Rejsedagbog fra Cuba. Aage Højbak. Februar 2009

På sporet af revolutionen.

Havana – 14 februar 2009

Der er langt til Cuba: 24 timer, fra jeg stod ud af min seng på Østervold til jeg lagde hovedet på puden på hotel Palacio O’Ferrill i det gamle Havana.
Der var snekaos i Paris, så vi kom for sent af sted – og min bagage var ikke at finde i Havana lufthavn.

Mario syntes ikke, Havana er langt væk. Han skal på weekend besøg hos sin cubanske kæreste, som han besøger fire-fem gange om året. Mario sidder ved siden af mig – fylder 58 år i dag, d. 13 februar. Kæresten er 23. Hun elsker mig, siger Mario. Sandt nok, han er meget charmerende – og virker viril, som italienske mænd nu gør. Han har sikkert også flere penge end havaneserinden. Penge giver en vis charme.

På min anden side i flyet sidder en ung pige. Hun ser lidt gennemsigtig ud og fortæller, at hun er fra Bulgarien og skal på honeymoon?

Jeg har netop mødt en ung cubaner, Jordan, som prajede mig og vil hjælpe med alt muligt. Han er ansat i en børneinstitution for den beskedne løn af det, der svarer til 130 konvertible pesos om måneden. Den konvertible peso (CUC kalder de den) svarer til en dollar i værdi, men man bruger ikke dollars mere. Den evindelige tåbelige kamp mellem Fidel Castro og USA er årsagen.
Så nu medbringer man euro, når man skal til Cuba – og veksler dem til konvertible pesos.

Jordan skal altså leve for 6-700 kr. om måneden. Dat kan man naturligvis ikke, så Jordan må ud at søge efter turister, som kan give et afkast i hård valuta.
Det siges, at en læge tjener mindre end en taxichauffør.

Jordan mener, at Fidel vist er død. Han sagde det uden at være specielt påvirket. Måske er han død – den gamle kriger.
Det hænger nu ikke sammen med, at samme Fidel Castro Ruz i dagens udgave af ”Grandma” har et to-siders indlæg om alverdens emner fra Barack Obama over international finanskrise og miljøproblemer til Immanuel Kant, den store tyske filosof.
”Grandma” er en ugeavis - Cubas officielle talerør og indeholder mest af alt politisk bragesnak.

El Commandante er tilsyneladende stadig aktiv fra sin sygeseng og forsyner den undrende menighed med moralsk oprustning. En myte – den Castro, en højt begavet personlighed, hvis revolution i 1959 åbenbart ikke har bibragt store fremskridt til cubanerne. Well, de har fået et godt sundhedsvæsen, og undervisningssystemet er så godt, at cubanerne har det bedste uddannelsesniveau i Latinamerika. Og de sulter vist ikke.

Men man kan undre sig over visdommen i, at man uddanner så mange akademikere, som ikke kan leve af deres løn og er henvist til at køre taxi eller at blive tjenere i turistindustrien. Man kan undre sig over meget i Castros politik.

Grandma meddeler også, at den siddende præsident, Raul Castro, bror til Fidel og tidligere hærchef, er på venskabsbesøg i Angola. Han er der for at besegle, at ”blodet i Afrikas sønner og døtre løber i årerne af det cubanske folk”. De udveksler sikkert også minder om dengang i halvfjerdserne, da cubanere satte livet på spil for at hjælpe den ene halvdel af Angola med at slå den anden halvdel ihjel. Mere end 20.000 cubanske soldater døde ved den lejlighed, hvilket Raul gjorde opmærksom på forleden.

Havana summer. En blød saxofon lyder ud ad et vindue, et jazz-orkester lyder længere væk.
En kakofoni af stemmer, bilhorn og hestehove lægger et blødt tæppe under lydene. En behagelig varme strømmer ind ad balkondøren. På Malecon – havnepromenaden - kom jeg i snak med en sort mand, som øvede på sin trækbasun. Han spillede Alley Cat, da han hørte, jeg var fra Danmark.

Blev tilbudt massage af en trivelig sort pige. Hun ser skræmt ud, da en politimand dukker op. Slipper pænt af med hende ved at give hende en kold sodavand. Det er på Pradoen, Havanas svar på Østervold i Randers – blot længere, varmere og mere farverig.
Det er Valentins dag, kærlighedens dag. Den har mange ansigter i Havana. Alle mænd jeg møder taler om smukke brune piger. Jeg tror ikke, jeg endnu har mødt en mand, som ikke har foreslået køb af cigarer og smukke piger. Det er åbenbart en besættelse i denne machokultur. Måske mest pigerne, bueno chicos.

