit danske Visa kort. ”Tal med din bank, stod der”.

I baren ville de ikke veksle mine sedler. Der står en vekselmaskine derhenne, var beskeden, men hvor var den?
Lige før panikken satte ind lykkedes det ved fælles kræfter at finde en undselig grå maskine, som spyede mønter ud i massevis, når man indførte en tyve euro seddel.

Amalie tog det hele med stoisk ro, og inden længe sad vi i toget mod Paris’s centrum, nærmere betegnet Gare du Nord. Og efter en kort metro tur stod vi af på stationen Blanche tæt på vores hotel på Montmartre.

Så var vi i Paris som jeg kender det. Sidst jeg var der for to år siden, boede jeg i samme gade.


Hunden hedder Caramel. Den er hotellets maskot. En brun labrador.

Vi skal se Sacre Caeur med den fantastiske udsigt over hele Paris. Place du Tertre på toppen af Montmartre bakken. Amalie bliver tegnet af en af de dygtige kunstnere, der sidder der. Hun sidder uden at fortrække en mine i en stiv time. En gave til mor og far.

Man kan ikke se Eiffeltårnet fra Sacre Caeur. Amalie vil se Eiffeltårnet, ligesom Claus absolut ville, da vi på vej til Tchad i 1969 gjorde ophold i Paris, så vi tager metroen til Champs Elyseé. En lidt særpræget statue af de Gaulle står her.
Vandrer over den flotte bro, Pont Alexander over mod Invalidekirken, den gyldne bygning hvor de jordiske rester af Napoleon er stedt til hvile.

Pludselig er det der, Eiffeltårnet. ”Det er godt nok gigantisk, morfar” udbrød Amalie. Ja, det er enormt, 305 meter højt og når man står oppe i toppen ser det ud, som om benene går indad. Og så er det bygget af ingeniør Eiffel, som også konstruerede frihedsgudinden i New York.

Tårnet blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1889 og er altså 120 år gammelt.

Det er en varm dag og vi har vandret langt. Vi orker ikke at gå til Notre Dame - vil tage en båd, men først skal vi have en forfriskning i skyggen af set store tårn. Jeg kommer i snak med Mr. Gupta fra Calcutta, som introducerer mig til hele familien på vanlig indervis.

Amalie er lutter øren når morfar på pædagogisk vis fortæller om højre og venstre Seinebred. Latinerkvarteret og universitetsområdet ligger på den venstre bred – den side man har til venstre, når man har strømmen i ryggen.
Det var her prinsesse Diana blev dræbt ved en bilulykke. Ja, det var den dag, Sophie blev født husker Amalie.

Vi ser husbåde på Seinen. En har et badebassin på dækket.

Da vi når Notre Dame katedralen er gassen ved at gå af ballonen, både hos Amalie og morfar, så vi tager en hastig metro til Blanche.

Metroen er Paris’s livsnerve. 5 millioner mennesker lader sig dagligt transportere med den. Vi har indtryk af, at en stor del af dem kører til Blanche. Her i toget er der nemlig så mange med, så man står som sild i en tønde – og det er varmt.
Det er også på den linje, man skal tage sig i agt for lommetyve, får vi at vide af en venlig dame. Så det gør vi.

Vi bruger ikke vores penge på mad. Amalie er vist lidt kræsen. Hun har specielle ideer om, hvad mad er. Det er nok mestendels som mor laver den. Hun kan ikke få den pizza, som hun gerne vil have, og morfar kan ikke få de escargots og fruit de meer og Maroel ost, som han gerne vil have.

Resultatet er, at vi stort set lever af hot dogs og pandekager, kaffe og cola. Sundheden må vente til vi kommer hjem.

Vi sidder lidt på café og kigger på folkelivet før vi går til ro på Hotel des Arts.

I morgen venter Disneyland.


13. juli 2009

Vi kommer med den forkerte metro. Morfars gamle øjne kan ikke rigtigt skelne linjerne fra hinanden på metro-kortet forrest i Paris guide bogen.
Det er ingen katastrofe, vi kommer frem til Disneyland med en mindre forsinkelse. Vi har købt to returbilletter til stationen, som ligger lige udenfor Disneyland.

Der står ca. 1000 mennesker i kø for at købe billet – det kan man undre sig over, når man ser prisen, ca. 900 kr. for Amalie og mig. Vi væbner os med tålmodighed og efter en god times tid under den brændende sol når vi ind i det forjættede land.
Dette er eventyrland. Stort og flot.

Amalie er velinformeret. Hun har været på nettet derhjemme og ved stort set, hvad vi skal se.

Når man har betalt sin indgangsbillet er alle attraktioner gratis. Det er nu stort set en illusion, for der er ca. 1 times ventetid ved dem alle. Det står på et skilt udenfor.
”Det gider vi ikke vente på morfar”, siger Amalie.

Alligevel er der meget at beskue. Store flotte optog med alle Disneys figurer og gennemtrængende musik.

Vi er nede i en ubåd. Det kan Amalie ikke lide. Der er en indelukket luft og mærkelige lyde. Hurtigt ud igen.
Det er svært at få mad. Der er flere fine restauranter, hvor man kan få serveret overdådige måltider, men det er måltider for overvægtige amerikanere, så det har vi ikke lyst til.
Men en hot dog kan man dog få uden at står i kø alt for længe.

Disneyland består af 3 parker. Vi købte billet til de to.
Amalie fokuserede meget på, at hun skulle købe gaver, souvenirs, med hjem til sine søskende. Det lykkedes at finde noget til Julie og Cecilie men tee-shirten til Sophie skulle vi købe inde i Paris, hvor Amalie havde set den i en butik.

Kl. 19 forlod vi Disneyland og skulle med RER toget tilbage. Ved indgangen til perronen skal man putte sin billet i maskinen for at få en låge til at gå op.
Det gik også fint med at få Amalie igennem, men min billet ville ikke lukke op.

Det var ikke så godt. Amalie på den ene side af spærringen og morfar på den anden. Tendenser til panik hos morfar, ikke hos Amalie. ”Jeg venter bare her, morfar, så går du over og snakker med ham der ovre, hvor der står Information”.

Det lykkedes efter endnu en tur i køen. Der er trættende og frustrerende at stå i kø.

Jeg var ved at være nervøs for, om vi kunne nå gaven til Sophie inden lukketid. Det kunne vi kun ved at vandre helt op på toppen af Montmartre til Place du Tertre, hvor butikker solgte tee-shirts med ”I love Paris”. Vores fødder var slidt ned og vi måtte sidde lidt på en café. Fik også en pandekage med syltetøj.

