Safari 95

Afrika er andet end vilde dyr.




- oplevelser og tanker under en "tilbagevendingstur" til Østafrika.



Februar '95.



Dagen igennem er der en afslappet stemning i Zanzibar by. Meget afslappet - næsten sløv. En gennemtrængende duft af krydderier pirrer vore næsebor. Med besvær får vi serveret en kold øl - de laver den lifligste drik kaldet Safari, som skal nydes iskold. Grunden til denne tilbageholdenhed med serveringen er Ramadanen, den muslimske fastemåned, som påbyder muslimerne ikke at indtage føde eller væske, mens solen er på himlen. Kyskhed skal ifølge koranen også praktiseres i dagtimerne - det er nok det nemmeste påbud at klare i lummervarnen.



Klokken er nu otte aften, solen har sænket sig under horisonten over det Indiske Ocean. Den dykkede cirka der, hvor slaverne blev udskibet fra fastlandet, før de blev solgt på markedet i Zanzibar og videresendt til fjerne mål. Bagamoyo hedder stedet, hvor også Livingstone og Stanley og alle de andre fandenivoldske personligheder landede før den videre færd ind i det barske ukendte, mørke Afrika.



Vi er i Zanzibar by. De små snævre gader sprudler af liv. Handelen er i fuld sving fra de utallige farverige boder. Kvinderne står på nakken af hinanden for at få de bedste godbidder, når de indiske handlende holder udsalg. Gadekøkkener serverer alskens lækkerbidskener. Duften af eksotiske krydderier er overalt. Man kan få en kold Safari nu, sågar en Coca Cola. Vi indtager et stort glas isafkølet saft af passionsfrugten, mens det myldrende liv stortrives omkring os.



Den venlige atmosfære er næsten fysisk mærkbar, og vi forsøger på bedste vis at klare os på Swahili, det lokale sprog, som har sin oprindelse i Zanzibar. Vi har tidligere boet i området, så Swahili er os ikke helt fremmed. Ordene kommer ud af den træge hjernes labyrinter efterhånden som vi akklimatiserer os og hører sproget konstant. Jambo - habari - safari. Safari er et Swahili ord, som simpelthen betyder rejse. Og altså øl.



Vi bor på Victoria House, et lille hotel overfor presidentpaladset, hvor vi også har ærinde. Vi mødes med statsministeren, en venlig mand, som beklager meget, at præsident Amour ikke kan tage imod, da han er på safari. Statsministeren er meget begejstret for vort projekt, som skal tilføre Zanzibar noget viden om, hvordan man udnytter de naturlige energiressourcer på øen. "Energi er forudsætningen for udvikling", siger han, "vi ønsker ikke at bruge alle vore valutareserver på import af olie."



Dobbeltværelset på Victoria House er ikke luxuriøst, prisen ejheller. 14 dollars pr. dag. Men bruseren virker, ligeså lokumet på gangen. Morgenmad har de ikke i ramadan-perioden, den får vi på Afrika House. Et stateligt hus med flotte døre og trapper. Fire meter til loftet. På en luftig terrasse med en let brise ind fra oceanet. Papaya, bacon og æg, ristet franskbrød, friskpresset juice og der herligste kaffe. 8 kr. pr. kuvert.



Vi er sammen med "den gale svensker". Gunnar blev omtalt som sådan under vort første ophold i Østafrika, fordi han var - og er - gal med jagt. Han havde nær mistet livet, da han kom i uhyggelig nærkontakt med et næsehorn. Hans daværende kone, som var sygeplejerske, reddede hans liv.



Gunnar ernærer sig nu som "vildtplejer" i det nordlige Tan¬zania. Han har inviteret til århundredets bryllup i Serengeti nytårsaften. Har også inviteret alle masaier indenfor "walking distance". Masaier kan gå langt. Det skal nok blive et gilde.



Zanzibar er kultur - gammel kultur. Man ser det i byggeriet. Helt anderledes end på fastlandet. Hoveddørene i Zanzibar by er smukke - mesterværker i billedskæring med flotte messingbeslag. Man føler næsten kulturen på sin krop.



