Amalie i Paris – juli 2009.
Vi skulle til Paris – Amalie og morfar. Det skulle ske, når Amalie blev 10 år, hvilket hun blev i april.
Vi diskuterede lidt, om vi skulle køre i tog eller i bil – eller flyve. Jeg ville gerne, at Amalie skulle opleve at køre med det franske supertog, TGV, som kører 300 kilometer i timen. Det var lidt svært at arrangere, så det endte med flyvning.
Vi skulle med Air France fra Hamburg direkte til Paris. Lørdag d. 11 juli.
Iflg. min GPS navigator ville det tage knapt fire timer fra Venning til Hamburg lufthavn, så vi tog afsked med familien lidt før 12 så vi kunne være i Hamburg ca. kl. 16 og have god tid til at finde parkering og checke ind i lufthavnen før afgangen kl 17.45. Min tidligere erfaring fortalte mig, at det er ret tidskrævende at slippe igennem sikkerhedskontrollen der, så derfor den tidlige afgang.
Mor Rikke havde smurt en madpakke og vi gjorde holdt på en rasteplads i Sønderjylland, vi havde jo stadig god tid, selvom der havde været lidt kødannelse over Vejlefjord-broen.
Når først vi kommer ned på den tyske autobahn, vil det gå raskt fra hånden, fortalte jeg Amalie.
Vi blev klogere – meget klogere.
50 km syd for grænsen gik trafikken totalt i stå.
I løbet af de næste par timer havde vi kun kørt ca. 40 km og det blev klart for os, at vi ikke kunne nå vores fly i Hamburg.
Vi fik fat i Rikke og Henrik på telefonen og bad dem forsøge at ringe til Air France for at sige, at vi ikke ville dukke op. De kunne ikke få fat i Air France. Amalie sendte SMS’er hjemover mens morfar styrede den langsomtgående bil. Vi fandt ud af, at der ikke var flere fly den aften, så vi styrede ufortrødent videre mod Hamburg efter at køen havde lettet.
Parkerede bilen udenfor lufthavnen kl. 19. Heldigvis var der bemanding på Air France skranken, og heldigvis viste det sig, at der var et fly til Paris næste morgen kl. 7.15.
Det blev vi booked på – mod behørig merbetaling.
Der var andre danskere ved skranken. Danskere, som havde erfaret den samme kødannelse.
På Airlines Hotel var der også fyldt med danskere, som havde fundet ud af, at det er fordelagtigt at flyve fra Hamburg. Det tror jeg ikke på mere. Da jeg gjorde det sammen med Birthe og Bo i december svor jeg, at det var sidste gang. Nu er det sidste gang.
Efter et elendigt aftensmåltid gik vi til ro. Skulle op kl. 4 for at nå vores fly.
Kl. 9 landede vi i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris og skulle så videre ind til byen med først et regionaltog, RER, og derefter med Metroen.
Det var ikke så let. Det svære var at købe billet. Det foregår i en maskine, som kun tager mønter eller kreditkort. Jeg havde mønter til Amalies billet og ville så købe min egen med mit kreditkort. Ingen af de seks maskiner, vi frekventerede ville acceptere mit danske Visa kort. ”Tal med din bank, stod der”.
I baren ville de ikke veksle mine sedler. Der står en vekselmaskine derhenne, var beskeden, men hvor var den?
Lige før panikken satte ind lykkedes det ved fælles kræfter at finde en undselig grå maskine, som spyede mønter ud i massevis, når man indførte en tyve euro seddel.
Amalie tog det hele med stoisk ro, og inden længe sad vi i toget mod Paris’s centrum, nærmere betegnet Gare du Nord. Og efter en kort metro tur stod vi af på stationen Blanche tæt på vores hotel på Montmartre.
Så var vi i Paris som jeg kender det. Sidst jeg var der for to år siden, boede jeg i samme gade.
Hunden hedder Caramel. Den er hotellets maskot. En brun labrador.
Vi skal se Sacre Caeur med den fantastiske udsigt over hele Paris. Place du Tertre på toppen af Montmartre bakken. Amalie bliver tegnet af en af de dygtige kunstnere, der sidder der. Hun sidder uden at fortrække en mine i en stiv time. En gave til mor og far.
Man kan ikke se Eiffeltårnet fra Sacre Caeur. Amalie vil se Eiffeltårnet, ligesom Claus absolut ville, da vi på vej til Tchad i 1969 gjorde ophold i Paris, så vi tager metroen til Champs Elyseé. En lidt særpræget statue af de Gaulle står her.
