Kreta igen

Det er efterhånden ved at være en vane, at jeg besøger Ulla og Jens på Kreta i oktober måned. Lige før sæsonen slutter og det meste af Kretas befolkning drager ud i markerne for at plukke oliven. Vel stort set det eneste, der kan gro på klippeøen.

Jeg var der også i år, dog uden at være kreativt skrivende - jeg malede skodder et par dage. I farven blå.

I mangel at opdateret rejserapport indsætter jeg min gamle ditto fra 2007 - første gang jeg besøgte Pefki.

Uheldigvis kan jeg ikke finde ud af at indsætte billeder her i mine blog-indlæg. Så man må tænke sig til de smukke motiver.

Rejse til Pefki, Kreta – oktober 2007.




Rejsens egentlige mål er hjemkomsten. Hjem til det velfungerende, velkendte. Hjem til familien, den friske morgenavis, morgenritualerne, en varm balje te, udsigten over fjorden, når morgensolen titter ind i soveværelset, den velgørende søvn i den gode seng.

Formålet med rejsen er erkendelse af, hvor man hører til. Rejsen er spændende og ofte strabadserende, udvidende for ens horisont, livgivende, kontrastfuld, inspirerende for sanser, duft, smag, syn. Rejsen giver udsigt og indsigt, udsigt til verden og indsigt i fremmede kulturer og andre måder at leve livet. Undren over livets mangfoldighed.

Men det egentlige mål er at komme hjem igen.



Kontrasterne er store, ikke mindst når man flyver med Air Berlin. Jeg skulle i går, d. 15. oktober flyve fra Heraklion via Nürnberg til Hamborg. Flyet var forsinket. Det blev der ikke givet megen information om i Heraklion, indcheckningen var noget forvirret, sikkerhedskontrollen yderst lemfældig. Til trods for, at maskinen bippede voldsomt, da jeg gik igennem var der ingen, der tog notits af det. Måske ligner jeg ikke en terrorist!!!

Det gik nemt med at aflevere den lejede bil – da jeg først fandt Hertz kontoret, det findes nemlig i ankomsthallen, og jeg skulle i afgangshallen, forstås. Jeg afleverede blot nøglen efter at have stillet bilen et eller andet tilsyneladende tilfældigt sted.

Anderledes i Nürnberg, her var total ordnung. Døre, der åbnede og lukkede automatisk, funktionærer, som førte omhyggelig bog over alt…Nåede netop flyet til Hamborg.

Air Berlin er i øvrigt et udmærket selskab at flyve med. Specielt flyet fra Nürnberg til Hamburg var en oplevelse: En splinterny Airbus 320 med god benplads og behagelige sæder, næsten lydløst. Næsten som business class i gamle dage. Europæisk flyindustri kan godt hamle op med amerikanerne. Boeing 737 larmer som en F 16 jager under take-off.





Søndag d. 14. oktober 2007.



Det ser ud som Holger Danske liggende på ryggen, med hovedet mod øst. Øen derude nord for Heraklion. Det er ikke den danske nationalhelt, der ligger der. Øen hedder Dhia og ligger vel 10 kilometer ude i det blå Middelhav. Af og til sejler en færge forbi på indersiden. Den vil snart være indhyllet i regnen, som kommer ude vestfra, oppe fra bjergene, som allerede er dækket af sorte skyer. Alligevel er der 25 grader her på altanen. Sidst på eftermiddagen. Et herligt klima her på Kreta.



Figur 1. Pefki set oppefra mod syd



Kan se i kalenderen, at Kirsten Risgaard fylder 70 i dag. Og Grethe Flarup 71. Tillykke med det.



Kom her til Pantheon Palace Beach Hotel i går efter en spændende uge i Pefki på sydøst kysten. Der er ikke mange gæster på hotellet nu. Finner tror jeg, russere måske, jeg kan ikke kende forskel. Sæsonen går på hæld. Tror det hele lukker om et par uger. Et lettere anløbet firestjernet hotel, som sikkert har været vild luksus, da det blev bygget i tresserne eller halvfjerdserne.

I morgen går det nordover mod koldere egne. Med mellemlanding i Nürnberg, derefter Hamborg og så på motorvejen til Randers.

Havde egentlig tænkt mig at overnatte oppe på Lasithi sletten, stedet, som er berømt for sine 10.000 sejldrevne vindmøller. Dem er der ikke meget andet end rustne tårne tilbage af. Man er gået over til at pumpe vand med dieseldrevne pumper.