Morfar var nu ved at besvime af træthed.
Ned af bjerget igen til Hotel des Arts, adskillige stops på vejen, hvor vi hvilede på en bænk.

Et kæmpe brag og et lysglimt vækkede os. Der var åbenbart nogen, som skød kanonskrald af. Amalie kunne ikke lide det.
Jeg kom i tanke om, at det var Bastille-dag den næste dag og at det måske var årsagen.
D. 14 juli er Frankrigs nationaldag – til minde om stormen på Bastillen under den franske revolution i 1789.

Den næste morgen skulle vi også op relativt tidligt for at nå vort fly til Hamburg. Vi gik en lille tur inden morgenmaden og fornemmede byens opvågnen. Skraldevogne skrumlede rundt og et par hjemløse steg ud af soveposerne, purrede op i håret og rullede sengetøjet sammen, klar til dagens dont, hvad den så end består i.

Paris er klar til en ny dag.

Vi er klar til at komme hjem til bondelandet i Venning, hvortil vi når uden problemer ca. kl. 17.
Der var ingen problemer denne gang med at finde bilen i Hamburg lufthavns parkeringshus. Amalie havde helt styr på det.

Tak for en vidunderlig tur, søde Amalie.

Morfar

torsdag den 4. juni 2009

Dresden


April 2009/Aage Højbak i Dresden

Genopstået af ruiner.

Forunderligt at sidde her på Elbens højre bred og kigge over på Frauenkirche og Semperoperaen på den anden bred – genopstandne af ruiner, som de er.
Her er fredeligt nu, denne den 20. april 2009, hvor det er varmt og dejligt, hvor syrenernes berusende duft breder sig i gaderne og kirsebærtræerne står i fuld blomst i al deres hvide friskhed og hvor folk sidder på fortovscaféerne og nyder deres kølige drinks. Det er usædvanligt varmt for april.

Februar 1945 var også ekstraordinært varm i Dresden. Ikke helt så behageligt varmt som nu.
Den 14 og 15 blev der målt ca. 700 grader i centrum. Sandsten kan ikke tåle 700 graders varme. Frauenkirche var bygget af sandsten.

Frauenkirsche faldt ikke for de allieredes bomber. Det gjorde imidlertid hele den øvrige del af den indre by. Frauenkirche blev ikke ramt af fuldtræffere, men d. 15. februar 1945 havde ildstormen opvarmet kirkens sandsten så meget, at de simpelthen disintegrerede og kuplen styrtede ned – vel nærmest som vi så det, da tvillingtårnene faldt på Manhattan d. 11. september 2001.

Mellem 35.000 og 38.000 mennesker døde under bombeangrebet, forbavsende få i forhold til de mange mennesker, ikke mindst flygtninge, som var i byen.

Den almindelige antagelse er, at bombeangrebet mod Dresden i februar 1945 var en hævnaktion fra de allieredes side for tyskernes bombning af London og Coventry. Krigen var reelt set vundet, den røde hær stod umiddelbart udenfor Berlin og de allierede hærstyrker nærmede sig fra vest. Dresden havde ikke nogen strategisk betydning udover beliggenheden som trafikknudepunkt.

Så, hvorfor skulle Dresden tilintetgøres?
Den tyske historiker og højskolelærer, Ingo Beckmann, har en anden version end den gængse:

Stalin havde under Jaltakonferencen i begyndelsen af februar 1945 anklaget sine vestlige allierede for ikke at lægge tilstrækkeligt med kræfter i at nedkæmpe Nazityskland. Han mente, at den røde hær tog broderparten af byrden med millioner af dræbte soldater og civile, og at de vestlige allierede blot gik og hyggede sig i den vestlige ende af Europa.

Churchill har følt presset fra Stalin så overvældende, at han besluttede sig for at ofre Dresden. For at vise, at de allierede gjorde noget.
Dette skete så - til trods for voldsomme protester, også hjemme i good old England.

Resultat: Dresden blev stort set slettet fra jordens overflade. Det tog tre døgn.
Om aftenen den 13. februar sendte ”Bomber Harry” den første sværm af Lancaster fly ind over byen. Dagen efter kom US Air Force med deres B 17 bombere.
Den 15. februar styrtede tårnet på Frauenkirche i grus. Indmaden brændte op.

Dresden endte efter krigsafslutningen som en del af den sovjetiske indflydelsessfære, der jo som bekendt ikke prioriterede Kirken specielt højt. Tværtimod, Stalin havde i sin glansperiode sprængt adskillige imposante kirkelige klenodier til atomer.
Derfor fik resterne af Frauenkirche lov til at henligge som et mindesmærke til evig ihukommelse af krigens rædsler – og fascismens ugerninger.

Nu sidder jeg så her og nyder Dresdens behagelige varme. Det er sæson for friske asparges, og jeg har netop – for enden af Hauptstrasse -indtaget et vel komponeret måltid med denne delikate grønsag tilsat en velskænket Helles Bier. Det forstår tyskerne sig på, at lave og skænke øl.

Jeg sidder på en fortovsrestaurant med udsigt til den gyldne statue af August den Stærke – til hest. August skinner i den nedgående sol. Han ligner en fyrste, som han sidder der på sin viltre, stejlende hingst med sværdet i hånd.

Han var da også fyrste – af Sachsen. Og han var konge – af Polen.
Det var ham, August den Stærke, som satte gang i selskabslivet i Dresden og Sachsen, og i Polen.

Det var i 1700 tallet, i baroktiden. August herskede fra 1694 til 1733.
Han byggede paladser og slotte, anlagde parker og palæer og samlede kunst, en pendant til vores egen Christian d. 4, blot endnu mere storslået. En sachsisk solkonge.

Hans efterladenskaber kan vi så gå og forlyste os med, og undre os over al den ubegribelige storhed, som disse fyrster og konger har været i stand til at samle omkring sig.

Vi kan samtidig undre os over, hvorfor det hele skulle ødelægges i løbet af tre rædselsdøgn i den i øvrigt kolde vinter i 1945. August himself blev skånet, altså den gyldne udgave af ham. Han var jo selv død og begravet nogle hundrede år tidligere.

Statuen var blevet gemt væk i en kælder, dengang der Führer erkendte, at tusindårsriget måske havde sine begrænsninger. August den Gyldne kunne så stå i sit kolde kælderrum og betragte sig selv til hest i det smukke spejl fra Semperoperaen, som også var gemt af vejen til bedre tider.