Drak en kop kaffe med mælk – café con leche – på en pæn fortovsresturant. Toilettet gav mindelser om en afrikansk landsby.

De gamle amerikanerbiler står ikke bare på gaden, som man kunne få indtryk af på billeder. De kører – osende og benzinslugende. I massevis. Ikke lige i Castros ånd om miljøbevisthed - men ganske charmerende.

Castro. ”Han har udraderet cubanernes værdighed ved at gøre det store flertal til prostituerede, spekulanter, småtyve, sortbørshandlere og betlere”.

Sagt i 1994 af en gammel revolutionær og cubakender og siden skeptiker, journalisten og forfatteren Jan Stage, hvis bog ”Havana tur/retur” jeg netop har læst. Han er nok lidt sort/hvid, salig Jan Stage. I tresserne og halvfjerdserne var han glødende tilhænger af revolutionen. Nu er han nærmest det modsatte. Mærkeligt som folk kan blive liberale med alderen.

Jeg havde en lille oplevelse med Jordan, som skulle finde en privat indkvartering – casa particular – til mig. Han ringede til mig og sagde, at han havde fundet to muligheder og at han holdt nedenfor mit hotel sammen med en pige, som jeg troede var værtinden. Jordans engelske lader noget tilbage at ønske. Vi kørte langs Malecon ud mod forstæderne, hvor jeg absolut ikke ville bo, hvilket jeg meddelte Jordan.
- Det hele var en fejltagelse.
Pigen på bagsædet var ikke værtinden men tilhørte det lettere kavaleri.
Pigen blev frikøbt med et par pesos og vi kørte tilbage til det gamle Havana, hvor jeg ville være. Jordan henvendte sig til en tilsyneladende medsammensvoren, som pludselig forsvandt ned ad en sidegade med et flakkende blik i øjnene. Et øjeblik efter blev Jordan antastet af en uniformeret politimand, som forlangte legitimation af Jordan.

Politiet er tilsyneladende allesteds nærværende og overvåger, at alt foregår i den rette ånd som dekreteret af Fidel: Ingen unødig fraternisering med kapitalistiske udlændinge.

Man kunne forestille sig, at der over det hele svæver en ”big brother”, en tropisk udgave af det sagnomspundne østtyske Stasi.
Arkitekturen i forstæderne kunne sagtens minde om østeuropæisk betonbyggeri. Trøstesløst.

Der vil være et godt job her for en rask murer – eller nogle tusinde af slagsen. Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i verden har set så meget forfald som i Havana. Claus mente efter et tidligere besøg at vide, at der dagligt styrter en ejendom i grus. Bare sådan falder sammen. Det skulle undre mig, om det ikke var flere.

Jeg ved ikke, om det skyldes revolutionen, at alt forfalder. Et er nogenlunde sikkert, der er ikke rørt mange spande mørtel i Havana siden Castro kom til magten for 50 år siden. Sørgeligt at se på alle de smukke, maleriske koloniale huse i dybt forfald.

15 februar 2009

I dag fik jeg min tandbørste igen, plus hele min fortabte kuffert. Den kom med Air France flyet i aftes fra Paris. Jeg brugte det meste af formiddagen på at ringe til lufthavnen. Fik ved hotellets hjælp fundet ud af, at kufferten skulle være på vej i løbet af formiddagen. Da den ikke var kommet kl. 13 tog jeg selv affære og tog en taxi til lufthavnen for at spore det tabte, blot for at få at vide, at de havde sendt den til mit hotel, hvor den da også var, da jeg kom tilbage. Det virker meget ”afrikansk”.

Er nu i mit nye logi, casa particular, hos Liane og Abel, som tjener til en del af livets ophold ved at udleje et par værelser. Ret primitivt må man sige, her bliver jeg vist ikke længe.
Her bor et par unge danskere. Universitetsstuderende fra Århus, som skal på en tre måneders rundrejse i Sydamerika.

17 februar 2009

Nu er jeg på sporet. Af Hemingway. Han boede i værelse nr. 511. Jeg bor i nr. 509, dør om dør med den gamle storvildtjæger, kriger, kvindebedårer og gudsbenådede skribent. Han fik nobelprisen i litteratur i 1954.