Fik frokost på et gadehjørne i den største landsby, som hedder Tzermiado. Tjeneren taler fransk med franske gæster. Her passerer verden forbi, drengene spiller fodbold midt i trafikken, en gammelmor med sort hovedtørklæde rider forbi på et æsel, siddende sideværts.

Claus siger, at Zeus’s hule ligger her. Han har været der.



Var lidt skuffet over Lasithi. Iflg. min guide bog skulle der være grønt og frodigt. En oase i al goldheden i de høje bjerge. Det gælder ikke for oktober. Derfor kørte jeg videre ned til kysten mod nord, som mestendels er et stort BonBonLand. Nede på sydkysten er turismen mere moderat. Der, hvor jeg kom fra i går, d. 13. oktober.



I dag har jeg trodset min højdeskræk og kørt op til Anogia, hvor jeg var i slutningen af firserne. Anogia ligger i 800 meters højde, og det var her, at jeg var involveret i at etablere Kretas første moderne vindmølle. Jeg ville op for at se, hvordan min vindmølle havde det. Den stod meget stille, rørte sig faktisk ikke ud af stedet. Årsagen var ikke manglende vind. Min vindmølle lignede en forpjusket høne, som den stod der på toppen af bjerget. To af vingerne var brækket ca. midtpå og resterne strittede til alle sider. Den sidste hang og daskede nedad som det omskårne lem på en masai. De, der kender til masaier vil forstå symbolikken.



Jeg fik en rimelig god forklaring af tjeneren på tavernen, som kunne gøre sig forståelig på andet end græsk. Forklaringen beroligede mig lidt, efter at jeg i min fantasi havde forestillet mig, at vi havde leveret et inferiørt produkt. Den var ganske enkelt blevet ramt af et lyn. For ca 10 år siden. Den vil formentlig blive stående til den er totalt rustet op om halvtreds år.



Siden hen er der opstillet hundredvis af moderne vindmøller på Kreta. Min pionerindsats var ikke helt forgæves.



Anogia er kendt for mindre flatterende hændelser, i det mindste for vort sydlige nabofolk. Kreta var strategisk vigtig i relation til ørkenkrigen i Nordafrika, og nazierne havde besat øen i en storstilet luftbåret aktion.



Kretenserne er et barskt folk, de finder sig ikke i hvad som helst. Slaget om Kreta i maj 1941 er vist noget af det mest blodige i krigshistorien. Folkene i Anogia havde efterfølgende, i 1944, bortført den tyske general Karl Krejpe. Som straf udskilte tyskerne landsbyens mandlige indbyggere og skød dem. 1500 i alt. Som om det ikke skulle være nok, brændte man bagefter alle byens huse ned. Der findes ikke huse i Anogia, som er mere end tres år gamle. Men her er stadig hyggeligt.

Nu til dags sidder så Vati, Mutti und die zwei Kinder og hygger sig på byens små taverner, spiser grillstegt lammekød med retsina og tænker måske på fædrenes glorværdige bedrifter på slagmarken. I alle fald taler de ubekymret deres modersmål, som alle menes at forstå.

I gamle dage kom de med faldskærm. Nu bruger de, som jeg, Air Berlin.



Der kom kun et par dråber. Regnen drev den anden vej, mod vest. Op over bjergene. Holger ligger stadig i flot silhuet i den nedgående sol, som skinner på hans hvælvede brystkasse. Nu ser jeg endog hans venstre arm tydeligt. Jeg tror, han har knyttet næven.



A propos liggende stilling. Jeg savner min daglige siesta. Normalt har vi ligget på langs en times tid i middagsheden. Jens siger det er for varmt at arbejde.



Mandag morgen d. 15. oktober:



Der er opbrud på stranden. Holger kan kun lige anes gennem disen. Det har regnet i nat og bølgerne er høje. Solvognene og turisternes efterladenskaber samles sammen. Det synes, som om efteråret nærmer sig. Temperaturen er faldet drastisk til ca. 20 grader. På grund af natteregnen. Det var vist et heldigt tidspunkt jeg kom på. Kreta er bygget til sol og varme. Ikke til regn og rusk.