Hvordan er det mon, når verden står i flammer omkring én? Det kan man sidde og fundere over på sin café der for enden af Hauptstrasse en sen aprildag i 2009. Man kan måske fornemme det der i solnedgangens gyldne lys:

Den anden flodbred er et stort flammende bål. Bombeflyene brager i mørket ind over byen vestfra, vender rundt når de har frigjort sig for deres dødbringende last af brandbomber. Luftalarmen lyder uafladeligt, brandbilernes sirener ligeså. Til ingen nytte. Folk flygter skrigende omkring imellem de brændende huse. Flyverne kan mærke varmen gennem plexiglasset højt oppe, før de vender hjem til England efter nye dødbringende laster.

Mareridtet varer i tre døgn, englænderne bomber om dagen, amerikanerne om natten.
Hvad tænker August den Gyldne i sit mørke beskyttelsesrum? Hvad ser han i sit gyldne spejl? Vi ved det ikke. Hans tid er omme. Nye fyrster regerer verden. En af dem er på vej mod sit Waterloo deroppe i bunkeren under Berlin.

Vi kører i den grønne bus i omegnen af Dresden. En bred gade, som man kalder ”bombernes gade”. På den højre side er der smukke gamle huse. På den venstre ses nye blokke med kedelig DDR arkitektur. Også i 1945 kendte man til præcisionsbombning:
Den venstre side var jævnet med jorden, den højre stort set uskadt. Så uretfærdig verden kan være.

Vi kører forbi den nye synagoge, som mest af alt ligner et fort. Man undres: Er jøderne masochister, eller har de fortrængt fortiden. Måske er det blevet for problematisk for dem at være i Israel ???

Vi er på højskole, en rejsende højskole, kan man sige. Fem dage på Højskolen Østersøen i Aabenraa med intensiv introduktion til de næste fem dages rejse til Dresden. Elbens Firenze kalder man Dresden. Her findes noget af den mest unikke kunst og arkitektur fra barokken i 1700 tallet.

August den Stærke var omdrejningspunktet for denne overdådighed. August gjorde Dresden til en strålende barokby ved hjælp af Europas bedste arkitekter, og Dresden blev en vigtig kulturby.
Det, der nu hedder Tyskland var dengang regeret af kurfyrster, som kæmpede indbyrdes. Augusts rige var et af de største i Europa. Preussen i nord voksede sig stærkere og var jævnligt i krig med August den Stærke.

Tyskland blev først til en nation i 1871, da kejser Wilhelm deroppe i Preussen sammen med ”jernkansleren” Bismarck havde slået alle sine konkurrenter af banen og udråbte det tyske kejserrige. Kejserens sejr over de danske Jenser ved Dybbøl i 1864 var en del af strategien.

Martin Luther står foran indgangen til Frauenkirche, ikke ham selv forstås. Han døde jo i det herrens år 1546, efter at han fra sit domicil i det nærliggende Wittenberg havde gjort sig utilbens med Paven.
En travl herre denne Luther. Han oversatte bl. a. biblen til tysk og sørgede for, at hele Nordeuropa protesterede mod Pavens vælde i Rom. Dresden er netop en skillelinje mellem protestanter og katolikker. Frauenkirche er en protestantisk kirke. Ved siden af ligger Hofkirche, den katolske kirke.

August den Stærke var protestant, men da han gerne ville være konge af Polen var han nødt til at konvertere. Polakkerne var, og er, om nogen katolikker. Kirken havde stor magt i de tider.

Det har Kirken ikke mere. Alligevel var det magtpåliggende for Dresdens beboere at genopføre Frauenkirche. Mest som en demonstration af livsvilje og sammenhold. Det blev den så. Sten for sten. Ved mange menneskers frivillige bidrag.
Efter ti års byggetid blev den genindviet d. 29 oktober 2005.

Vi var til jazz-koncert i Semperoperaen, besøgte Meissen med den berømte porcelæn. En meget smuk by i øvrigt.
Vi så verdenskunst på Zwinger og Grünes Gewölbe. Mærkede historiens vingesus.

Dresden er så sandelig en rejse værd.

tirsdag den 5. maj 2009

Rejsedagbog fra Cuba. Aage Højbak. Februar 2009

På sporet af revolutionen.

Havana – 14 februar 2009

Der er langt til Cuba: 24 timer, fra jeg stod ud af min seng på Østervold til jeg lagde hovedet på puden på hotel Palacio O’Ferrill i det gamle Havana.
Der var snekaos i Paris, så vi kom for sent af sted – og min bagage var ikke at finde i Havana lufthavn.

Mario syntes ikke, Havana er langt væk. Han skal på weekend besøg hos sin cubanske kæreste, som han besøger fire-fem gange om året. Mario sidder ved siden af mig – fylder 58 år i dag, d. 13 februar. Kæresten er 23. Hun elsker mig, siger Mario. Sandt nok, han er meget charmerende – og virker viril, som italienske mænd nu gør. Han har sikkert også flere penge end havaneserinden. Penge giver en vis charme.

På min anden side i flyet sidder en ung pige. Hun ser lidt gennemsigtig ud og fortæller, at hun er fra Bulgarien og skal på honeymoon?

Jeg har netop mødt en ung cubaner, Jordan, som prajede mig og vil hjælpe med alt muligt. Han er ansat i en børneinstitution for den beskedne løn af det, der svarer til 130 konvertible pesos om måneden. Den konvertible peso (CUC kalder de den) svarer til en dollar i værdi, men man bruger ikke dollars mere. Den evindelige tåbelige kamp mellem Fidel Castro og USA er årsagen.
Så nu medbringer man euro, når man skal til Cuba – og veksler dem til konvertible pesos.

Jordan skal altså leve for 6-700 kr. om måneden. Dat kan man naturligvis ikke, så Jordan må ud at søge efter turister, som kan give et afkast i hård valuta.
Det siges, at en læge tjener mindre end en taxichauffør.

Jordan mener, at Fidel vist er død. Han sagde det uden at være specielt påvirket. Måske er han død – den gamle kriger.
Det hænger nu ikke sammen med, at samme Fidel Castro Ruz i dagens udgave af ”Grandma” har et to-siders indlæg om alverdens emner fra Barack Obama over international finanskrise og miljøproblemer til Immanuel Kant, den store tyske filosof.
”Grandma” er en ugeavis - Cubas officielle talerør og indeholder mest af alt politisk bragesnak.

El Commandante er tilsyneladende stadig aktiv fra sin sygeseng og forsyner den undrende menighed med moralsk oprustning. En myte – den Castro, en højt begavet personlighed, hvis revolution i 1959 åbenbart ikke har bibragt store fremskridt til cubanerne. Well, de har fået et godt sundhedsvæsen, og undervisningssystemet er så godt, at cubanerne har det bedste uddannelsesniveau i Latinamerika. Og de sulter vist ikke.