Hotellet hedder Ambos Mundos. Hemingway boede her ca. da jeg blev født, i slutningen af 1930erne, efter at han havde deltaget i den spanske borgerkrig. Ånden svæver stadig over stedet, der er billeder overalt af manden og hans bedrifter. De serverer Hemingway drinks i baren. Han sad på værelset ved siden af og skrev romanen ”Hvem ringer klokkerne for” om den spanske borgerkrig.

Jeg har samme udsigt over byen og havneindløbet, som Ernie havde. Kan skimte oceanet ude til venstre, hvor den gamle mand kæmpede en dødelig kamp med fisken, som var atten fod lang og kom i land som et skelet efter at hajerne havde været på spil. En rigtig menneskelig macho-historie, som jeg læste i går.

Hemingway boede i Cuba i mere end tyve år, før han tog hjem til USA, stak geværløbet i munden og trykkede af, syg og mæt af dage. Det var i 1961. Han blev kun 62 år. Så ældre ud, men han havde også levet et hårdt liv.

Jeg flyttede ind her til morgen. Det blev lidt for primitivt hos Liana og Abel, intet lokumsbræt, intet varmt vand i bruseren, blå lysstofrør i loftet og kitch på væggene, plastbetrukne sofaer.
Men søde og rare mennesker. Kommunikationen er dog behersket, når modparten ikke taler mere engelsk end jeg taler spansk.

Så nu bor jeg standsmæssigt – og skal have et dejligt varmt bad og en siesta.

Cuba handler meget om revolutionen. Og Fidel.
I går var jeg på revolutionsmuseet, som findes i det gamle præsidentpalads. Virkelig et palads med masser af rum og en spejlsal, som har forbillede i Ludvig d. 14s Versailles. Det var herfra, Batista flygtede i 1959, da han indså, at Fidels langskæggede rebeller var kommet for tæt på og i stor udstrækning havde fået folket med sig.
Figur 1 Spejlsalen i præsidentpaladset
Det gjorde også en ende på den amerikanske indflydelse i Cuba. Batista fløj væk med en kuffert fyldt med guld, som han havde erhvervet i et tæt samarbejde med den amerikanske mafia. Cuba havde siden forbudstiden i tredivernes USA været en oase for amerikanernes trang til sprut, narkotika og smarte damer. Det kan man se de sidste krampetrækninger af i Sydney Pollacks film ”Havana” med Robert Redford. Også den sidste Godfather film viser mafiaens engagement i Cuba.

Revolutionsmuseet beskriver levende Cubas udvikling siden begyndelsen af det 20 århundrede. Cuba blev uafhængigt af Spanien i år 1902, men reelt set overgik det til at blive en amerikansk lydstat, efter at USA havde hjulpet med at smide spanierne på porten.
Det var i den forbindelse, at USA fik overdraget den meget kontroversielle Guantanamo base i den østlige ende af Cuba. Lejeaftalen om Guantanamo skulle efter sigende udløbe i 2012, så det var meget passende for Obama at meddele, at han vil lukke den nu.

Havana er meget broget befolkningsmæssigt. Columbus ankom i 1492 og i løbet af kort tid havde hans kumpaner slået den oprindelige befolkning ihjel. Dem var der ca. 100.000 af.
Nu er der stort set kun efterkommerne af slaverne, som kom primært kom fra Yuruba stammen i Vestafrika, samt af spanierne. Sorte mennesker, nogle, der ser ud som spaniere plus en hel masse mulatter i alle afskygninger.

I 1862 var der 445.862 slaver i Cuba ifølge revolutionsmuseet. Næsten en halv million mennesker, som under frygtelige forhold var indfanget i Afrika og transporteret den lange vej over oceanet. Det var dem, som skabte grundlaget for Cubas blomstrende økonomi ved umenneskeligt hårdt arbejde i sukkermarkerne.
I 1886 blev slaveriet afskaffet.
I dag er der godt 11 millioner cubanere, sorte, hvide og smukt nougatfarvede. De lever tilsyneladende i skøn samdrægtighed, men der er nok ingen tvivl om, at de hvide (de spanske efterkommere) udgør eliten.

Fidels far blev sendt til Cuba fra Spanien i 1898 for som soldat at nedkæmpe et oprør mod kolonimagten. Han blev hængende – og blev en rig godsejer. Hans søn endte så med selv at blive rebel. Han afbrændte faktisk sin egen fars sukkermarker som led i revolutionen.

Der mangler noget i Fidels opdragelse af cubanerne. Han har ikke fortalt dem, at man ikke må spytte på fortovet. Det er en fejl i deres opdragelse, men det er måske for småt for Fidel.

