Aages tale til familietræf i Thy 1997

Der var engang - for mange år siden- det var dengang der altid var solskin og varme om sommeren. Og sommeren varede halvdelen af året. Den var lang, varm og kedelig. Kedelig fordi alle skolekammeraterne skulle på landet med deres familie.

Det skulle jeg ikke, jeg skulle efterlades derhjemme. Der hvor alt var, som det plejede at være resten af året - men blot uden vennerne. Jeg så frem til sommerferierne med blandede følelser - for ikke at sige ringe fortrøstning.

En sommer skete der så noget! Det må vel have været engang i slutningen af fyrrerne - efter krigen, da man stadig kørte med besynderlige dæk på cyklerne og ikke kunne få bananer - og man skrev navneord med stort - og kunde, skulde og vilde med d.

Der kom meldinger fra de nordligste herreder, nærmere betegnet fra Øsløs oppe i Han Herred. Her boede fars bror Viggo med sin Marie på deres lille landsted. De havde otte køer - eller var det tolv.
To heste, grise og høns - og lokom i gården. Eller rettere i stalden, hvor også køerne havde deres.

Jeg kendte godt Viggo og Marie - havde været der før sammen med mor og far. Vi kørte med toget nordpå - til Aalborg - der steg vi om til en skinnebus mod Thisted. Vi havde mad og drikke med - for dengang var det en dagsrejse at nå frem. Sjovere end nu, hvor alting går stærkt.
Stærkt gik det nu alligevel. De elektriske ledninger langs banen afslørede det - de bevægede sig så underligt op og ned og rundt om hinanden.

Viggo havde bragt hesten af stald og med piben i mund, smældende pisk og høje tilråb bragte Viggo os i jumpen gennem det smukke landskab, mens en sød odeur fra hestens udstødning krydrede vore sanser.

Men nu skulle jeg alene afsted. En hel lang sommer. Marie og Viggo havde forbarmet sig over det stakkels stenbrobarn, som sikkert ikke fik en ordentlig forplejning og var udsat for alskens dårligdom dernede i den kronjyske købstad. Han skulle ud på landet for at opfedes. Og det blev han - han kom på vægten før og efter.

Mon ikke jeg cyklede til Øsløs denne første gang, sikkert med far som guide. Jeg cyklede i hvert fald mange gange siden.

Jeg kom ind i en glad familie. Sang og musik var en væsentlig ingrediens i dagligdagen. Om lørdagen var der fest til lyden af en gammel grammofon, som kunne trækkes op og udsende de lifligste toner. Det var lidt længere nede ad hovedgaden. Var der ikke også en i byen der havde en gammel harmonika?

Jeg elskede køerne - når de skulle trækkes på græs. Når de skulle malkes og fodres. Det var et stort privilegie at få lov til at trække en flok køer ud ad de sandede stier og slippe dem løs på de fede agre. De var så tillidsvækkende de køer.
Men Jens kom mig sommetider i forkøbet. Jens var næsten voksen. Han talte som en rigtig mand og røg pibe i smug.

Per var mere som jeg. Men lissom mere fornuftig. Han var vant til at have pligter i huset. For mig var det bare leg. En lang lykkelig leg.

Grethe var også stor og voksen og Inger kun en pjattet lille tøs. Det er hun vist stadigvæk.

Marie og Viggo var frodige mennesker. Fire børn havde de fostret, og som om det ikke var nok havde de nu fået en femte. Ihvertfald for en tid - hver sommer.

Og hvilken herlig sommer. Jeg lærte at malke køer, at ride på hest - og at omgås nænsomt med naturen. Det gjorde man dengang. Der var ikke noget der hed pesticider og ukrudtsmidler. Vi hakkede roer med håndkraft og hestene var udmærkede trækdyr. Jens lærte mig at ryge pibe.

Der var et frodigt liv på Marie og Viggos ejendom. Tiden var et flydende begreb.
Naboerne så man dagligt og ofte kom slægtninge fra egnen på besøg. Ofte på cykel og på vej et eller andet sted hen til andre familier. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg var medlem af en stor slægt - med rødder i de magre egne her højt mod nord.
Sommetider besøgte vi bror Polle, som residerede hos fætter Svend i Hunstrup.
Polle faldt af hesten da han besøgte os.

Jeg havde et problem, da jeg blev efterladt alene i Øsløs. Sproget. De indfødte talte et mærkeligt sprog. Det lignede ikke det, jeg var vant til. Jeg forstod ikke det hele.
Jeg følte mig lidt sær, fordi jeg talte et andet sprog, så jeg forsøgte at tilegne mig dialekten, vistnok uden større held.
Jeg skulle til frisøren engang og øvede mig i sene nattetimer på at kunne sige de rigtige ting - på den rigtige måde - når jeg entrede frisørsalonen. Det ville jo være pinligt overfor de andre kunder at afsløre, at man ikke var her fra byen. - Det lykkedes mig dog at blive klippet.
Sådan har jeg ofte siden haft det, når jeg var i fremmede egne.

Alt godt får en ende. Også disse herlige sommerdage.
Den lille tynde,blege feriedreng - som nu ikke var så bleg og tynd mere - måtte på vægten før han skulle ud på den lange cykeltur sydover. Forestillingen blev overværet af hele familien - og resultatet var altid positivt. Adskillige kilos tilvækst.

Mangt og meget hændte sidenhen. Den lille feriedreng blev en stor knægt og føjtede verden rundt med sin familie.
Han vendte tilbage til sine rødder i fødebyen - den kronjyske hovedstad - og en dag kom et brev med posten.

Familietræf i Thy - fætre, kusiner og påhæng, plus få fra den ældste generation.
Mere end 40 år er gået - kan man kende hinanden overhovedet. Nogle har man sikkert aldrig mødt, andre nogle få gange ved festlige og højtidelige lejligheder, enkelte jævnligt. Nogen er ikke mere.

Men en god ide var det - godt at holde fast i sine rødder.

Jeg vil sige mange tak til initiativtagerne.

30 august 1997