Det er den gamle arabiske kultur, der er gennemgående.



Zanzibar har en dramatisk historie. Var under persisk herre¬dømme i femhundrede år - 10 til 15 århundrede. Den portugisiske sømand Vasco de Gama kom forbi i 1498 og portugiserne regerede over Zanzibar et par århundreder før sultanerne fra Oman overtog magten i det 18 -19 århundrede.



Det britiske imperium udstrakte da sin lange arm og lagde det ind under den engelske krone. En blodig revolution i 1964 efterfulgte uafhængigheden i 1963 og Karume blev det første præsident. Han blev senere myrdet. Zanzibar er siden uafhængigheden i union med det tidligere Tanganyika under navnet Tanzania. Uden den store entusiasme har man indtryk af.



Det man normalt kalder Zanzibar er ikke en ø. Øen hedder Unguja - byen hedder Zanzibar. De to øer Pemba og Unguja udgør det, man normalt forstår ved Zanzibar. De er ikke store, mindre end Fyn tilsammen - har næppe store muligheder for at overleve som selvstændig stat, skønt de nok gerne vil.



Politibetjenten i lufthavnen vil gerne veksle sort. Hun har nogle få engelske pund, som hun sikkert er kommet uærligt til. Hun ser sød ud i sin noble uniform og er ikke interesseret i, om vi har bomber i tasken. "Det er for farligt", siger hun.



Vi skal tilbage til Mombasa på vores lange odysse. Videre for at opleve fortiden.



Vi fik den ellers smidt lige i ansigtet, da vi først landede i Mombasa og mødte Tinne. Tinne er rejseguide. Gensynsglæden var stor, skønt vi næsten ikke kunne kende hinanden efter tyve år.



Dengang - i halvfjerdserne - var vi safari¬guide for en lille syv-otte årig Tinne på vore utallige campingture ud i de fjerneste afkroge af Kenya. Det var dengang man stadig jagede med riffel. Det gjorde Tinnes far.



Vi svælgede i gamle minder over adskillige kolde drinks og fik at vide, at vores gamle jagtkammeret nu bor i Namibias ørken.



Mombasa er Kenyas havneby. Udgangspunkt for jernbanen op i højlandet, som er vort mål.



Det gamle koloniale tog ligner sig selv fra Karen Blixens tid. Hun sejlede til Mombasa og tog toget til Nairobi. Vi fløj til Mombasa og tog det samme tog. Nattoget - med spisevogn og hvidklædte tjenere, som ved et tryk på en knap klarer alle vore fornødenheder. Sengen i kupeen er første klasses. Vinduet står åbent natten igennem, og den lune brise sammen med toget langsomme dum-dum lyd luller os i en behagelig søvn.

En rejse med den østafrikanske jernbane har ikke som primært mål at transportere folk fra et sted til et andet. Rejsen er et mål i sig selv.



Vi føler os i en tilstand af total samhørighed med natur, teknik og mennesker - vi er kommet hjem - til vort andet hjem.

Inden vi lukker øjnene snakker vi lidt om, hvorfor folk på disse breddegrader er så imødekommende, smilende og glade, skønt fattige på gods. Volvo, villa og vovse ser ikke ud til at fostre den samme grad af harmoni og daglig glæde. Hvad er det, vi forsøger at lære dem?



Jernbanen er et kapitel for sig.



Englænderne anså Uganda for at være det mest potente område af østafrika og besluttede i slutningen af forrige århundrede at bygge en jernbane fra Mombasa til Kisumu i det vestlige Kenya for derfra at etablere maritim forbindelse til Uganda via Victoriasøen. Man importerede jernbanearbejdere i hobetal fra Indien, som englænderne jo også sad godt og grundigt på.



De startede med dette kæmpeprojekt i Mombasa og arbejdede sig langsomt, men sikkert op mod højlandet. Adskillige indiske jernbanearbejdere blev under processen ædt af vilde dyr eller døde af alskens tropesygdomme.