18. februar 2009
Der står en Kristusfigur på den anden side af havneindløbet. Ikke så imposant som den i Rio. Han står på bakken og skuer ind over byen. Figuren er hvid, lavet af marmor eller sandsten.

Morgenmaden på Ambus Mundos er suveræn. Stedet for indtagelse ligeså, på tagterrassen på 6 etage. Det er derfor jeg hører stolene skramle her, hvor jeg bor på 5.
Solen skinner hver dag. Temperaturen er behersket, ikke over 26-28 grader. Heldigvis er der ingen myg, ej heller fluer eller andet kryb. Alle de frygtelige tropesygdomme, som man skal tage sig i agt for i Afrika findes ikke her. Ingen malaria. Med andre ord, et helt perfekt klima her i midten af februar.

Det havde selvfølgeligt været nemmere at købe en pakkerejse. Så ville man være fri for at tænke på, hvad man skulle foretage sig. Blot følge rejselederen og lade sig lede.

Nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal tage til Trinidad eller til Pinar del Rio. Trinidad ligger nede på sydkysten – 6 timers busrejse herfra. Pinar del Rio kan tilsyneladende nås med tog og er centret for tobaksdyrkning og cigarfremstilling. Det ligger i den vestlige ende af Cuba, eller i det mindste vest for Havana.

Måske skulle jeg tage ind og se cabaret La Tropicana, som skulle være enestående. De unge mennesker fra Århus havde været i balletten, hvilket de anbefalede på det kraftigste.

Jeg må tage nogle beslutninger i dag. Før jeg får set mig om skal jeg hjem til vinterkulden igen. Faktisk om en uge.
Og jeg må under alle omstændigheder ind i naboens arbejdsværelse og se hans skrivemaskine, som vistnok ikke er den originale Remington.

Jeg har slukket min telefon. Føler mig lidt handicappet uden den – uden forbindelse til omverdenen. Den virker vist godt nok, blot kan jeg ikke oplade den, idet telefonen er så gammel, at den ikke kan lades op på andet end 220 V 50Hz. Anderledes med computer og kamera. På strømforsyningen står, at den kan bruges, også under amerikanske forhold – 110 V 60 Hz. Og det går fint.

Obama taler om krise i den amerikanske bilindustri – på CNN. Måske skulle amerikanerne lære at lave biler, som svarer til år 2009, ikke som de enorme flydere, som stadig kører rundt i Havanas gader.

Den internationale finanskrise ser ikke ud til at påvirke menigmand i Havana. Han er stadig i gang med sin revolution med moralsk ammunition fra Fidels sygeseng. Måske ligger Fidel og godter sig lidt. Han har igennem mange år truet med den kapitalistiske verdens kollaps. Er han ved at få sin vilje?


Figur 2 Leve revolutionen

Cubansk mad er ikke noget at skrive hjem om. Den er kedelig og uden smag. Brødet er mestendels luft og skorpen falder af i store skaller. Øllet er udmærket. Cigarerne fremragende. Cigaretterne er stærke – og billige, 4 kr. for en pakke. Man ryger overalt, ingen restriktioner der, man spytter på gaden og hundene skider på fortovet. I går havde jeg trådt i sådan en og måtte ind i en park, knække en gren af for at få det værste ud af mine traktordæk under sandalerne. Det stinker.

Har i dag været på køretur rundt i Havana i en open top bus. Det giver overblik, så nu er jeg ved at have lidt fod på geografien.
Fik i øvrigt et godt måltid i dag. Med hummer, rejer, fisk, ris og grønsager . Pris 20 CUC incl. dessert, øl og kaffe.

Et rumba-orkester underholder nede på pladsen og blander sig med andre lyde. Kristus på den anden side af havneindløbet står med fuldt blus på. En klar stjerne hænger ude over oceanet – vistnok den samme man kan se i Rikke og Henriks have umiddelbart efter solnedgang. Temperatur 23 grader her kl. 20.30.
I morgen skal jeg se cabaret Tropicana. Det begynder kl. 22 og foregår udendørs. Fredag tager jeg en bus til Vinales og bliver der et par dage for at kigge på tabaksavl.

Udover at studere revolution, folkeliv og musik er der vel egentlig ikke mange attraktioner i Havana. Så det er tid at tage på landet. Ud hvor sukkeret og tobakken gror. Og nyde de store cigarer.

