April 2009/Aage Højbak i Dresden
Genopstået af ruiner.
Forunderligt at sidde her på Elbens højre bred og kigge over på Frauenkirche og Semperoperaen på den anden bred – genopstandne af ruiner, som de er.
Her er fredeligt nu, denne den 20. april 2009, hvor det er varmt og dejligt, hvor syrenernes berusende duft breder sig i gaderne og kirsebærtræerne står i fuld blomst i al deres hvide friskhed og hvor folk sidder på fortovscaféerne og nyder deres kølige drinks. Det er usædvanligt varmt for april.
Februar 1945 var også ekstraordinært varm i Dresden. Ikke helt så behageligt varmt som nu.
Den 14 og 15 blev der målt ca. 700 grader i centrum. Sandsten kan ikke tåle 700 graders varme. Frauenkirche var bygget af sandsten.
Frauenkirsche faldt ikke for de allieredes bomber. Det gjorde imidlertid hele den øvrige del af den indre by. Frauenkirche blev ikke ramt af fuldtræffere, men d. 15. februar 1945 havde ildstormen opvarmet kirkens sandsten så meget, at de simpelthen disintegrerede og kuplen styrtede ned – vel nærmest som vi så det, da tvillingtårnene faldt på Manhattan d. 11. september 2001.
Mellem 35.000 og 38.000 mennesker døde under bombeangrebet, forbavsende få i forhold til de mange mennesker, ikke mindst flygtninge, som var i byen.
Den almindelige antagelse er, at bombeangrebet mod Dresden i februar 1945 var en hævnaktion fra de allieredes side for tyskernes bombning af London og Coventry. Krigen var reelt set vundet, den røde hær stod umiddelbart udenfor Berlin og de allierede hærstyrker nærmede sig fra vest. Dresden havde ikke nogen strategisk betydning udover beliggenheden som trafikknudepunkt.
Så, hvorfor skulle Dresden tilintetgøres?
Den tyske historiker og højskolelærer, Ingo Beckmann, har en anden version end den gængse:
Stalin havde under Jaltakonferencen i begyndelsen af februar 1945 anklaget sine vestlige allierede for ikke at lægge tilstrækkeligt med kræfter i at nedkæmpe Nazityskland. Han mente, at den røde hær tog broderparten af byrden med millioner af dræbte soldater og civile, og at de vestlige allierede blot gik og hyggede sig i den vestlige ende af Europa.
Churchill har følt presset fra Stalin så overvældende, at han besluttede sig for at ofre Dresden. For at vise, at de allierede gjorde noget.
Dette skete så - til trods for voldsomme protester, også hjemme i good old England.
Resultat: Dresden blev stort set slettet fra jordens overflade. Det tog tre døgn.
Om aftenen den 13. februar sendte ”Bomber Harry” den første sværm af Lancaster fly ind over byen. Dagen efter kom US Air Force med deres B 17 bombere.
Den 15. februar styrtede tårnet på Frauenkirche i grus. Indmaden brændte op.
Dresden endte efter krigsafslutningen som en del af den sovjetiske indflydelsessfære, der jo som bekendt ikke prioriterede Kirken specielt højt. Tværtimod, Stalin havde i sin glansperiode sprængt adskillige imposante kirkelige klenodier til atomer.
Derfor fik resterne af Frauenkirche lov til at henligge som et mindesmærke til evig ihukommelse af krigens rædsler – og fascismens ugerninger.
Nu sidder jeg så her og nyder Dresdens behagelige varme. Det er sæson for friske asparges, og jeg har netop – for enden af Hauptstrasse -indtaget et vel komponeret måltid med denne delikate grønsag tilsat en velskænket Helles Bier. Det forstår tyskerne sig på, at lave og skænke øl.
Jeg sidder på en fortovsrestaurant med udsigt til den gyldne statue af August den Stærke – til hest. August skinner i den nedgående sol. Han ligner en fyrste, som han sidder der på sin viltre, stejlende hingst med sværdet i hånd.
Han var da også fyrste – af Sachsen. Og han var konge – af Polen.
Det var ham, August den Stærke, som satte gang i selskabslivet i Dresden og Sachsen, og i Polen.
Det var i 1700 tallet, i baroktiden. August herskede fra 1694 til 1733.
Han byggede paladser og slotte, anlagde parker og palæer og samlede kunst, en pendant til vores egen Christian d. 4, blot endnu mere storslået. En sachsisk solkonge.
Hans efterladenskaber kan vi så gå og forlyste os med, og undre os over al den ubegribelige storhed, som disse fyrster og konger har været i stand til at samle omkring sig.