Vandrer over den flotte bro, Pont Alexander over mod Invalidekirken, den gyldne bygning hvor de jordiske rester af Napoleon er stedt til hvile.
Pludselig er det der, Eiffeltårnet. ”Det er godt nok gigantisk, morfar” udbrød Amalie. Ja, det er enormt, 305 meter højt og når man står oppe i toppen ser det ud, som om benene går indad. Og så er det bygget af ingeniør Eiffel, som også konstruerede frihedsgudinden i New York.
Tårnet blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1889 og er altså 120 år gammelt.
Det er en varm dag og vi har vandret langt. Vi orker ikke at gå til Notre Dame - vil tage en båd, men først skal vi have en forfriskning i skyggen af set store tårn. Jeg kommer i snak med Mr. Gupta fra Calcutta, som introducerer mig til hele familien på vanlig indervis.
Amalie er lutter øren når morfar på pædagogisk vis fortæller om højre og venstre Seinebred. Latinerkvarteret og universitetsområdet ligger på den venstre bred – den side man har til venstre, når man har strømmen i ryggen.
Det var her prinsesse Diana blev dræbt ved en bilulykke. Ja, det var den dag, Sophie blev født husker Amalie.
Vi ser husbåde på Seinen. En har et badebassin på dækket.
Da vi når Notre Dame katedralen er gassen ved at gå af ballonen, både hos Amalie og morfar, så vi tager en hastig metro til Blanche.
Metroen er Paris’s livsnerve. 5 millioner mennesker lader sig dagligt transportere med den. Vi har indtryk af, at en stor del af dem kører til Blanche. Her i toget er der nemlig så mange med, så man står som sild i en tønde – og det er varmt.
Det er også på den linje, man skal tage sig i agt for lommetyve, får vi at vide af en venlig dame. Så det gør vi.
Vi bruger ikke vores penge på mad. Amalie er vist lidt kræsen. Hun har specielle ideer om, hvad mad er. Det er nok mestendels som mor laver den. Hun kan ikke få den pizza, som hun gerne vil have, og morfar kan ikke få de escargots og fruit de meer og Maroel ost, som han gerne vil have.
Resultatet er, at vi stort set lever af hot dogs og pandekager, kaffe og cola. Sundheden må vente til vi kommer hjem.
Vi sidder lidt på café og kigger på folkelivet før vi går til ro på Hotel des Arts.
I morgen venter Disneyland.
13. juli 2009
Vi kommer med den forkerte metro. Morfars gamle øjne kan ikke rigtigt skelne linjerne fra hinanden på metro-kortet forrest i Paris guide bogen.
Det er ingen katastrofe, vi kommer frem til Disneyland med en mindre forsinkelse. Vi har købt to returbilletter til stationen, som ligger lige udenfor Disneyland.
Der står ca. 1000 mennesker i kø for at købe billet – det kan man undre sig over, når man ser prisen, ca. 900 kr. for Amalie og mig. Vi væbner os med tålmodighed og efter en god times tid under den brændende sol når vi ind i det forjættede land.
Dette er eventyrland. Stort og flot.
Amalie er velinformeret. Hun har været på nettet derhjemme og ved stort set, hvad vi skal se.
Når man har betalt sin indgangsbillet er alle attraktioner gratis. Det er nu stort set en illusion, for der er ca. 1 times ventetid ved dem alle. Det står på et skilt udenfor.
”Det gider vi ikke vente på morfar”, siger Amalie.
Alligevel er der meget at beskue. Store flotte optog med alle Disneys figurer og gennemtrængende musik.
Vi er nede i en ubåd. Det kan Amalie ikke lide. Der er en indelukket luft og mærkelige lyde. Hurtigt ud igen.
Det er svært at få mad. Der er flere fine restauranter, hvor man kan få serveret overdådige måltider, men det er måltider for overvægtige amerikanere, så det har vi ikke lyst til.
Men en hot dog kan man dog få uden at står i kø alt for længe.
Disneyland består af 3 parker. Vi købte billet til de to.
Amalie fokuserede meget på, at hun skulle købe gaver, souvenirs, med hjem til sine søskende. Det lykkedes at finde noget til Julie og Cecilie men tee-shirten til Sophie skulle vi købe inde i Paris, hvor Amalie havde set den i en butik.