19. februar 2009

Det er blevet lidt varmere. Det passer mig fint. Lige nu, kl. 14.22 er her 24,5 grader. I skyggen forstås. Solen skinner konstant. Først sidst på året kommer stormene ude fra Atlanterhavet. Og regnen. Solen skinner hver dag i 340 dage om året. Det giver en afslappet stemning.
Har købt billet til La Tropicana men har lidt besvær med bussen til Vinales.

Man kan godt undre sig over succes’en af en revolution, som har resulteret i, at 10 % af befolkningen har forladt landet. Eksil cubanerne bor primært i Miami og har i mange år konspireret mod Fidels styre. De har været stærkt støttet af CIA, som har forsøgt adskillige attentater mod ham. Der har været mange teorier om, at Fidel på den anden side stod bag mordet på Kennedy i 1962. Ingen ved det. Han er en snu rad, den gamle krigskarl.
Gad vide, hvad der sker, når han dør?


20. februar 2009

Har opgivet Vinales. Nu kunne jeg ikke få hotel der. I går kunne jeg ikke få bus. Vil nok deltage i en dagstur dertil på mandag. Og blive boende i Havana.
I aftes var jeg i Tropicana. En meget speciel oplevelse. Det er dyrt, 80 $ (CUC) plus det løse. Forunderligt at sidde under tropehimmelen og se et så fantastisk show.

Man ankommer ved 21 tiden, får udleveret en stor cigar ved indgangen og bliver vist på plads. Et strygerorkester underholder i ventetiden til showet begynder kl. 22. Der serveres champagne og en halv flaske rom (pr. person) og en Cola og inden længe er man lidt småberuset. Mere beruset bliver man, når det fantastisk farverige orgie af udsmykkede smukke kvinder – og mænd – folder sig ud.

Det varer to timer. Og man er ør i hovedet af den overdådighed – og måske lidt af den gode Havana Club. Tropicana har eksisteret siden 1939. Dengang var det tilholdssted for den amerikanske mafia.

I dag har jeg været ude i byen for at snuse. Kørte til Hotel Havana Libre. Det hed Hotel Hilton, indtil Fidel opslog sit foreløbige hovedkvarter der i de første dage af revolutionen, 1959. Alt emmer af revolutionshistorie.

Man kan godt blive lidt fascineret af de langskæggede rebeller, som styrtede diktatoren Batista. Dog kan man ikke lade være med at fundere over, hvorfor afsætning af diktatorer altid ender med, at der kommer en ny sådan til magten. Og det er vel, hvad Fidel reelt er, eller har været. En egensindig tyran, som ikke har tålt nogen anden mening end hans egen.
Figur 3. La Tropicana
Jeg har i de sidste dage læst en del om Fidel og er både fascineret og skræmt. Men interessant er det.

Gik lidt rundt i området ved Havana Libre, som er et enormt hotel fyldt med velnærede turister. Gik ned til det andet kæmpehotel, Hotel Nacional, hvor væggene også var prydet med billeder af de skæggede rebeller fra de glade revolutionsdage.

Et lidt trist område derude i grænseområdet mellem Centro Havana og Vedado, larmende og beskidt og forfaldent og med et myldrende liv. Bedre i det gamle Havana, Havana Viejo, hvor jeg bor.

Kørte standsmæssigt hjem i en laksefarvet åben Ford fra 1957.


Figur 4. Standsmæssig hjemtransport ad strandpromenaden, Malecon

Spiste et dyrt, men som vanligt ikke særligt spændende måltid på en nærliggende restaurant. Købte en bog om Hemingways liv. Bogen er lavet af en cubansk beundrer. Han har desværre ikke helt haft fod på det engelske sprog. Den er på det nærmeste ulæselig, men billederne er meget gode.

Fik telefonen ladet op. Her er stik med 220 volt. Tog chancen og håbede, at den ikke tog skade af 60 hz. Det gjorde den tilsyneladende ikke, så nu har jeg min telefon tændt. Håber ikke, der er nogen, der ringer til mig. Det koster vist det hvide ud af øjnene. Der var en sms fra Hanne. Så telefonsystemet virker åbenbart.

21. februar 2009

Mødte et dansk par ved morgenbordet, Kirsten og Oscar Larsen fra Strøby Egede. Vi havde fælles bekendte, store Finn Svanteson, som var min nabo i Nyeri og Sirius fra Tanzania. Oscar er arkitekt, verden er lille.