Nairobi, som betyder noget i retning af klar, ren luft eksi¬sterede ikke, før jernbanefolkene etablerede et lager af jernbanemateriel der. Det skulle senere blive den millionby, som det er i dag. Med nok verdens bedste klima.



Jernbanen blev ført igennem hele vejen til Kampala i Uganda og blev indviet i begyndelsen af århundredet. Den var stadig ny, da Karen Blixen belæsset med alt sit flyttegods tog skridt til at udforske det mørke konti¬nent. Det kom der så megen smuk litteratur ud af. Karen blev en myte i Kenya. En bydel i Nairobi blev såmænd opkaldt efter hende - Karen. Og hendes gamle hus er et berømt museum.



Vi havde den sjove oplevelse dengang i halvfjerdserne at følges med Karens kok, Kamanthe, i flyveren fra Nairobi til København. Kamanthe havde fået en eller anden hædersbevisning af et litterært selskab i Danmark. Han skulle naturligvis være tilstede ved overrækkelsen i København.



Vi så en meget lille, forknyt, gammel Kamanthe, som vi havde læst så meget om. Iført en stor - alt for stor - brun militærfrakke, som skulle beskytte ham mod den nordiske kulde. Og hvide kondisko.



Kamanthe kom til København - og hjem igen. Han må være afgået ved døden nu. Berømt som Karen Blixen. Sikkert mindre bevist om det.



Toget skrumler ind på banegården i Nairobi. Klokken er ni om morgenen. Køligheden er en befrielse efter Mombasas fugtige hede. Ganske som vi havde fået fortalt, er Nairobi blevet en storby. Højhusene rager op hvor vi ikke før har set dem. Spændende om vi kan genkende byen. Vi beslutter at vandre hen til biludlejeren for at akklimatisere os. Det er en ren fornøjelse. Luften er frisk og klar her lørdag morgen, hvor folk holder week-end. Vi konstaterer med glæde, at New Stanley Hotel stadig ligger, hvor det lå, da Ernest Hemingway sad ved den lange bar.



Nairobi er blevet stor. Alt for stor. Befolkningstilvæksten i Kenya er også for stor. Fire procent om året. Nok den højeste i verden. Resultat: Folk kan ikke finde beskæftigelse i land¬distrikterne og søger til byen. Kriminaliteten vokser, slumområderne vokser. Befolkningstallet er næsten fordoblet på 20 år. Der er nu omkring 27-28 millioner kenyanere.



Der er tiggere - i langt højere grad end før. Ikke som i Bombays gader, men dog. Vi donerer fem shillings til en stakkels ung mor, der ligger i sine jordfarvede pjalter på gaden med to forhutlede unger. Den ene unge roder ved moderens indtørrede bryst.



Episoden sættes i perspektiv da vi senere på dagen læser i avisen, at en kvinde i Texas, USA har fået en erstatning på 5,2 millioner dollars, fordi hendes brystprotese lækkede!!!



Hvilken verden vi lever i - her ved indgangen til det nye årtusind. Vi skal vist til at fordele verdens goder. Men hvordan?



Vi skal videre - nordpå - mod Mount Kenya, Mau Mau land, den afdøde præsident Kenyattas hjemland. Denne karismatiske gamle mand, som var Kenyas første præsident. Han der stod bag den blodige Mau Mau bevægelse i halvtredserne. Han, som englæn-derne frygtede og beundrede - og satte i fængsel i en mangeårig periode. Og han, som var så eminent god til at styre Kenya i en vanskelig periode - i frihedens tid. UHURU - frihed. Han var også dygtig til at skrabe mammon til sig. Med god assistance fra sin unge, smukke hustru, Mama Ngina. Hun og hendes børn sidder stadig på enorme værdier, farme, hoteller, supermarkeder. Og sikkert en fed bankkonto i Schweiz.



Vi kører igennem de smukke forstæder, hvor ambassadørerne bor. Blomsterfloret i de store haver skæmmes kun af pigtrådshegnet, som skal holde uønskede gæster ude. Dem der haver, lever i evig frygt for at miste, hvad de har. Ham der intet har fristes let til at forgribe sig på de ufatteligt rige. Vi kalder ham så kriminel.