Kl. 19 forlod vi Disneyland og skulle med RER toget tilbage. Ved indgangen til perronen skal man putte sin billet i maskinen for at få en låge til at gå op.
Det gik også fint med at få Amalie igennem, men min billet ville ikke lukke op.
Det var ikke så godt. Amalie på den ene side af spærringen og morfar på den anden. Tendenser til panik hos morfar, ikke hos Amalie. ”Jeg venter bare her, morfar, så går du over og snakker med ham der ovre, hvor der står Information”.
Det lykkedes efter endnu en tur i køen. Der er trættende og frustrerende at stå i kø.
Jeg var ved at være nervøs for, om vi kunne nå gaven til Sophie inden lukketid. Det kunne vi kun ved at vandre helt op på toppen af Montmartre til Place du Tertre, hvor butikker solgte tee-shirts med ”I love Paris”. Vores fødder var slidt ned og vi måtte sidde lidt på en café. Fik også en pandekage med syltetøj.
Morfar var nu ved at besvime af træthed.
Ned af bjerget igen til Hotel des Arts, adskillige stops på vejen, hvor vi hvilede på en bænk.
Et kæmpe brag og et lysglimt vækkede os. Der var åbenbart nogen, som skød kanonskrald af. Amalie kunne ikke lide det.
Jeg kom i tanke om, at det var Bastille-dag den næste dag og at det måske var årsagen.
D. 14 juli er Frankrigs nationaldag – til minde om stormen på Bastillen under den franske revolution i 1789.
Den næste morgen skulle vi også op relativt tidligt for at nå vort fly til Hamburg. Vi gik en lille tur inden morgenmaden og fornemmede byens opvågnen. Skraldevogne skrumlede rundt og et par hjemløse steg ud af soveposerne, purrede op i håret og rullede sengetøjet sammen, klar til dagens dont, hvad den så end består i.
Paris er klar til en ny dag.
Vi er klar til at komme hjem til bondelandet i Venning, hvortil vi når uden problemer ca. kl. 17.
Der var ingen problemer denne gang med at finde bilen i Hamburg lufthavns parkeringshus. Amalie havde helt styr på det.
Tak for en vidunderlig tur, søde Amalie.
Morfar
Vi skulle til Paris – Amalie og morfar. Det skulle ske, når Amalie blev 10 år, hvilket hun blev i april.
Vi diskuterede lidt, om vi skulle køre i tog eller i bil – eller flyve. Jeg ville gerne, at Amalie skulle opleve at køre med det franske supertog, TGV, som kører 300 kilometer i timen. Det var lidt svært at arrangere, så det endte med flyvning.
Vi skulle med Air France fra Hamburg direkte til Paris. Lørdag d. 11 juli.
Iflg. min GPS navigator ville det tage knapt fire timer fra Venning til Hamburg lufthavn, så vi tog afsked med familien lidt før 12 så vi kunne være i Hamburg ca. kl. 16 og have god tid til at finde parkering og checke ind i lufthavnen før afgangen kl 17.45. Min tidligere erfaring fortalte mig, at det er ret tidskrævende at slippe igennem sikkerhedskontrollen der, så derfor den tidlige afgang.
Mor Rikke havde smurt en madpakke og vi gjorde holdt på en rasteplads i Sønderjylland, vi havde jo stadig god tid, selvom der havde været lidt kødannelse over Vejlefjord-broen.
Når først vi kommer ned på den tyske autobahn, vil det gå raskt fra hånden, fortalte jeg Amalie.
Vi blev klogere – meget klogere.
50 km syd for grænsen gik trafikken totalt i stå.
I løbet af de næste par timer havde vi kun kørt ca. 40 km og det blev klart for os, at vi ikke kunne nå vores fly i Hamburg.
Vi fik fat i Rikke og Henrik på telefonen og bad dem forsøge at ringe til Air France for at sige, at vi ikke ville dukke op. De kunne ikke få fat i Air France. Amalie sendte SMS’er hjemover mens morfar styrede den langsomtgående bil. Vi fandt ud af, at der ikke var flere fly den aften, så vi styrede ufortrødent videre mod Hamburg efter at køen havde lettet.
Parkerede bilen udenfor lufthavnen kl. 19. Heldigvis var der bemanding på Air France skranken, og heldigvis viste det sig, at der var et fly til Paris næste morgen kl. 7.15.
Det blev vi booked på – mod behørig merbetaling.