Receptionen siger, at jeg ikke kan bo her længere. Alle hoteller i den gamle by er fyldt. Så nu prøver jeg at komme til Vinales med bussen kl. 14. Har sikret mig privat overnatning der.

En yderst behagelig bustur til Vinales, hvor jeg nu er indlogeret hos en dame, som hedder Lioska. Hun har vistnok en datter ved navn Maria, som jeg ikke har set. Jeg håber at se hende, for Lioska taler absolut ikke andet end spansk. Jeg må ty til den spanske parlør. Ved bus stationen stod et mylder af mennesker, som tilbød logi. Min værtinde var iøjnefaldende. Hun stod med et stort skilt, hvorpå der stod Hage Hojbak. Og det var jo godt nok – for H er stumt på spansk.

Har fået et fint værelse, pænt og rent og stort. I en separat bygning, med udmærket badeværelse. Fik serveret en kold øl i haven, da jeg kom. Den rene svir.

Det ser ud til, at folk lever meget godt her i byen, pæne huse, søde mennesker. Bare jeg kunne tale med dem.

Det var lidt koldt i bussen. Mærkeligt, at der altid skal være iskoldt i airconditionerede rum. Ellers en fin kinesisk bus, af mærket YTONG, med al mulig komfort – bortset fra kulden - og en fin service. Kører til tiden, og kommer til tiden. Tre en halv time fra Havana. Ryge- og strække-ben-stop undervejs. Rimelig pris, 12 CUC. Godt 70 kr.
Og så er man godt nok på landet. Her er ikke meget andet end en hovedgade. Sikkert ikke meget natteliv.
Temperatur lige nu 27 grader. Ikke ringe.

Fruen har lovet mig aftensmad. Det er lidt spændende, hvad hun byder på.

Det minder mig mest af alt om Sorsogon, den lille by i den sydlige ende af øen Luzon i Filippinerne, hvor Eva og jeg slog vores folder i nogle uger i 1983. Stemningen her er den samme, her er ingen nød.

En verden til forskel fra Havana. Folk sidder på deres små patioer på forsiden af husene i gyngestole og konverserer med naboen og med forbipasserende. Meget afslappet og behageligt i tropeaftenen.
Enkelte har en bil holdende udenfor. Af til klaprer et hestekøretøj forbi.
Små velholdte lave huse langs gaden. Mon ikke de er privatejede? Ellers ville de næppe være så fint malede og vedligeholdte.
Området skulle jo også være et af de bedste på Cuba. Frodigt land med en stor landbrugsproduktion. Og så tobakken.

Fik en lille sludder med værtinden. Dvs, hun fortalte mig en hel del, som jeg mener at have forstået noget af. Egentlig er det nemmere, når man ikke har mulighed for at ty til engelsk. Så må man koncentrere sig.
Jeg har en fornemmelse af, at man i Cuba uddanner specielle unge mennesker til turistindustrien, resten kan ikke en brik engelsk. Men turistfolkene er rimeligt gode.

Signora havde serveret et fortrinligt tre retters måltid. Går tidligt til ro med en bog om Fidel.

22. februar 2009

Der var varmt vand i bruseren. Overraskende. Der er indbygget et elektrisk varmelegeme i bruserhovedet, hvortil der går et par interimistiske ledninger. Godt det er 110 volt.
Det virker faktisk, man får et glimrende varmt bad.
Spiste morgenmad med et par unge piger, som bor ved siden af. Den ene er fra München, den anden fra Wien.

Dette er ved at udvikle sig til en rejseguide for Cuba. Hvis man er i Vinales og vil med på en guided tur rundt i dalen skal man være ved busholdepladsen senest kl. 09.00.
Da jeg kom kl. 10 var bussen kørt, så jeg vandrede lidt rundt i hovedgaden, hvor der absolut ikke skete noget specielt udover, at der var en meget afslappet stemning.

Bevæbnet med en stor bog om Fidel hyrede jeg en amerikansk flyder til at køre mig til Hotel Jazminos, som ligger med en smuk udsigt over dalen.
Under et skyggefuldt palmetræ læste jeg om Fidels barndom, mens trivelige ældre canadiere og lidt yngre franskmænd boltrede sig i poolen. Amerikanere er her ikke mange af. De må ikke rejse til Cuba.

Ringede til Rikke for at konstatere, at alt var vel i det lille Danmark. Rikke fylder 38 i morgen. Godt at høre hendes stemme.