Men man kan undre sig over visdommen i, at man uddanner så mange akademikere, som ikke kan leve af deres løn og er henvist til at køre taxi eller at blive tjenere i turistindustrien. Man kan undre sig over meget i Castros politik.

Grandma meddeler også, at den siddende præsident, Raul Castro, bror til Fidel og tidligere hærchef, er på venskabsbesøg i Angola. Han er der for at besegle, at ”blodet i Afrikas sønner og døtre løber i årerne af det cubanske folk”. De udveksler sikkert også minder om dengang i halvfjerdserne, da cubanere satte livet på spil for at hjælpe den ene halvdel af Angola med at slå den anden halvdel ihjel. Mere end 20.000 cubanske soldater døde ved den lejlighed, hvilket Raul gjorde opmærksom på forleden.

Havana summer. En blød saxofon lyder ud ad et vindue, et jazz-orkester lyder længere væk.
En kakofoni af stemmer, bilhorn og hestehove lægger et blødt tæppe under lydene. En behagelig varme strømmer ind ad balkondøren. På Malecon – havnepromenaden - kom jeg i snak med en sort mand, som øvede på sin trækbasun. Han spillede Alley Cat, da han hørte, jeg var fra Danmark.

Blev tilbudt massage af en trivelig sort pige. Hun ser skræmt ud, da en politimand dukker op. Slipper pænt af med hende ved at give hende en kold sodavand. Det er på Pradoen, Havanas svar på Østervold i Randers – blot længere, varmere og mere farverig.
Det er Valentins dag, kærlighedens dag. Den har mange ansigter i Havana. Alle mænd jeg møder taler om smukke brune piger. Jeg tror ikke, jeg endnu har mødt en mand, som ikke har foreslået køb af cigarer og smukke piger. Det er åbenbart en besættelse i denne machokultur. Måske mest pigerne, bueno chicos.

Drak en kop kaffe med mælk – café con leche – på en pæn fortovsresturant. Toilettet gav mindelser om en afrikansk landsby.

De gamle amerikanerbiler står ikke bare på gaden, som man kunne få indtryk af på billeder. De kører – osende og benzinslugende. I massevis. Ikke lige i Castros ånd om miljøbevisthed - men ganske charmerende.

Castro. ”Han har udraderet cubanernes værdighed ved at gøre det store flertal til prostituerede, spekulanter, småtyve, sortbørshandlere og betlere”.

Sagt i 1994 af en gammel revolutionær og cubakender og siden skeptiker, journalisten og forfatteren Jan Stage, hvis bog ”Havana tur/retur” jeg netop har læst. Han er nok lidt sort/hvid, salig Jan Stage. I tresserne og halvfjerdserne var han glødende tilhænger af revolutionen. Nu er han nærmest det modsatte. Mærkeligt som folk kan blive liberale med alderen.

Jeg havde en lille oplevelse med Jordan, som skulle finde en privat indkvartering – casa particular – til mig. Han ringede til mig og sagde, at han havde fundet to muligheder og at han holdt nedenfor mit hotel sammen med en pige, som jeg troede var værtinden. Jordans engelske lader noget tilbage at ønske. Vi kørte langs Malecon ud mod forstæderne, hvor jeg absolut ikke ville bo, hvilket jeg meddelte Jordan.
- Det hele var en fejltagelse.
Pigen på bagsædet var ikke værtinden men tilhørte det lettere kavaleri.
Pigen blev frikøbt med et par pesos og vi kørte tilbage til det gamle Havana, hvor jeg ville være. Jordan henvendte sig til en tilsyneladende medsammensvoren, som pludselig forsvandt ned ad en sidegade med et flakkende blik i øjnene. Et øjeblik efter blev Jordan antastet af en uniformeret politimand, som forlangte legitimation af Jordan.

Politiet er tilsyneladende allesteds nærværende og overvåger, at alt foregår i den rette ånd som dekreteret af Fidel: Ingen unødig fraternisering med kapitalistiske udlændinge.

Man kunne forestille sig, at der over det hele svæver en ”big brother”, en tropisk udgave af det sagnomspundne østtyske Stasi.
Arkitekturen i forstæderne kunne sagtens minde om østeuropæisk betonbyggeri. Trøstesløst.

Der vil være et godt job her for en rask murer – eller nogle tusinde af slagsen. Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i verden har set så meget forfald som i Havana. Claus mente efter et tidligere besøg at vide, at der dagligt styrter en ejendom i grus. Bare sådan falder sammen. Det skulle undre mig, om det ikke var flere.

Jeg ved ikke, om det skyldes revolutionen, at alt forfalder. Et er nogenlunde sikkert, der er ikke rørt mange spande mørtel i Havana siden Castro kom til magten for 50 år siden. Sørgeligt at se på alle de smukke, maleriske koloniale huse i dybt forfald.

15 februar 2009

I dag fik jeg min tandbørste igen, plus hele min fortabte kuffert. Den kom med Air France flyet i aftes fra Paris. Jeg brugte det meste af formiddagen på at ringe til lufthavnen. Fik ved hotellets hjælp fundet ud af, at kufferten skulle være på vej i løbet af formiddagen. Da den ikke var kommet kl. 13 tog jeg selv affære og tog en taxi til lufthavnen for at spore det tabte, blot for at få at vide, at de havde sendt den til mit hotel, hvor den da også var, da jeg kom tilbage. Det virker meget ”afrikansk”.

Er nu i mit nye logi, casa particular, hos Liane og Abel, som tjener til en del af livets ophold ved at udleje et par værelser. Ret primitivt må man sige, her bliver jeg vist ikke længe.
Her bor et par unge danskere. Universitetsstuderende fra Århus, som skal på en tre måneders rundrejse i Sydamerika.

17 februar 2009

Nu er jeg på sporet. Af Hemingway. Han boede i værelse nr. 511. Jeg bor i nr. 509, dør om dør med den gamle storvildtjæger, kriger, kvindebedårer og gudsbenådede skribent. Han fik nobelprisen i litteratur i 1954.

Hotellet hedder Ambos Mundos. Hemingway boede her ca. da jeg blev født, i slutningen af 1930erne, efter at han havde deltaget i den spanske borgerkrig. Ånden svæver stadig over stedet, der er billeder overalt af manden og hans bedrifter. De serverer Hemingway drinks i baren. Han sad på værelset ved siden af og skrev romanen ”Hvem ringer klokkerne for” om den spanske borgerkrig.