Der var andre danskere ved skranken. Danskere, som havde erfaret den samme kødannelse.
På Airlines Hotel var der også fyldt med danskere, som havde fundet ud af, at det er fordelagtigt at flyve fra Hamburg. Det tror jeg ikke på mere. Da jeg gjorde det sammen med Birthe og Bo i december svor jeg, at det var sidste gang. Nu er det sidste gang.
Efter et elendigt aftensmåltid gik vi til ro. Skulle op kl. 4 for at nå vores fly.
Kl. 9 landede vi i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris og skulle så videre ind til byen med først et regionaltog, RER, og derefter med Metroen.
Det var ikke så let. Det svære var at købe billet. Det foregår i en maskine, som kun tager mønter eller kreditkort. Jeg havde mønter til Amalies billet og ville så købe min egen med mit kreditkort. Ingen af de seks maskiner, vi frekventerede ville acceptere mit danske Visa kort. ”Tal med din bank, stod der”.
I baren ville de ikke veksle mine sedler. Der står en vekselmaskine derhenne, var beskeden, men hvor var den?
Lige før panikken satte ind lykkedes det ved fælles kræfter at finde en undselig grå maskine, som spyede mønter ud i massevis, når man indførte en tyve euro seddel.
Amalie tog det hele med stoisk ro, og inden længe sad vi i toget mod Paris’s centrum, nærmere betegnet Gare du Nord. Og efter en kort metro tur stod vi af på stationen Blanche tæt på vores hotel på Montmartre.
Så var vi i Paris som jeg kender det. Sidst jeg var der for to år siden, boede jeg i samme gade.
Hunden hedder Caramel. Den er hotellets maskot. En brun labrador.
Vi skal se Sacre Caeur med den fantastiske udsigt over hele Paris. Place du Tertre på toppen af Montmartre bakken. Amalie bliver tegnet af en af de dygtige kunstnere, der sidder der. Hun sidder uden at fortrække en mine i en stiv time. En gave til mor og far.
Man kan ikke se Eiffeltårnet fra Sacre Caeur. Amalie vil se Eiffeltårnet, ligesom Claus absolut ville, da vi på vej til Tchad i 1969 gjorde ophold i Paris, så vi tager metroen til Champs Elyseé. En lidt særpræget statue af de Gaulle står her.
Vandrer over den flotte bro, Pont Alexander over mod Invalidekirken, den gyldne bygning hvor de jordiske rester af Napoleon er stedt til hvile.
Pludselig er det der, Eiffeltårnet. ”Det er godt nok gigantisk, morfar” udbrød Amalie. Ja, det er enormt, 305 meter højt og når man står oppe i toppen ser det ud, som om benene går indad. Og så er det bygget af ingeniør Eiffel, som også konstruerede frihedsgudinden i New York.
Tårnet blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1889 og er altså 120 år gammelt.
Det er en varm dag og vi har vandret langt. Vi orker ikke at gå til Notre Dame - vil tage en båd, men først skal vi have en forfriskning i skyggen af set store tårn. Jeg kommer i snak med Mr. Gupta fra Calcutta, som introducerer mig til hele familien på vanlig indervis.
Amalie er lutter øren når morfar på pædagogisk vis fortæller om højre og venstre Seinebred. Latinerkvarteret og universitetsområdet ligger på den venstre bred – den side man har til venstre, når man har strømmen i ryggen.
Det var her prinsesse Diana blev dræbt ved en bilulykke. Ja, det var den dag, Sophie blev født husker Amalie.
Vi ser husbåde på Seinen. En har et badebassin på dækket.
Da vi når Notre Dame katedralen er gassen ved at gå af ballonen, både hos Amalie og morfar, så vi tager en hastig metro til Blanche.
Metroen er Paris’s livsnerve. 5 millioner mennesker lader sig dagligt transportere med den. Vi har indtryk af, at en stor del af dem kører til Blanche. Her i toget er der nemlig så mange med, så man står som sild i en tønde – og det er varmt.
Det er også på den linje, man skal tage sig i agt for lommetyve, får vi at vide af en venlig dame. Så det gør vi.
Vi bruger ikke vores penge på mad. Amalie er vist lidt kræsen. Hun har specielle ideer om, hvad mad er. Det er nok mestendels som mor laver den. Hun kan ikke få den pizza, som hun gerne vil have, og morfar kan ikke få de escargots og fruit de meer og Maroel ost, som han gerne vil have.