Min taxi chauffør havde lovet at hente mig kl. 14. Hvem kom ikke?
Jeg besluttede at gå de ca. 3 km tilbage til Vinales, vel ikke værre end 9 huller på golfbanen. Men det var varmt.
Mødte undervejs Juan, tobaksbonde og meget entreprenant. Han hed vist ikke Juan, men han kunne godt se ud til det. Han viste mig sine tobaksmarker og sit tørrehus, gav mig en tændt cigar i hånden og fortalte, at han lavede cigarer i det tilstødende hus. Han lavede da også lynhurtigt en til mig. Den så lidt forpjusket ud.
Figur 5. Tobaksbonden Juan og hans far
Fik prakket mig nogle flere på. Illegalt gods, forstås, men for en ikke-kender gør det sikkert ikke den store forskel. En Cuba cigar er vel en Cuba cigar.

***
Fik en god snak med de to unge piger fra det sydlige Germania. Jeg tror s’gu de er lesbiske. Men meget søde. Den ene er TV journalist og den anden er i rejsebranchen.

23. februar 2009

De står der i Parque Central, den store park midt i det gamle Havana. En larmende flok mænd, råbende og gestikulerende. Mange er der, de står under de skyggefulde træer. Hundrede måske, i mindre grupper med 15-20 i hver. I midten står tilsyneladende den ordførende. Han fører det store ord og får tilråb fra højre og venstre. Mestendels ser det fredeligt ud, men af og til kommer gemytterne i kog. Jeg har betragtet dem gennem nogle dage. Troet, at det var en slags Hyde Park Corner, hvor man kommer med sin uforbeholdne mening om et hvilket som helst emne.
Figur 6. Ordrige diskussioner i Parque Central
Nu har jeg så lært så meget spansk, at jeg forstod på en af deltagerne, at det de diskuterer er – baseball. Baseball i Cuba, i Kina, i USA, global baseball. Cubanerne er vilde med baseball, kan man forstå. De diskuterer også sommetider politik ifølge min hjemmelsmand. Fidel Castro og broderen Raul, præsidenten. Men mest baseball. Han fik så lige indskudt, at han havde gode tilbud om bueno chikas. Og billige cigarer.

Jeg måtte flytte i dag. Ikke noget fremskridt. Kom tilbage til Hotel Ambus Mondus for at hente min opmagasinerede kuffert blot for at få beskeden, at de var fully booked.
Nu bor jeg så lige ved Parque Central, stadig i det gamle Havana. Et hundrede år gammelt hotel, som sikkert var flot og imponerende i 1909. Hotel Plaza. Glansen er gået af det. Men, men, i overmorgen skal jeg hjem. Nu er jeg også ved at være mæt. Gruer kun for den lange flyrejse.

I morgen vil jeg prøve at komme ind og se og høre Buenavista Social Club, som optræder på Museo del Ron.

Og så vil jeg tage ud til Cojimar, lige ovre på den anden side af havneindløbet, der hvor Hemingway legede med sin båd Pilar og fiskede med den gamle mand, Gregorio Fuentes, som stod model til ”Den gamle mand og havet”. Det var også fra Cojimar, at tusindvis af cubanere i 1994 flygtede på tømmerflåder og i småbåde for at komme til det forjættede land i nord, herfra var nemlig den korteste tur til Key West.

De fleste turister tager vistnok til Vadadero, som ligger ca. 150 km øst for Havana, på nordkysten. Det skulle efter sigende være værre end solkysten vest for Malaga. I Vadadero har cubanerne ikke noget at gøre – udover som tjenere mm.
Det er Castros måde at holde de grimme kapitalister lidt adskilt fra det socialistiske menneske. Men det lykkes ikke helt, ikke i Havana.

Min taxichauffør fortalte mig i dag, at han egentlig var glad for at bo i Cuba, men økonomisk var det ad helvede til. I de mange forretninger på hovedstrøgene kan man kun købe for konvertible pesos, og dem har de fleste ingen af. Han demonstrerede problemet ved at praje en gadesælger, som falbød små kræmmerhuse med ristede jordnødder. Han købte to, et til mig og et til sig selv – for 2 cubanske pesos. Der går 25 cubanske pesos på 1 CUC. Han havde forlangt 7 CUC for turen, godt 40 kr. Det svarer til et par daglønninger for en hospitalslæge.
Et par sko koster 25 CUC. En skjorte ligeså. Så det er stort set kun taxichauffører, hotelpersonale, luddere og plattenslagere det har råd til sko.
Besynderligt system. Ikke underligt, at min ven taxichaufføren har overvejet tømmerflåden over Florida-strædet. Han har ingen familie der, så han har nok ikke mod på det.