Jeg har samme udsigt over byen og havneindløbet, som Ernie havde. Kan skimte oceanet ude til venstre, hvor den gamle mand kæmpede en dødelig kamp med fisken, som var atten fod lang og kom i land som et skelet efter at hajerne havde været på spil. En rigtig menneskelig macho-historie, som jeg læste i går.

Hemingway boede i Cuba i mere end tyve år, før han tog hjem til USA, stak geværløbet i munden og trykkede af, syg og mæt af dage. Det var i 1961. Han blev kun 62 år. Så ældre ud, men han havde også levet et hårdt liv.

Jeg flyttede ind her til morgen. Det blev lidt for primitivt hos Liana og Abel, intet lokumsbræt, intet varmt vand i bruseren, blå lysstofrør i loftet og kitch på væggene, plastbetrukne sofaer.
Men søde og rare mennesker. Kommunikationen er dog behersket, når modparten ikke taler mere engelsk end jeg taler spansk.

Så nu bor jeg standsmæssigt – og skal have et dejligt varmt bad og en siesta.

Cuba handler meget om revolutionen. Og Fidel.
I går var jeg på revolutionsmuseet, som findes i det gamle præsidentpalads. Virkelig et palads med masser af rum og en spejlsal, som har forbillede i Ludvig d. 14s Versailles. Det var herfra, Batista flygtede i 1959, da han indså, at Fidels langskæggede rebeller var kommet for tæt på og i stor udstrækning havde fået folket med sig.
Figur 1 Spejlsalen i præsidentpaladset
Det gjorde også en ende på den amerikanske indflydelse i Cuba. Batista fløj væk med en kuffert fyldt med guld, som han havde erhvervet i et tæt samarbejde med den amerikanske mafia. Cuba havde siden forbudstiden i tredivernes USA været en oase for amerikanernes trang til sprut, narkotika og smarte damer. Det kan man se de sidste krampetrækninger af i Sydney Pollacks film ”Havana” med Robert Redford. Også den sidste Godfather film viser mafiaens engagement i Cuba.

Revolutionsmuseet beskriver levende Cubas udvikling siden begyndelsen af det 20 århundrede. Cuba blev uafhængigt af Spanien i år 1902, men reelt set overgik det til at blive en amerikansk lydstat, efter at USA havde hjulpet med at smide spanierne på porten.
Det var i den forbindelse, at USA fik overdraget den meget kontroversielle Guantanamo base i den østlige ende af Cuba. Lejeaftalen om Guantanamo skulle efter sigende udløbe i 2012, så det var meget passende for Obama at meddele, at han vil lukke den nu.

Havana er meget broget befolkningsmæssigt. Columbus ankom i 1492 og i løbet af kort tid havde hans kumpaner slået den oprindelige befolkning ihjel. Dem var der ca. 100.000 af.
Nu er der stort set kun efterkommerne af slaverne, som kom primært kom fra Yuruba stammen i Vestafrika, samt af spanierne. Sorte mennesker, nogle, der ser ud som spaniere plus en hel masse mulatter i alle afskygninger.

I 1862 var der 445.862 slaver i Cuba ifølge revolutionsmuseet. Næsten en halv million mennesker, som under frygtelige forhold var indfanget i Afrika og transporteret den lange vej over oceanet. Det var dem, som skabte grundlaget for Cubas blomstrende økonomi ved umenneskeligt hårdt arbejde i sukkermarkerne.
I 1886 blev slaveriet afskaffet.
I dag er der godt 11 millioner cubanere, sorte, hvide og smukt nougatfarvede. De lever tilsyneladende i skøn samdrægtighed, men der er nok ingen tvivl om, at de hvide (de spanske efterkommere) udgør eliten.

Fidels far blev sendt til Cuba fra Spanien i 1898 for som soldat at nedkæmpe et oprør mod kolonimagten. Han blev hængende – og blev en rig godsejer. Hans søn endte så med selv at blive rebel. Han afbrændte faktisk sin egen fars sukkermarker som led i revolutionen.

Der mangler noget i Fidels opdragelse af cubanerne. Han har ikke fortalt dem, at man ikke må spytte på fortovet. Det er en fejl i deres opdragelse, men det er måske for småt for Fidel.

18. februar 2009
Der står en Kristusfigur på den anden side af havneindløbet. Ikke så imposant som den i Rio. Han står på bakken og skuer ind over byen. Figuren er hvid, lavet af marmor eller sandsten.

Morgenmaden på Ambus Mundos er suveræn. Stedet for indtagelse ligeså, på tagterrassen på 6 etage. Det er derfor jeg hører stolene skramle her, hvor jeg bor på 5.
Solen skinner hver dag. Temperaturen er behersket, ikke over 26-28 grader. Heldigvis er der ingen myg, ej heller fluer eller andet kryb. Alle de frygtelige tropesygdomme, som man skal tage sig i agt for i Afrika findes ikke her. Ingen malaria. Med andre ord, et helt perfekt klima her i midten af februar.

Det havde selvfølgeligt været nemmere at købe en pakkerejse. Så ville man være fri for at tænke på, hvad man skulle foretage sig. Blot følge rejselederen og lade sig lede.

Nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal tage til Trinidad eller til Pinar del Rio. Trinidad ligger nede på sydkysten – 6 timers busrejse herfra. Pinar del Rio kan tilsyneladende nås med tog og er centret for tobaksdyrkning og cigarfremstilling. Det ligger i den vestlige ende af Cuba, eller i det mindste vest for Havana.

Måske skulle jeg tage ind og se cabaret La Tropicana, som skulle være enestående. De unge mennesker fra Århus havde været i balletten, hvilket de anbefalede på det kraftigste.

Jeg må tage nogle beslutninger i dag. Før jeg får set mig om skal jeg hjem til vinterkulden igen. Faktisk om en uge.
Og jeg må under alle omstændigheder ind i naboens arbejdsværelse og se hans skrivemaskine, som vistnok ikke er den originale Remington.

Jeg har slukket min telefon. Føler mig lidt handicappet uden den – uden forbindelse til omverdenen. Den virker vist godt nok, blot kan jeg ikke oplade den, idet telefonen er så gammel, at den ikke kan lades op på andet end 220 V 50Hz. Anderledes med computer og kamera. På strømforsyningen står, at den kan bruges, også under amerikanske forhold – 110 V 60 Hz. Og det går fint.

Obama taler om krise i den amerikanske bilindustri – på CNN. Måske skulle amerikanerne lære at lave biler, som svarer til år 2009, ikke som de enorme flydere, som stadig kører rundt i Havanas gader.

