En god dag i Madrid

Prado Museet



1. december 2009

Madrid er et paradoks. I aftes fik jeg en elendig middag for en høj pris. I dag fik jeg en overdådig frokost til en meget moderat pris: Vin ad libitum, en lækker ålesuppe, som gjorde godt i kulden, og derefter stegt andebryst i en god sauce og delikate svampe. Til sidst kaffe.
I går var det en stor ulækker steak, som mestendels bestod af sener og fedt. Men jeg var sulten efter en lang dag på landevejen.

Kom ind i Madrids myldrende trafik sidst på eftermiddagen og skulle aflevere min lejede bil. Det er ikke nemt at køre i Madrid, kan jeg berette. Her er mere drøn på end i det mere afslappede Andalusien.
Min venlige GPS dame gelejdede mig dog sikkert igennem trafikken og jeg fik en taxi til hotellet, som ligger lige midt i den store by.

Koldt var det, og koldt er det efter sydens varme.

Man undres over, hvorfor man har lagt Spaniens hovedstad på et sådant obskurt sted, midt på en stenet højslette i 7 – 800 meters højde. Ulideligt hedt om sommeren og isnende koldt om vinteren.
Det skulle efter sigende være en eller anden maurisk hersker, som lagde den første sten for en tusind år siden.

Det eneste fornuftige, man kan sige om lokaliteten er, at byen ligger i det geografiske midtpunkt af riget.

Madrid bærer præg af storhed. Fordums storhed. Madrilianerne har stadig storheden i sig. Det holder hovedet højt og fører sig selvbevidste frem. Ikke på en ubehagelig måde. Slet ikke, de virker meget imødekommende og venlige, blot må man beskæmmes over den mangel på sprogkundskaber, de lægger for dagen.

Jeg talte med et par unge piger i går. De var vel 17 – 18 år. Talte og talte er så meget sagt. Spurgte, om ikke de lærer engelsk i skolen. Jo, det gjorde de. Ikke fransk eller tysk, men engelsk. Alligevel var det stort set umuligt at kommunikere med dem. Enhver skolepige over 15 år i Danmark vil kunne gøre sig forståelig på engelsk.

Normalt regner man med, at alle under 40 år kan tale og forstå et minimum af engelsk – i alle lande – men ikke her.

Jeg kørte ca. 600 km i går, gennem Don Quijotes trøstesløse landskab og hans hvide vindmøller på bakketoppene, med en lille afstikker til Toledo, som jeg havde læst meget om. Skulle se domkirken, som er et mesterværk og en af de største i middelalderens Europa.
Toledo var den vigtigste nordlige forpost i det arabiske Spanien og på et tidspunkt var indbyggerantallet 200.000, jøder, arabere og kristne, som levede i skøn forening.

I midten af 1300 tallet gjorde inkvisitionen det af med de sidste rester af jøderne og maurerne. Toledo var hovedstad i middelalderens Spanien indtil 1560, men byens betydning svandt ind, da kong Felipe 2 i 1561 flyttede hof og regering til Madrid.
Men Toledo er stadig et besøg værd. Den ligger ca. 70 km syd for Madrid. I modsætning til den nuværende hovedstad i et smukt kuperet terræn.

Jeg ville til Madrid af to årsager:

1. Jeg havde aldrig været her før.
2. Jeg ville gerne se Prado Museet.

Det sidste har jeg set i dag. Og det var en god oplevelse. Som med alle store kunstmuseer må man begrænse sig. Man kan ikke se det hele. Og Prado har meget at byde på: De fleste af de store europæiske mestre fra 1300 til 1600 tallet. En sand overdådighed af malerkunst.
Picasso er her ikke, skønt han på et tidspunkt, før Franco kom til magten i 1939, var direktør på Prado.

Som protest mod Francos falangister malede han Guernika, som illustrerede Hitler/Mussolinis massakre på byen af samme navn. Det var en mandag morgen. Den 26. april 1937. Tre timers bombardement og beskydning efterlod en køn lille by som en rygende ruinhob. 1600 mennesker, kvinder, børn, gamle og unge lå døde på jorden.
I min ungdom havde alle en reproduktion af Picassos Guernika hængende over sofaen. Vi snakkede om det mens vi drak te fra Percks Tehandel.

Det var helt andre temaer, som fascinerede mig på Prado. Det der gjorde mest indtryk var en for mig hidtil ukendt italiensk maler, Tizian (1488 – 1576) ”Bacchanal of the Adrians”, et lystigt billede af, hvad vin ad libitum kan gøre ved mænd og kvinder på en græsk ø.

Nok så morbidt, men også ganske fascinerende er Brueghels ” Dødens triumf”.

Pudsigt, at to så diametralt forskellige temaer kan drage én.

Og så sidder man udenfor Prado og ryger en velfortjent smøg og får den tanke, at al denne overflod kun skyldes én hændelse, nemlig at Christoffer Columbus i 1492 drog over det store vand og fandt guld og ædle stene på den anden side oceanet – og med hård hånd underlagde sig den halve verden.

Og så tog jeg en byrundtur i en kold bus for at se en anden del af den spanske storhed. I sandhed en storslået by. Og en heksekedel.

Så nu har jeg set Madrid. Og jeg har set Prado.
Og i morgen flyver jeg med SAS maskinen nordover. Det er næsten som at være hjemme.

Jeg har lige checket ind på min mobiltelefon. Fagre nye verden !