Receptionisten siger, at de lukker hotellet på søndag. Så går hele Kretas befolkning i gang med at høste oliven indtil turisterne vender tilbage til april.

Tilsyneladende er det den første regn i lange tider. Jens siger, at olivenbønderne vil gå fallit hvis ikke der kommer regn i vinter.



7. oktober 2007.



Det rinder mig i hu, at det er mine forældres bryllupsdag i det herrens år - ??

Solen brager ned over det sydlige Kreta. Det er søndag eftermiddag. Tid for siesta. Der er stille i byen. En hund glammer i en fjern landsby. En bil hoster sig op over bjerget. Vi er 400 meter over havet, det Libyske Hav, som fortoner sig i disen nede sydpå. Nede på den anden side af de oliventræsklædte bjerge.



Man kan ane havnebyen ved kysten. Makrigialos hedder den.

Vi er i Pefki, en lille landsby med to taverner og en kirke. Ellers ikke andet. En samling hvide huse på den sydvendte skråning. En landsbytosse, som hedder Costas, som læser højt af digte ingen forstår. En fårehyrde. Flot fyr, men måske ikke enhver svigermors drøm, den kønne servitrice Monica fra Rumænien, en fårefarmer fra Wales med sin kone, som er sygeplejerske. De er nærmeste naboer. En østrigsk kvinde, som sjældent lader sig se – og aldrig henvender sig. En svensker, et par englændere. Og så alle de gamle koner. Og mændene, som mødes på tavernen for at se på verden. Ind imellem spiller de kort.



Figur 2. Under pebertræet



Ulla og Jens købte ruinen for et par år siden. Virkelig en ruin, et håndværkertilbud kan man sige, uden tag, kun murene stod tilbage, efter at huset havde været ubeboet i årtier. Arvingerne efter fruen, som boede her, forlangte 11.000 Euro for hele herligheden. Cirka det samme som en Hästens seng, konstaterer Jens lakonisk.

100 indbyggere – måske 200. Halvdelen af husene er ubeboede, halvdelen af dem, de ubeboede, er ruiner. Men prisen, selv for ruinerne, skal nok gå op.



Jens er ekspert i ruiner. I 1999 besøgte jeg Ulla og Jens i Damascus, hvor Jens var ansvarlig for restaureringen af Acad huset, som senere skulle blive Det Danske Institut i Damascus. Et mesterværk af et hus fra den muslimske storhedstid.



Ulla og Jens har en fortid i Grækenland. Da Jens gik på Akademiet i tresserne spenderede en flok studerende nogle måneder med arkæologiske udgravninger i Delfi på det græske fastland. Det går åbenbart i blodet.

Jens har også været involveret i opmålinger i den gamle danske koloni Trankebar på Indiens sydøstkyst. Vi har en fælles fortid i Dar es Salaam, Tanzania.



Figur 3. Fruen i køkkenet



Det var med nogen uro, at jeg købte flybillet for at besigtige Ulla og Jens’s vidunder af et hus. Skulle det være en working holiday? Det sidste billede jeg så af huset var en byggeplads med cementsække, hvor der engang skulle blive et gæsteværelse. Skulle jeg sove på et par cementsække? Kunne jeg overhovedet bo hos dem? Skulle jeg knokle dagen lang med mørtelspande?

Mine bekymringer skulle vise sig helt ubegrundede.

Oven på det nykonstruerede tag var der nu bygget det nydeligste lille soveværelse, som jeg blev anvist. Og så en fantastiske udsigt over imod oberst Kadaffis Libyen. Over imod, med mere end 500 km kan man ikke se land, end ikke i klart vejr.

Ulla og Jens har været her en månedstid. De har for vane at køre herned i bil, så Jens kan have sine murbaljer, vinduer og andet grej med. De sejler fra Venedig til Patras i Grækenland og kører så til Piræus, hvorfra der går færge til Heraklion. En rask tur på fire dage.



Det er nemmere med fly.

Jeg tog af sted hjemmefra i fredags. Den 5. oktober. Kørte til Hamburg for at flyve med Air Berlin til Heraklion. Det er faktisk også en lidt lang tur. Ikke mindst fordi flyet viste sig at være to timer forsinket i afgangen. Ankom fint til destinationen og fik udleveret min forudbestilte bil hos Hertz. Regnede med, at jeg kunne finde logi for natten på vejen langs kysten mod øst. Det skulle vise sig ikke at være så enkelt.