Den internationale finanskrise ser ikke ud til at påvirke menigmand i Havana. Han er stadig i gang med sin revolution med moralsk ammunition fra Fidels sygeseng. Måske ligger Fidel og godter sig lidt. Han har igennem mange år truet med den kapitalistiske verdens kollaps. Er han ved at få sin vilje?


Figur 2 Leve revolutionen

Cubansk mad er ikke noget at skrive hjem om. Den er kedelig og uden smag. Brødet er mestendels luft og skorpen falder af i store skaller. Øllet er udmærket. Cigarerne fremragende. Cigaretterne er stærke – og billige, 4 kr. for en pakke. Man ryger overalt, ingen restriktioner der, man spytter på gaden og hundene skider på fortovet. I går havde jeg trådt i sådan en og måtte ind i en park, knække en gren af for at få det værste ud af mine traktordæk under sandalerne. Det stinker.

Har i dag været på køretur rundt i Havana i en open top bus. Det giver overblik, så nu er jeg ved at have lidt fod på geografien.
Fik i øvrigt et godt måltid i dag. Med hummer, rejer, fisk, ris og grønsager . Pris 20 CUC incl. dessert, øl og kaffe.

Et rumba-orkester underholder nede på pladsen og blander sig med andre lyde. Kristus på den anden side af havneindløbet står med fuldt blus på. En klar stjerne hænger ude over oceanet – vistnok den samme man kan se i Rikke og Henriks have umiddelbart efter solnedgang. Temperatur 23 grader her kl. 20.30.
I morgen skal jeg se cabaret Tropicana. Det begynder kl. 22 og foregår udendørs. Fredag tager jeg en bus til Vinales og bliver der et par dage for at kigge på tabaksavl.

Udover at studere revolution, folkeliv og musik er der vel egentlig ikke mange attraktioner i Havana. Så det er tid at tage på landet. Ud hvor sukkeret og tobakken gror. Og nyde de store cigarer.

19. februar 2009

Det er blevet lidt varmere. Det passer mig fint. Lige nu, kl. 14.22 er her 24,5 grader. I skyggen forstås. Solen skinner konstant. Først sidst på året kommer stormene ude fra Atlanterhavet. Og regnen. Solen skinner hver dag i 340 dage om året. Det giver en afslappet stemning.
Har købt billet til La Tropicana men har lidt besvær med bussen til Vinales.

Man kan godt undre sig over succes’en af en revolution, som har resulteret i, at 10 % af befolkningen har forladt landet. Eksil cubanerne bor primært i Miami og har i mange år konspireret mod Fidels styre. De har været stærkt støttet af CIA, som har forsøgt adskillige attentater mod ham. Der har været mange teorier om, at Fidel på den anden side stod bag mordet på Kennedy i 1962. Ingen ved det. Han er en snu rad, den gamle krigskarl.
Gad vide, hvad der sker, når han dør?


20. februar 2009

Har opgivet Vinales. Nu kunne jeg ikke få hotel der. I går kunne jeg ikke få bus. Vil nok deltage i en dagstur dertil på mandag. Og blive boende i Havana.
I aftes var jeg i Tropicana. En meget speciel oplevelse. Det er dyrt, 80 $ (CUC) plus det løse. Forunderligt at sidde under tropehimmelen og se et så fantastisk show.

Man ankommer ved 21 tiden, får udleveret en stor cigar ved indgangen og bliver vist på plads. Et strygerorkester underholder i ventetiden til showet begynder kl. 22. Der serveres champagne og en halv flaske rom (pr. person) og en Cola og inden længe er man lidt småberuset. Mere beruset bliver man, når det fantastisk farverige orgie af udsmykkede smukke kvinder – og mænd – folder sig ud.

Det varer to timer. Og man er ør i hovedet af den overdådighed – og måske lidt af den gode Havana Club. Tropicana har eksisteret siden 1939. Dengang var det tilholdssted for den amerikanske mafia.

I dag har jeg været ude i byen for at snuse. Kørte til Hotel Havana Libre. Det hed Hotel Hilton, indtil Fidel opslog sit foreløbige hovedkvarter der i de første dage af revolutionen, 1959. Alt emmer af revolutionshistorie.

Man kan godt blive lidt fascineret af de langskæggede rebeller, som styrtede diktatoren Batista. Dog kan man ikke lade være med at fundere over, hvorfor afsætning af diktatorer altid ender med, at der kommer en ny sådan til magten. Og det er vel, hvad Fidel reelt er, eller har været. En egensindig tyran, som ikke har tålt nogen anden mening end hans egen.
Figur 3. La Tropicana
Jeg har i de sidste dage læst en del om Fidel og er både fascineret og skræmt. Men interessant er det.

Gik lidt rundt i området ved Havana Libre, som er et enormt hotel fyldt med velnærede turister. Gik ned til det andet kæmpehotel, Hotel Nacional, hvor væggene også var prydet med billeder af de skæggede rebeller fra de glade revolutionsdage.

Et lidt trist område derude i grænseområdet mellem Centro Havana og Vedado, larmende og beskidt og forfaldent og med et myldrende liv. Bedre i det gamle Havana, Havana Viejo, hvor jeg bor.

Kørte standsmæssigt hjem i en laksefarvet åben Ford fra 1957.


Figur 4. Standsmæssig hjemtransport ad strandpromenaden, Malecon

Spiste et dyrt, men som vanligt ikke særligt spændende måltid på en nærliggende restaurant. Købte en bog om Hemingways liv. Bogen er lavet af en cubansk beundrer. Han har desværre ikke helt haft fod på det engelske sprog. Den er på det nærmeste ulæselig, men billederne er meget gode.

Fik telefonen ladet op. Her er stik med 220 volt. Tog chancen og håbede, at den ikke tog skade af 60 hz. Det gjorde den tilsyneladende ikke, så nu har jeg min telefon tændt. Håber ikke, der er nogen, der ringer til mig. Det koster vist det hvide ud af øjnene. Der var en sms fra Hanne. Så telefonsystemet virker åbenbart.

21. februar 2009

Mødte et dansk par ved morgenbordet, Kirsten og Oscar Larsen fra Strøby Egede. Vi havde fælles bekendte, store Finn Svanteson, som var min nabo i Nyeri og Sirius fra Tanzania. Oscar er arkitekt, verden er lille.

Receptionen siger, at jeg ikke kan bo her længere. Alle hoteller i den gamle by er fyldt. Så nu prøver jeg at komme til Vinales med bussen kl. 14. Har sikret mig privat overnatning der.