Men han virkede noget resigneret. Jeg betalte ham 8 CUC, som tak for god information og ristede peanuts. Han gav mig til gengæld en souvenir, en god cubansk pesoseddel. Den har en værdi af ca. 25 øre. Før revolutionen svarede den til en dollar, ligesom CUCen gør i dag.

Havana summer. Der er musik overalt. Enhver restaurant har et orkester, som spiller eksotisk musik - fuld af rytme. De afrikanske aner fornægter sig ikke. Jeg har en fornemmelse af, at musikerne flytter rundt fra det ene værtshus til det andet. Ofte sidder de blot på gaden og spiller. Måske for deres egen fornøjelses skyld.

Figur 7. Inciterende musik i Havana

24. februar 2009

Spiste morgenmad med Gevin, 19 årig student fra Sydafrika. Han er sendt til Cuba for at studere medicin. Skal være her i 6 år, hvorefter han forpligter sig til at arbejde i 6 år på et offentligt hospital derhjemme. Det er prisen for, at regeringen betaler hans uddannelse. Gevin har været her i 6 måneder og bruger det første år på at lære spansk. De er 60 sydafrikanere på Gevins hold. De får tilsyneladende en bedre uddannelse her, end de kan få hjemme i Sydafrika.

Gevin savner sit hjemland og sin familie. Den største udfordring her er, at pigerne er så attraktive. Hvis han skulle få aids vil han blive sendt hjem øjeblikkeligt.
En usædvanlig kvik ung mand. Det er nok betingelsen for at få sådan en chance. Han er tilsyneladende meget religiøs, tror fuldt og fast på, at Gud vil ham det godt.

Jeg går igennem Havanas stille gader – klokken er mange, omkring midnat. En trubadur står på et gadehjørne med sin guitar. Han istemmer en smuk, vemodig melodi, og synger til. Jeg lytter længe i den lune nat. Cubansk musik har det lidt som Klesmer, jødisk musik. Den rummer stor glæde og på samme tid stor sorg.

Havana summer – af musik – og livsglæde. På trods…
Figur 8. Sød musik for nattevandrere

Havde været nede at høre de gamle musikere fra ”Buena Vista Social Club”. En fantastisk oplevelse.
De får hele lokalet til at swinge med. Sad ved siden af en smart pige fra Melbourne med perle i underlæben - og en smart guy fra Toronto, Marco. De dansede salsa – dem alene - selvom de aldrig havde set hinanden før. Og de kunne det.
Marco var i spenderehjørnet, vi fik flere Mojitos.

Figur 9. Buenavista Social Club

Nu har jeg været på sporet af revolutionen i et par uger. Hvor er den?
Den sengeliggende Castro skriver om den i avisen, som om han stadig sidder dernede i Sierra Maestra bjergene og forbereder sit indtog i Havana. Hans propagandaministerium sætter skilte op overalt, som fordømmer den store satan USA og kapitalismen og taler om ”Mas Revolucion” – mere revolution.

Jeg har altid i min naivitet opfattet revolutioner som voldelige, noget med skyderi i gaderne, summariske henrettelser, guillotiner og tortur.
Det ser man ikke her i Castros revolution.

Eller måske er der noget jeg har taget fejl af.
Måske er der blot tale om evolution, en sproglig bagatel.

zzz

Jeg kørte ind i parkeringshuset i Randers kl. 23.30, torsdag d. 26 februar 2009. Fire og tyve timer tidligere havde jeg checket ind i Havanas lufthavn.
Også denne gang var flyet forsinket – en time.

Resultat 1: Jeg nåede ikke mit Københavner-fly i den monumentale lufthavn i Paris.
Resultat 2: Mit fly fra Kastrup til Aalborg var gået, da jeg kom.
Resultat 3: Min kuffert var ikke i Aalborg, da jeg endelig kom der. Den er ikke fundet p.t. Så jeg kan endnu ikke byde på en cigar.

Bilen var iset til, startede uden problemer. Liflig jazz musik strømmede ud af DR 2’s StarDust, da jeg rullede ud på den danske motorvej, der føltes som et dansegulv efter Havanas hullede veje.

Der er langt til Havana – der er ligeså langt hjem. Egentlig burde jeg være dødtræt, en mand i min alder. Tværtimod følte jeg, at turen havde givet mig fornyet energi.

Og godt at være hjemme ----