Resultatet er, at vi stort set lever af hot dogs og pandekager, kaffe og cola. Sundheden må vente til vi kommer hjem.
Vi sidder lidt på café og kigger på folkelivet før vi går til ro på Hotel des Arts.
I morgen venter Disneyland.
13. juli 2009
Vi kommer med den forkerte metro. Morfars gamle øjne kan ikke rigtigt skelne linjerne fra hinanden på metro-kortet forrest i Paris guide bogen.
Det er ingen katastrofe, vi kommer frem til Disneyland med en mindre forsinkelse. Vi har købt to returbilletter til stationen, som ligger lige udenfor Disneyland.
Der står ca. 1000 mennesker i kø for at købe billet – det kan man undre sig over, når man ser prisen, ca. 900 kr. for Amalie og mig. Vi væbner os med tålmodighed og efter en god times tid under den brændende sol når vi ind i det forjættede land.
Dette er eventyrland. Stort og flot.
Amalie er velinformeret. Hun har været på nettet derhjemme og ved stort set, hvad vi skal se.
Når man har betalt sin indgangsbillet er alle attraktioner gratis. Det er nu stort set en illusion, for der er ca. 1 times ventetid ved dem alle. Det står på et skilt udenfor.
”Det gider vi ikke vente på morfar”, siger Amalie.
Alligevel er der meget at beskue. Store flotte optog med alle Disneys figurer og gennemtrængende musik.
Vi er nede i en ubåd. Det kan Amalie ikke lide. Der er en indelukket luft og mærkelige lyde. Hurtigt ud igen.
Det er svært at få mad. Der er flere fine restauranter, hvor man kan få serveret overdådige måltider, men det er måltider for overvægtige amerikanere, så det har vi ikke lyst til.
Men en hot dog kan man dog få uden at står i kø alt for længe.
Disneyland består af 3 parker. Vi købte billet til de to.
Amalie fokuserede meget på, at hun skulle købe gaver, souvenirs, med hjem til sine søskende. Det lykkedes at finde noget til Julie og Cecilie men tee-shirten til Sophie skulle vi købe inde i Paris, hvor Amalie havde set den i en butik.
Kl. 19 forlod vi Disneyland og skulle med RER toget tilbage. Ved indgangen til perronen skal man putte sin billet i maskinen for at få en låge til at gå op.
Det gik også fint med at få Amalie igennem, men min billet ville ikke lukke op.
Det var ikke så godt. Amalie på den ene side af spærringen og morfar på den anden. Tendenser til panik hos morfar, ikke hos Amalie. ”Jeg venter bare her, morfar, så går du over og snakker med ham der ovre, hvor der står Information”.
Det lykkedes efter endnu en tur i køen. Der er trættende og frustrerende at stå i kø.
Jeg var ved at være nervøs for, om vi kunne nå gaven til Sophie inden lukketid. Det kunne vi kun ved at vandre helt op på toppen af Montmartre til Place du Tertre, hvor butikker solgte tee-shirts med ”I love Paris”. Vores fødder var slidt ned og vi måtte sidde lidt på en café. Fik også en pandekage med syltetøj.
Morfar var nu ved at besvime af træthed.
Ned af bjerget igen til Hotel des Arts, adskillige stops på vejen, hvor vi hvilede på en bænk.
Et kæmpe brag og et lysglimt vækkede os. Der var åbenbart nogen, som skød kanonskrald af. Amalie kunne ikke lide det.
Jeg kom i tanke om, at det var Bastille-dag den næste dag og at det måske var årsagen.
D. 14 juli er Frankrigs nationaldag – til minde om stormen på Bastillen under den franske revolution i 1789.
Den næste morgen skulle vi også op relativt tidligt for at nå vort fly til Hamburg. Vi gik en lille tur inden morgenmaden og fornemmede byens opvågnen. Skraldevogne skrumlede rundt og et par hjemløse steg ud af soveposerne, purrede op i håret og rullede sengetøjet sammen, klar til dagens dont, hvad den så end består i.
Paris er klar til en ny dag.
Vi er klar til at komme hjem til bondelandet i Venning, hvortil vi når uden problemer ca. kl. 17.
Der var ingen problemer denne gang med at finde bilen i Hamburg lufthavns parkeringshus. Amalie havde helt styr på det.
Tak for en vidunderlig tur, søde Amalie.
Morfar