En yderst behagelig bustur til Vinales, hvor jeg nu er indlogeret hos en dame, som hedder Lioska. Hun har vistnok en datter ved navn Maria, som jeg ikke har set. Jeg håber at se hende, for Lioska taler absolut ikke andet end spansk. Jeg må ty til den spanske parlør. Ved bus stationen stod et mylder af mennesker, som tilbød logi. Min værtinde var iøjnefaldende. Hun stod med et stort skilt, hvorpå der stod Hage Hojbak. Og det var jo godt nok – for H er stumt på spansk.

Har fået et fint værelse, pænt og rent og stort. I en separat bygning, med udmærket badeværelse. Fik serveret en kold øl i haven, da jeg kom. Den rene svir.

Det ser ud til, at folk lever meget godt her i byen, pæne huse, søde mennesker. Bare jeg kunne tale med dem.

Det var lidt koldt i bussen. Mærkeligt, at der altid skal være iskoldt i airconditionerede rum. Ellers en fin kinesisk bus, af mærket YTONG, med al mulig komfort – bortset fra kulden - og en fin service. Kører til tiden, og kommer til tiden. Tre en halv time fra Havana. Ryge- og strække-ben-stop undervejs. Rimelig pris, 12 CUC. Godt 70 kr.
Og så er man godt nok på landet. Her er ikke meget andet end en hovedgade. Sikkert ikke meget natteliv.
Temperatur lige nu 27 grader. Ikke ringe.

Fruen har lovet mig aftensmad. Det er lidt spændende, hvad hun byder på.

Det minder mig mest af alt om Sorsogon, den lille by i den sydlige ende af øen Luzon i Filippinerne, hvor Eva og jeg slog vores folder i nogle uger i 1983. Stemningen her er den samme, her er ingen nød.

En verden til forskel fra Havana. Folk sidder på deres små patioer på forsiden af husene i gyngestole og konverserer med naboen og med forbipasserende. Meget afslappet og behageligt i tropeaftenen.
Enkelte har en bil holdende udenfor. Af til klaprer et hestekøretøj forbi.
Små velholdte lave huse langs gaden. Mon ikke de er privatejede? Ellers ville de næppe være så fint malede og vedligeholdte.
Området skulle jo også være et af de bedste på Cuba. Frodigt land med en stor landbrugsproduktion. Og så tobakken.

Fik en lille sludder med værtinden. Dvs, hun fortalte mig en hel del, som jeg mener at have forstået noget af. Egentlig er det nemmere, når man ikke har mulighed for at ty til engelsk. Så må man koncentrere sig.
Jeg har en fornemmelse af, at man i Cuba uddanner specielle unge mennesker til turistindustrien, resten kan ikke en brik engelsk. Men turistfolkene er rimeligt gode.

Signora havde serveret et fortrinligt tre retters måltid. Går tidligt til ro med en bog om Fidel.

22. februar 2009

Der var varmt vand i bruseren. Overraskende. Der er indbygget et elektrisk varmelegeme i bruserhovedet, hvortil der går et par interimistiske ledninger. Godt det er 110 volt.
Det virker faktisk, man får et glimrende varmt bad.
Spiste morgenmad med et par unge piger, som bor ved siden af. Den ene er fra München, den anden fra Wien.

Dette er ved at udvikle sig til en rejseguide for Cuba. Hvis man er i Vinales og vil med på en guided tur rundt i dalen skal man være ved busholdepladsen senest kl. 09.00.
Da jeg kom kl. 10 var bussen kørt, så jeg vandrede lidt rundt i hovedgaden, hvor der absolut ikke skete noget specielt udover, at der var en meget afslappet stemning.

Bevæbnet med en stor bog om Fidel hyrede jeg en amerikansk flyder til at køre mig til Hotel Jazminos, som ligger med en smuk udsigt over dalen.
Under et skyggefuldt palmetræ læste jeg om Fidels barndom, mens trivelige ældre canadiere og lidt yngre franskmænd boltrede sig i poolen. Amerikanere er her ikke mange af. De må ikke rejse til Cuba.

Ringede til Rikke for at konstatere, at alt var vel i det lille Danmark. Rikke fylder 38 i morgen. Godt at høre hendes stemme.

Min taxi chauffør havde lovet at hente mig kl. 14. Hvem kom ikke?
Jeg besluttede at gå de ca. 3 km tilbage til Vinales, vel ikke værre end 9 huller på golfbanen. Men det var varmt.
Mødte undervejs Juan, tobaksbonde og meget entreprenant. Han hed vist ikke Juan, men han kunne godt se ud til det. Han viste mig sine tobaksmarker og sit tørrehus, gav mig en tændt cigar i hånden og fortalte, at han lavede cigarer i det tilstødende hus. Han lavede da også lynhurtigt en til mig. Den så lidt forpjusket ud.
Figur 5. Tobaksbonden Juan og hans far
Fik prakket mig nogle flere på. Illegalt gods, forstås, men for en ikke-kender gør det sikkert ikke den store forskel. En Cuba cigar er vel en Cuba cigar.

***
Fik en god snak med de to unge piger fra det sydlige Germania. Jeg tror s’gu de er lesbiske. Men meget søde. Den ene er TV journalist og den anden er i rejsebranchen.

23. februar 2009

De står der i Parque Central, den store park midt i det gamle Havana. En larmende flok mænd, råbende og gestikulerende. Mange er der, de står under de skyggefulde træer. Hundrede måske, i mindre grupper med 15-20 i hver. I midten står tilsyneladende den ordførende. Han fører det store ord og får tilråb fra højre og venstre. Mestendels ser det fredeligt ud, men af og til kommer gemytterne i kog. Jeg har betragtet dem gennem nogle dage. Troet, at det var en slags Hyde Park Corner, hvor man kommer med sin uforbeholdne mening om et hvilket som helst emne.
Figur 6. Ordrige diskussioner i Parque Central
Nu har jeg så lært så meget spansk, at jeg forstod på en af deltagerne, at det de diskuterer er – baseball. Baseball i Cuba, i Kina, i USA, global baseball. Cubanerne er vilde med baseball, kan man forstå. De diskuterer også sommetider politik ifølge min hjemmelsmand. Fidel Castro og broderen Raul, præsidenten. Men mest baseball. Han fik så lige indskudt, at han havde gode tilbud om bueno chikas. Og billige cigarer.

Jeg måtte flytte i dag. Ikke noget fremskridt. Kom tilbage til Hotel Ambus Mondus for at hente min opmagasinerede kuffert blot for at få beskeden, at de var fully booked.
Nu bor jeg så lige ved Parque Central, stadig i det gamle Havana. Et hundrede år gammelt hotel, som sikkert var flot og imponerende i 1909. Hotel Plaza. Glansen er gået af det. Men, men, i overmorgen skal jeg hjem. Nu er jeg også ved at være mæt. Gruer kun for den lange flyrejse.