Vi kan samtidig undre os over, hvorfor det hele skulle ødelægges i løbet af tre rædselsdøgn i den i øvrigt kolde vinter i 1945. August himself blev skånet, altså den gyldne udgave af ham. Han var jo selv død og begravet nogle hundrede år tidligere.
Statuen var blevet gemt væk i en kælder, dengang der Führer erkendte, at tusindårsriget måske havde sine begrænsninger. August den Gyldne kunne så stå i sit kolde kælderrum og betragte sig selv til hest i det smukke spejl fra Semperoperaen, som også var gemt af vejen til bedre tider.
Hvordan er det mon, når verden står i flammer omkring én? Det kan man sidde og fundere over på sin café der for enden af Hauptstrasse en sen aprildag i 2009. Man kan måske fornemme det der i solnedgangens gyldne lys:
Den anden flodbred er et stort flammende bål. Bombeflyene brager i mørket ind over byen vestfra, vender rundt når de har frigjort sig for deres dødbringende last af brandbomber. Luftalarmen lyder uafladeligt, brandbilernes sirener ligeså. Til ingen nytte. Folk flygter skrigende omkring imellem de brændende huse. Flyverne kan mærke varmen gennem plexiglasset højt oppe, før de vender hjem til England efter nye dødbringende laster.
Mareridtet varer i tre døgn, englænderne bomber om dagen, amerikanerne om natten.
Hvad tænker August den Gyldne i sit mørke beskyttelsesrum? Hvad ser han i sit gyldne spejl? Vi ved det ikke. Hans tid er omme. Nye fyrster regerer verden. En af dem er på vej mod sit Waterloo deroppe i bunkeren under Berlin.
Vi kører i den grønne bus i omegnen af Dresden. En bred gade, som man kalder ”bombernes gade”. På den højre side er der smukke gamle huse. På den venstre ses nye blokke med kedelig DDR arkitektur. Også i 1945 kendte man til præcisionsbombning:
Den venstre side var jævnet med jorden, den højre stort set uskadt. Så uretfærdig verden kan være.
Vi kører forbi den nye synagoge, som mest af alt ligner et fort. Man undres: Er jøderne masochister, eller har de fortrængt fortiden. Måske er det blevet for problematisk for dem at være i Israel ???
Vi er på højskole, en rejsende højskole, kan man sige. Fem dage på Højskolen Østersøen i Aabenraa med intensiv introduktion til de næste fem dages rejse til Dresden. Elbens Firenze kalder man Dresden. Her findes noget af den mest unikke kunst og arkitektur fra barokken i 1700 tallet.
August den Stærke var omdrejningspunktet for denne overdådighed. August gjorde Dresden til en strålende barokby ved hjælp af Europas bedste arkitekter, og Dresden blev en vigtig kulturby.
Det, der nu hedder Tyskland var dengang regeret af kurfyrster, som kæmpede indbyrdes. Augusts rige var et af de største i Europa. Preussen i nord voksede sig stærkere og var jævnligt i krig med August den Stærke.
Tyskland blev først til en nation i 1871, da kejser Wilhelm deroppe i Preussen sammen med ”jernkansleren” Bismarck havde slået alle sine konkurrenter af banen og udråbte det tyske kejserrige. Kejserens sejr over de danske Jenser ved Dybbøl i 1864 var en del af strategien.
Martin Luther står foran indgangen til Frauenkirche, ikke ham selv forstås. Han døde jo i det herrens år 1546, efter at han fra sit domicil i det nærliggende Wittenberg havde gjort sig utilbens med Paven.
En travl herre denne Luther. Han oversatte bl. a. biblen til tysk og sørgede for, at hele Nordeuropa protesterede mod Pavens vælde i Rom. Dresden er netop en skillelinje mellem protestanter og katolikker. Frauenkirche er en protestantisk kirke. Ved siden af ligger Hofkirche, den katolske kirke.
August den Stærke var protestant, men da han gerne ville være konge af Polen var han nødt til at konvertere. Polakkerne var, og er, om nogen katolikker. Kirken havde stor magt i de tider.
Det har Kirken ikke mere. Alligevel var det magtpåliggende for Dresdens beboere at genopføre Frauenkirche. Mest som en demonstration af livsvilje og sammenhold. Det blev den så. Sten for sten. Ved mange menneskers frivillige bidrag.
Efter ti års byggetid blev den genindviet d. 29 oktober 2005.
Vi var til jazz-koncert i Semperoperaen, besøgte Meissen med den berømte porcelæn. En meget smuk by i øvrigt.
Vi så verdenskunst på Zwinger og Grünes Gewölbe. Mærkede historiens vingesus.
Dresden er så sandelig en rejse værd.