Turen går til Nyeri. Gammelkendte stednavne dukker ud af erindringens tåger efterhånden som vi kører nordpå. Mod Ækva¬tor. Nyeri ligger tredive kilometer syd for cirklen, der deler jorden i to. 1800 meter over havets overflade. I et vidunderligt smukt og grønt område. Udsigt til den evige sne på Mount Kenya på den ene side og Aberdare bjergkæden på den anden side. Et behageligt klima året rundt. Forfriskende køligt om natten.



Vi besøger Lord Baden Powell's gravsted. Spejderføreren boede sine sidste år i Nyeri og ligger nu, så han fra sin himmel kan kigge på den dramatiske top af det næsten 5000 meter høje Mount Kenya. Et fredfyldt sted her en søndag morgen, hvor præstens messen fra kirken trænger ud af den åbne kirkedør.



Vi kravlede engang op på Mount Kenya - da konditionen var bedre. Det er barskt i den tynde luft, hvor den medbragte suppe ikke gav brændte læber. Den koger ved ca. 80 grader deroppe i højderne. Koldt var det. Men en betagende oplevelse.



Vi bor på White Rhino Hotel, som ligner sig selv. Et gammelt, kolonialt hotel, som er billigt og godt. Der er koldt om natten i Nyeri, så vi pakker os ind i alle tæpperne.



Vi skal naturligvis genopleve traditionen med afternoon tea på Outspan Hotel. Dette luxushotel, som primært besøges af dollarturister, som skal se på elefanter og næsehorn. Teen og kagerne er, som de plejede at være. Serveringen perfekt. Haven smuk og udsigten vidunderlig.



Ved en tidligere lejlighed blev vi ved en heldig omstændighed - uden ekstra betaling - indlogeret i Dronning Elisabeth af Englands brudesuite på Outspan.



På Elisabeths bryllupsrejse til Kenya fik hun meddelelse om sin fars død. Det betød jo faktisk, at hun blev dronning, mens hun boede på Outspan.

Hendes suite bød dengang på et behageligt ophold.



Englændernes indflydelse gør sig gældende på Outspan. Men tekanden har de gjort noget ved! Den drypper ikke. Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt et land har været engelsk koloni, skal man blot bestille en kande te. Hvis kanden drypper, er man i et land, som har været under engelsk herredømme. Det gælder globalt. Den engelske stål-tekande findes overalt, i Indien, Nepal, Bangla Desh, Kenya, Nigeria. Og den drypper - hver gang man hælder af den. Den dryppende tekande er det mest konsekvente bidrag til verden fra den angelsaksiske verden.



Men ikke mere på Outspan. Tekanden er der, den samme som før. Men den drypper ikke som tidligere. En opfindsom sjæl har efter årtiers irritation taget en fladtang og bøjet tuden nedad i en blød bue. Hvilken fryd.



Et nyt monument er rejst i byen. Moskeen. Mon der er kommet flere muslimer til stedet?



Lørdag aften er der fuldt hus på White Rhino. I baren, i restauranten, alle steder. Folk er i fint tøj, jakke, slips, hat. Det er folk fra Nairobi får vi at vide af tjeneren, folk som er hjemme at besøge familien i week-enden.



Kenyanerne er meget knyttede til hjemegnen. Når de dør skal de begraves i den fædrene jord.

Lørdag aften mødes de med vennerne over en øl eller to.



Ingen synes at overdrive drikkeriet. Det er åbenbart et nordligt fænomen. Jo længere man bevæger sig nordpå fra ækvator, jo mere må man bedøve sig i alkohol for at erhverve den samme glæde ved livet, som de her under cirklen har som en medfødt egenskab. Verden er forunderlig. I Finland smiler man, når man har fået en halv flaske vodka.



Købmanden genkender os med det samme. Ved vi er fra Danmark, men husker ikke navnet. Vi snakker om Dr. Kanani, som blev myrdet af banditter for en halv snes år siden. "Her er meget fredeligt nu", siger den indiske købmand og ser ud til at være tilfreds med tilværelsen. Dr. Kanani var vores huslæge, inder, og uddelte røde og grønne og blå piller mod alskens dårligdom. Formedels god betaling, forstås.