I morgen vil jeg prøve at komme ind og se og høre Buenavista Social Club, som optræder på Museo del Ron.

Og så vil jeg tage ud til Cojimar, lige ovre på den anden side af havneindløbet, der hvor Hemingway legede med sin båd Pilar og fiskede med den gamle mand, Gregorio Fuentes, som stod model til ”Den gamle mand og havet”. Det var også fra Cojimar, at tusindvis af cubanere i 1994 flygtede på tømmerflåder og i småbåde for at komme til det forjættede land i nord, herfra var nemlig den korteste tur til Key West.

De fleste turister tager vistnok til Vadadero, som ligger ca. 150 km øst for Havana, på nordkysten. Det skulle efter sigende være værre end solkysten vest for Malaga. I Vadadero har cubanerne ikke noget at gøre – udover som tjenere mm.
Det er Castros måde at holde de grimme kapitalister lidt adskilt fra det socialistiske menneske. Men det lykkes ikke helt, ikke i Havana.

Min taxichauffør fortalte mig i dag, at han egentlig var glad for at bo i Cuba, men økonomisk var det ad helvede til. I de mange forretninger på hovedstrøgene kan man kun købe for konvertible pesos, og dem har de fleste ingen af. Han demonstrerede problemet ved at praje en gadesælger, som falbød små kræmmerhuse med ristede jordnødder. Han købte to, et til mig og et til sig selv – for 2 cubanske pesos. Der går 25 cubanske pesos på 1 CUC. Han havde forlangt 7 CUC for turen, godt 40 kr. Det svarer til et par daglønninger for en hospitalslæge.
Et par sko koster 25 CUC. En skjorte ligeså. Så det er stort set kun taxichauffører, hotelpersonale, luddere og plattenslagere det har råd til sko.
Besynderligt system. Ikke underligt, at min ven taxichaufføren har overvejet tømmerflåden over Florida-strædet. Han har ingen familie der, så han har nok ikke mod på det.

Men han virkede noget resigneret. Jeg betalte ham 8 CUC, som tak for god information og ristede peanuts. Han gav mig til gengæld en souvenir, en god cubansk pesoseddel. Den har en værdi af ca. 25 øre. Før revolutionen svarede den til en dollar, ligesom CUCen gør i dag.

Havana summer. Der er musik overalt. Enhver restaurant har et orkester, som spiller eksotisk musik - fuld af rytme. De afrikanske aner fornægter sig ikke. Jeg har en fornemmelse af, at musikerne flytter rundt fra det ene værtshus til det andet. Ofte sidder de blot på gaden og spiller. Måske for deres egen fornøjelses skyld.

Figur 7. Inciterende musik i Havana

24. februar 2009

Spiste morgenmad med Gevin, 19 årig student fra Sydafrika. Han er sendt til Cuba for at studere medicin. Skal være her i 6 år, hvorefter han forpligter sig til at arbejde i 6 år på et offentligt hospital derhjemme. Det er prisen for, at regeringen betaler hans uddannelse. Gevin har været her i 6 måneder og bruger det første år på at lære spansk. De er 60 sydafrikanere på Gevins hold. De får tilsyneladende en bedre uddannelse her, end de kan få hjemme i Sydafrika.

Gevin savner sit hjemland og sin familie. Den største udfordring her er, at pigerne er så attraktive. Hvis han skulle få aids vil han blive sendt hjem øjeblikkeligt.
En usædvanlig kvik ung mand. Det er nok betingelsen for at få sådan en chance. Han er tilsyneladende meget religiøs, tror fuldt og fast på, at Gud vil ham det godt.

Jeg går igennem Havanas stille gader – klokken er mange, omkring midnat. En trubadur står på et gadehjørne med sin guitar. Han istemmer en smuk, vemodig melodi, og synger til. Jeg lytter længe i den lune nat. Cubansk musik har det lidt som Klesmer, jødisk musik. Den rummer stor glæde og på samme tid stor sorg.

Havana summer – af musik – og livsglæde. På trods…
Figur 8. Sød musik for nattevandrere

Havde været nede at høre de gamle musikere fra ”Buena Vista Social Club”. En fantastisk oplevelse.
De får hele lokalet til at swinge med. Sad ved siden af en smart pige fra Melbourne med perle i underlæben - og en smart guy fra Toronto, Marco. De dansede salsa – dem alene - selvom de aldrig havde set hinanden før. Og de kunne det.
Marco var i spenderehjørnet, vi fik flere Mojitos.

Figur 9. Buenavista Social Club

Nu har jeg været på sporet af revolutionen i et par uger. Hvor er den?
Den sengeliggende Castro skriver om den i avisen, som om han stadig sidder dernede i Sierra Maestra bjergene og forbereder sit indtog i Havana. Hans propagandaministerium sætter skilte op overalt, som fordømmer den store satan USA og kapitalismen og taler om ”Mas Revolucion” – mere revolution.

Jeg har altid i min naivitet opfattet revolutioner som voldelige, noget med skyderi i gaderne, summariske henrettelser, guillotiner og tortur.
Det ser man ikke her i Castros revolution.

Eller måske er der noget jeg har taget fejl af.
Måske er der blot tale om evolution, en sproglig bagatel.

zzz

Jeg kørte ind i parkeringshuset i Randers kl. 23.30, torsdag d. 26 februar 2009. Fire og tyve timer tidligere havde jeg checket ind i Havanas lufthavn.
Også denne gang var flyet forsinket – en time.

Resultat 1: Jeg nåede ikke mit Københavner-fly i den monumentale lufthavn i Paris.
Resultat 2: Mit fly fra Kastrup til Aalborg var gået, da jeg kom.
Resultat 3: Min kuffert var ikke i Aalborg, da jeg endelig kom der. Den er ikke fundet p.t. Så jeg kan endnu ikke byde på en cigar.

Bilen var iset til, startede uden problemer. Liflig jazz musik strømmede ud af DR 2’s StarDust, da jeg rullede ud på den danske motorvej, der føltes som et dansegulv efter Havanas hullede veje.

Der er langt til Havana – der er ligeså langt hjem. Egentlig burde jeg være dødtræt, en mand i min alder. Tværtimod følte jeg, at turen havde givet mig fornyet energi.

Og godt at være hjemme ----

torsdag den 9. april 2009

Min Blog

Nu har jeg måske oprettet en Blog. Vi får se..........