Man er først en smule forvirret over, at man ikke kan læse vejskiltene. Græske bogstaver er specielle og kun undtagelsesvis står skiltningen på en måde, man forstår.

Kører igennem BonBonLand på nordkysten. Her er turister i hobetal men tilsyneladende intet logi.



Da klokken nærmede sig 23 var det ved at være på tide at tørne ind for natten. Jeg holdt på torvet i Agios Nicolaos og ringede til Jens for at klage min nød over manglende logi.

Kørte rundt om hjørnet og ned på havnefronten, hvor der var en overflod af hoteller. Fik et lækkert værelse med balkon og udsigt over bugten. Kun 30 Euro. Får en godnatøl på en taverne.



Fandt Pefki efter et par timer kørsel og uden de store problemer stod jeg pludselig foran Ullas milde ansigt ved indgangen til deres lille landsted. Min GPS navigator var ikke til megen gavn her. Den har ikke indbygget noget kort over Kreta.



Figur 4. Der er stadig lidt ruin over facaden



Om aftenen spiser vi en dejlig middag på den lokale taverne, ”Piperia”, som betyder pebertræet. Man sidder ganske enkelt under et kæmpestort pebertræ. Selv den forkætrede Retsina vin smager fortræffeligt her i den lune aften.

Drak lidt rigeligt af den gode vin og Uuzoen.



I dag var vi på toppen af bjerget for at besigtige et kapel, som ligger ovenfor Pefki. En varm vandretur.

Og i aften er der traditionel musik og dans på Piperia.

Snakker med fåreavleren fra Wales, Danny og hans korpulente kone Ann. De er naboer til Ulla og Jens. Har haft huset en tre fire år.



Figur 5. Arkitekten i arbejde



Temperaturen er stadig perfekt. 27-28 grader, lidt mere nede ved kysten, hvortil vi kører i dag, mandag d. 8. oktober. Skal købe brædder til Jens’s dør. Ierapetra er byen, hvor Napoleon efter sigende overnattede engang på vej til Egypten i 1798. Ser ”hans” hus. Køber ind i Lidl og spiser frokost, Kalamar og dejlig salat på en taverne med bølgeskvulp tilhørende en af husets venner, halvt italiener og laver dejlig mad. Han har i øvrigt et hus i Pefki og låner derfra strøm til Ulla og Jens, som endnu ikke har fået installeret elektricitet.



Figur 6. Udsigten fra mit soveværelse



Og sådan går dagene fredeligt og roligt her på bjergets sydside. Ingen TV, ingen radio, intet nyt, ingen stillingtagen til verdens hændelser, ingen aviser. Op med solen, morgenmad kl. 9.30, frokost ved 13 – 14 tiden, siesta en time eller to, aftensmad på tavernen. Ind imellem smatter Jens med lidt mørtel. En enkelt dag får jeg lov at smøre lidt blå maling på skodderne, som Jens havde lavet hjemme på køkkenbordet i Ballerup. Men intet anstrengende arbejde for den besøgende.

Spiller piratbridge om aftenen. Snakker om gamle dage og fælles bekendte.

Drikker Uozo og Metaxa og løser verdens situationen.

Byens liv og beboerne der ligger husets indvånere på sinde. De kender efterhånden alle, snakker med de gamle koner på et åbenbart forståeligt græsk, lever med i deres sorger og glæder. Om lørdagen er der marked i landsbyen. En dag var der bryllup med 700 gæster.

Tavernen ejes af Fanis, som også har et supermarked i ”badebyen” ved kysten. Begge giver underskud iflg. Jens. Fanis har tidligere været en stor kanon i turistbranchen men mistede tilsyneladende alt ved en konkurs. Han virker stadig glad og tilfreds. Han taler et rimeligt engelsk.

Hver morgen kører skolebussen til badebyen med Dalton brødrene og de få andre børn og kommer tilbage med dem om eftermiddagen. Skolen her er nedlagt og omdannet til museum.

Søndag morgen kl. 7 er der gudstjeneste, som annonceres lørdag aften med klokkeringning.



Ulla og jeg besøgte kirkegården, og en dag kørte jeg ud på østenden af Kreta. Det var den dag, Jens fyldte 67. Det var en onsdag. Men det gør ingen forskel, for på den sydvendte bjergskråning er alle dage ens. Som de har været i hundrede år.