Vi skal se huset, hvor vi boede. Finder det straks. Men hvilken forandring. Et stort skrummel posthus har taget den smukke udsigt til Nyeri Hill. Hækken, som vi plantede er fire meter høj. Vi får lov at komme ind og fotografere. Forfaldet er soleklart. Maling har det ikke set siden vi boede der. Beskidt er det overalt. Afrikanerne har en anden tærskel end vi, når det drejer sig om vedligehold og rengøring.

Ikke så opmuntrende.

Samme billede på centret hvor vi arbejdede.



Vi missede Jens. Var fejlagtigt blevet fortalt, at han og Tut var flyttet til Zimbabwe. Tut og Jens slog sig ned som farmere i Kenya i halvtredserne og kan fortælle barske historier om Mau Mau perioden. Deres farm blev nationaliseret efter uafhængigheden i 1963 og Jens slog sig ned som professionel jæger.

Tut og Jens havde gyldne tider indtil jagten blev forbudt i 77.



Jens's klienter var primært velbeslåede amerikanere. En af dem købte en flyvemaskine, som Jens kunne bruge så meget han lystede, blot skulle den være til rådighed når Christian DuPont fra United Big Bluff kom på sin årlige safari.



Flyet var en gul Piper Super Cup. Den samme, som Maryl Streep fløj i under optagelsen af filmen Out of Africa. Med Jens ved pinden.



Flyet stod stadig i hangaren på Mweiga Air Field, men desværre erfarede vi først senere, at Jens og Tut stadig bor på deres gamle farm house. Så vi kørte bare uvidende forbi deres dør.



På vejen nedover spiser vi frokost på det velkendte Blue Post Hotel, hvor der ligger et smukt vandfald. Her er så vidunderligt smukt og fredfyldt, at vi beslutter at overnatte. Får et dejligt værelse med udsigt til haven og vandfaldet.



Tilbage i Nairobi skal vi besøge Coffee House, som var mødested for vennerne i gamle dage. Det var som før - og kaffen var pragtfuld som før.



Vi havde hørt, at Poul fra Ry skulle være i byen. Poul havde vi tidligere arbejdet sammen med i Lesotho i det sydlige Afrika. Hvem løber vi ind i, da vi forlader Coffee House? Poul fra Ry.



"Selvfølgelig skulle vi mødes her", var Pouls bemærkning. "Der er jo kun 27 millioner mennesker i Kenya". Man bliver næsten overtroisk, først Tinne, nu Poul. Vi får en kold øl med Poul og snakker om gamle dage - aftaler at mødes i Danmark.



Vi kommer i tanker om det gamle koloniale Brunners Hotel og mener at lokalisere stedet. En ældre taxichauffør bekræfter at det lå lige der. Der hvor det grimme betonhus nu er.



Bendsens fra Randers giver en kop kaffe i deres dejlige have i Westlands. De har boet i Nairobi nogle år og længes nu efter at vende hjem til efteråret.





Vi skal på en fjorten timers togrejse - tilbage til kysten. Og afslutningen på vores vidunderlige genoplevelses safari.



I spisevognen sidder vi ved siden af et par afrikanere, som siger "bon appetit" og vi gætter, at de nok er fra det fransktalende Rwanda. Det bekræfter de, og vi får en meget lang og indgående beretning om, hvorfor det gik så galt i Rwanda. Det er en hel historie i sig selv. En meget kompleks historie.



De to Rwandesere ernærer sig nu ved handel - import - export. Af hvad som helst. De så ud til at leve godt af det. Den ene er Hutu og den anden Tutsi. De to rivaliserende stammer. "Vi er alle brødre", sagde de samstemmende.



Toget standser knirkende ved Mombasa station. Vor lange rejse i fortiden er slut. Kun resterer den trivielle flyrejse til Danmark. Kunne man dog lade sig overføre ved tankens kraft.



Og ikke et ord om løver.